Forholdet mellem Cuba og Venezuela

En stor del af Nicolás Maduros sikkerhedsfolk blev dræbt under USA’s angreb i Venezuela tidlig lørdag morgen dansk tid. Det har Venezuelas forsvarsminister, Vladimir Padrino López, ifølge Reuters oplyst.

Det er dog ikke nogen meldinger om, hvor mange sikkerhedsfolk der blev dræbt, men der tales om, at aktionen kostede i alt omkring 40 døde.

Maduros sikkerhedsfolk overvejende cubanere

Cubas regering har natten til mandag ifølge Reuters oplyst, at 32 cubanere blev dræbt under USA’s aktion i Venezuela.

De dræbte cubanere var livvagter for Maduro og hans hustru og befandt sig i præsidentparrets hjem, da amerikanske styrker natten til lørdag den 3. januar 2026 lokal tid gennemførte aktionen.

Cubas regering oplyser, at der indføres to dages landesorg den 5. og 6. januar til ære for de dræbte.

Tætte relationer mellem Cuba og Venezuela

Oplysningerne bekræfter de meget tætte relationer mellem Cuba og Venezuela. Samarbejdet bygger især på en fælles socialistisk/anti-imperialistisk ideologi.

Cuba har været en af Venezuelas stærkeste diplomatiske allierede, og Venezuela har tilsvarende været en af Cubas vigtigste støtter – især mod USA og EU.

Det tog fart efter Hugo Chávez kom til magten i Venezuela i 1999, og Chávez og Fidel Castro udviklede et personligt og politisk nært forhold.

Kernen i samarbejdet har været at Venezuela leverede billig olie til Cuba, og Cuba sendte læger, lærere, sportsinstruktører og sikkerhedsrådgivere til Venezuela. Der er ingen tvivl om, at Især de cubanske lægemissioner har været afgørende for Venezuelas sociale programmer.

Da Venezuelas økonomi kollapsede efter 2014, blev Cuba dog hårdt ramt, fordi olieleverancerne faldt kraftigt.

Økonomisk krise efter 2014

Venezuela var – og er – næsten totalt afhængig af olie, der udgør ca. 95 pct. af eksportindtægterne og størstedelen af statens indtægter. Olie er derfor også hovedkilden til udenlandsk valuta.

I 2014 faldt olieprisen brat (fra over 100 dollars til under 50 dollars pr. tønde).

Under Hugo Chávez (1999–2013) brugte staten alle olieindtægter direkte på sociale programmer. Der blev ikke opbygget valutareserver eller opsparingsfonde.

Da olieprisen styrtdykkede, manglede staten derfor penge fra dag ét.

Under Hugo Chávez havde staten endvidere nationaliseret olie, el, stål, fødevarer, landbrug, banker m.m. Resultatet var allerede inden krisen i 2014 faldende produktivitet og manglende investeringer i de fleste sektorer, herunder i olieindustrien.

Det statslige olieselskab PDVSA blev politiseret og ineffektivt og olieproduktionen styrtdykkede, netop da man havde mest brug for den.

Regeringen forsøgte at styre krisen med stram valutakontrol og priskontrol på basale varer. Resultatet var mangel på mad og medicin samtidig med at sortbørshandel og smugleri var udbredt.

Staten begyndte at trykke penge for at dække underskuddene, der førte til hyperinflation, som ødelagde lønninger, opsparing og tillid til valutaen.

USA og senere EU indførte sanktioner, der begrænsede Venezuelas adgang til finansmarkeder og ramte olieeksport og investeringer.

Den anslås, at mere end 8 millioner mennesker siden 2014 er flygtet fra Venezuela.

Situationen i Cuba

Allerede da Venezuelas økonomi kollapsede efter 2014, oplevede Cuba energimangel og strømafbrydelser, fald i BNP og vareknaphed.

Spørgsmålet er nu om Cuba kan klare sig helt uden Venezuela?

Ja, teknisk set – men dårligt!

Cuba har allerede delvist tilpasset sig et Venezuela med langt mindre kapacitet. Men uden nogen støtte overhovedet betyder det, at olie skal købes dyrere på verdensmarkedet, hvilket kan føre til energikrise, rationering og brown outs.

Cuba kan komme til at mangle hård valuta, og der må forudses pres på fødevarepriser, transport og elforsyning.

Det kan igen føre til øget social utilfredshed og migration.

Cuba vil være henvist til i højere grad at søge støtte hos Rusland, Kina, Nordkorea og Iran, hvor Cuba nok kan hente politisk støtte, men næppe økonomisk støtte i et omfang, der kan erstatte Venezuelas rolle fuldt ud.