Hvad blev der af Trumps krav om, at USA skulle have kontrollen over Panama-kanalen tilbage?

I 1903 støttede USA Panamas løsrivelse fra Colombia, fordi USA ønskede at bygge en kanal mellem Atlanterhavet og Stillehavet.

Bygningen af Panamakanalen, der blev afsluttet i 1913, var en af de største og mest besværlige ingeniøropgaver som nogensinde er udført, og kanalen har haft en enorm indflydelse på skibsfarten mellem de to oceaner. Den afløste den lange og farlige rute via Drakestrædet og Kap Horn ved sydspidsen af Sydamerika. Et skib som sejler fra New York til San Francisco via kanalen, tilbagelægger 9.500 km, et godt stykke under halvdelen af de 22.500 km, som er distancen rundt om Kap Horn.

Kort efter Panamas løsrivelse fra Colombia og inden kanalen var bygget, blev Hay–Bunau-Varilla-traktaten underskrevet. Traktaten sikrede, at USA fik permanent kontrol over kanalen og Panama-kanalzonen (et bredt bælte gennem landet).

Panama fik en engangsbetaling og årlige afgifter, men ingen reel kontrol.

For mange panamanere blev dette set som et uacceptabelt indgreb i landets suverænitet.

Kanalzonen blev reelt styret som amerikansk territorium, med amerikanske love, politi og militær.

Panamanere blev ofte udelukket fra jobs og beslutninger, og mange oplevede det som kolonialisme midt i deres eget land.

Uroligheder i 1964

Spændingerne kulminerede i 1964, da uroligheder brød ud over spørgsmålet om at hejse det panamanske flag i kanalzonen. Sammenstød mellem panamanere og amerikanske styrker førte til dødsfald.

Herefter blev kravet om fuld panamansk kontrol et centralt nationalt mål.

Hvordan blev konflikten løst?

I 1977 indgik Panamas leder Omar Torrijos og USA’s præsident Jimmy Carter to afgørende traktater:

Panama-kanal-traktaten fastslog, at USA og Panama i fællesskab skulle stå for kanaldriften i en overgangsperiode, hvorefter fuld kontrol skulle overdrages til Panama den 31. december 1999.

Neutralitetstraktaten fastslog, at kanalen stedse skulle forblive neutral og være åben for alle lande – også efter overdragelsen.

Opgivelsen af den fulde kontrol over Panama-kanalen var kontroversiel i USA, men Torrijo-Carter traktaterne blev ratificeret, og den 31. december 1999 overtog Panama officielt Panama-kanalen, Kanalzonen samt infrastruktur og administration.

Panama driver selv kanalen gennem Autoridad del Canal de Panamá (ACP), der er et panamansk, statsuafhængigt organ med egne tekniske, økonomiske og juridiske regler.

Det er ACP, der fastlægger takster, kontrollerer sejlads, driver sluser, trafikstyring og planlægning

Kinas indflydelse

Kina har i en årrække været involveret i handel og investeringer i Panama, men i 2003 lancerede Kina det såkaldte Belt and Road Initiative (BRI) – et ambitiøst globalt udviklingsprojekt, der sigter mod at skabe økonomisk samarbejde, infrastrukturudvikling og handelsfremme mellem Kina og landene langs de gamle handelsruter, der forbinder Asien, Europa og Afrika.

Allerede i 1990’erne havde Kina været involveret i havnedrift ved kanalens ender. Et Hongkong-baseret selskab (Hutchison Ports) drev således havne ved Atlanterhavssiden (Colón) og ved Stillehavssiden (Balboa). Kina have imidlertid ingen rolle i ACP og ingen beslutningsmagt over selve kanaldriften.

Kina har ikke haft kontrol over kanalsluserne, indflydelse på skibstrafik, adgang til trafikstyring eller prioritering eller haft en rolle i sikkerhed eller militær beskyttelse.

Trump-administrationens holdning

Allerede under Donald Trumps 1. præsidentperiode var holdningen til Panamakanalen og kinesisk involvering præget af mistillid, strategisk bekymring og geopolitisk rivalisering. Der blev dog ikke gjort forsøg på at ændre ejerskabet eller den formelle administration af kanalen.

USA accepterede Panamas kontrol – men holdt skarpt øje. Trump-administrationen anfægtede således ikke, at Panama havde fuld suverænitet over Panamakanalen (som fastlagt i Torrijos–Carter-traktaterne), og der var ingen forsøg på at “tage kanalen tilbage” eller genforhandle traktaterne.

Stærk bekymring over kinesisk tilstedeværelse

Trump-administrationens kritik rettede sig i stedet mod Kinas voksende økonomiske og strategiske fodaftryk i Panama, især havnedriften ved kanalens ender.

Trump-administrationen mente, at Kina kunne udnytte havnene strategisk, og der var frygt for overvågning, pres i en krisesituation eller indirekte kontrol.

Panama skifter diplomatisk side – forværrer USA’s bekymringer

I 2017 (under Trump) brød Panama de diplomatiske forbindelser med Taiwan og anerkendte Folkerepublikken Kina.

Herefter fulgte yderligere kinesiske investeringer, samarbejdsaftaler og interesse for infrastrukturprojekter.

Trump-administrationen så dette som en del af Kinas globale magtstrategi og som en udfordring mod USA’s historiske indflydelse i Mellemamerika, men uden at det udløste krav om ”at tage kanalen tilbage”.

Donald Trumps linje i det nye præsidentskab

Allerede før sin tiltræden som præsident skrev Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, at han som præsident muligvis ville kræve, at USA fik kontrollen over Panamakanalen.

Ifølge Trump bliver amerikanske skibe pålagt urimelige afgifter, når de skal passere gennem kanalen. Han lufter i sit opslag også en bekymring over, at Kina har voksende indflydelse i området ved kanalen.

”Vores flåde og vores handlende bliver behandlet på en meget uretfærdig og ubetænksom måde. De afgifter, som Panama opkræver, er latterlige. Særligt med tanke på den gavmildhed, som USA har vist over for Panama. Dette totale bedrag mod vores land skal stoppe øjeblikkeligt”, lød det.

Trump har gentaget sin påstand om, at Kina “efter hans opfattelse opererer” kanalen og erklæret, at USA vil “tage den tilbage” — også i taler og i sin åbningstale som præsident i 2025.

Trump-administrationens bredere strategi

Administrationen forfølger under Trump en udenrigspolitisk holdning, der er blevet beskrevet som en revitalisering af en moderne Monroe-doktrin (“Donroe Doctrine”) med skarp fokusering på at holde Kina ude af Latinamerika og den vestlige halvkugle i det hele taget. De voldsomme udfald mod Panama, Venezuela og andre lande i Latinamerika og ”nødvendigheden” af at få fuld kontrol over Grønland, skal ses i det lys.

USA’s militære handlinger — f.eks. fjernelse af Venezuelas leder i 2026 — bruges strategisk for at signalere, at Kina og Rusland ikke får lov til at udvide deres indflydelse i regionen.

Situationen i Panama

Straks fra begyndelsen af præsidentperioden blev den nyudnævnte amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, sendt til Panama, hvor han i møder med præsidenten, Jose Raul Mulino, og ledende regeringsmedlemmer i utvetydige vendinger krævede, at Panama foretager “øjeblikkelige ændringer” i det, han kaldte Kinas “indflydelse og kontrol” over Panamakanalen. Amerikas øverste diplomat sagde, at Panama skal handle, ellers vil USA træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte sine rettigheder i henhold til en traktat mellem de to lande.

Advarslen følger op på præsident Donald Trumps løfte om at generobre kanalen.

Resultatet udeblev ikke. Den 6. februar 2025 meddelte præsident Jose Raul Mulino at Panama havde trukket sig ud af Kinas Belt and Road Initiative (BRI) infrastruktur program.

Siden har det Hongkong-baserede konglomerat CK Hutchison ”indvilliget” i at sælge sine ejerandele i centrale havnefaciliteter ved begge ender af kanalen (Balboa og Cristóbal) til et amerikansk ledet investorkonsortium.

Begge skridt opfattes i Washington som en reduktion af kinesisk indflydelse over kritisk infrastruktur. Samtidig har USA og Panama udbygget deres sikkerhedssamarbejde omkring kanalen, narkobekæmpelse og migrationsruterne, herunder med amerikansk adgang til udvalgte faciliteter, dog uden etablering af baser og uden at ændre Panamas myndighed over kanalen.

Tilsammen har disse udviklinger givet Trump og hans allierede noget konkret at pege på: amerikansk kapital tilbage i strategiske havne, tættere sikkerhedssamarbejde og forsikringer om adgang, mens Panamas suverænitet og kontrol over kanalen forblev uberørt.

Herefter har Trump ophørt med at gentage kravet om at “tage kanalen tilbage”, ikke fordi kravet blev opfyldt i juridisk forstand, men fordi der opstod et praktisk udfald, som imødekom hans erklærede bekymringer uden at genåbne traktater eller udløse en international krise.