
Tirsdag den 27. januar 2026 indgik regeringen en aftale med SF og Enhedslisten, hvor børnefamilier, folkepensionister, arbejdsløse og udeboende SU-modtagere vil modtage en fødevarecheck i år.
Har man børn, kan man modtage op til 2.500 kroner, hvis man tjener under 500.000 kroner, mens folkepensionister og kontanthjælpsmodtagere får 2.500 kroner, og studerende får 1.000 kroner.
Man forventer, at 740.000 er berettiget til at modtage fødevarechecken, der i alt vil koste statskassen cirka 4,5 milliarder kroner.
Pensionister
Med aftalen vil staten bruge 1,4 milliarder kroner af de i alt 4,5 milliarder kroner på fødevarechecks til pensionister.
For pensionister gælder det, at de kan få checken bare deres likvide midler som kontanter og aktier er under 350.000 kroner.
Den borgerlig-liberale tænketank Cepos kritiserer fødevarechecken for at være et ”lotteri” eftersom pensionister med bruttoindkomster på over 500.000 kroner om året også kan få den. Ifølge Danmarks Radio vil 24.000 pensionister modtager fødevarecheck trods høj indkomst. Mange pensionister har desuden huse, sommerhuse eller lejligheder, men det tæller heller ikke med i regnestykket om fødevarecheck. Der er således eksempler på pensionister med ejendomme for mange millioner kroner, der står til at modtage 2.500 kr.
Velhavende børnefamilier
DR Nyheder har med tal, som den borgerlige tænketank Cepos har trukket, oplyst at tusindvis af familier, hvor den ene part tjener over en million kroner om året, vil modtage en fødevarecheck på mellem 2.500 og 5.000 kroner om året.
Det gør de, fordi den anden part tjener under 500.000 kroner om året og derfor er berettiget til fødevarechecken.
Ifølge Cepos’ tal var der i 2024 17.000 familier, hvor den ene voksen ville tjene over en million kroner, mens den anden ville tjene under 500.000 – og altså være berettiget til at modtage en fødevarecheck.
Indvandrere
Særligt Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har kritiseret fødevarechecken for at ”forgylde arbejdsløse indvandrere”.
I den anledning har dagbladet Politiken fået tal fra Beskæftigelsesministeriet, som viser, at ud af de cirka 740.000 ydelsesmodtagere, der kan se frem til fødevarechecken, er cirka 119.000 personer ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Det svarer til cirka 16 procent.
Oveni det vil knap 31.000 vestlige indvandrere samt efterkommere, der er ydelsesmodtagere, også modtage en check. Det svarer til cirka 4 procent.
Altså vil knap hver femte ydelsesmodtager, der modtager en fødevarecheck, være enten ikke-vestlig eller vestlig indvandrer eller efterkommer.