
”Det her er ikke godt” lød advarslen fra Elon Musk, efter at sølvpriserne steg til rekordhøje niveauer i slutningen af december.
Ædle metaller som guld, sølv og platin – der ofte betragtes som et sikkert tilflugtssted for investorer – er steget i år. Årsagen er en blanding af reaktioner på udviklingen i Kina, geopolitisk uro, der driver investorer mod sikre aktiver, og forventninger om at den amerikanske centralbank vil sænke rente og lempe pengepolitikken i 2026.
Kina
Guld har opnået rekordhøje priser i 2025, men sølv har forud for nye restriktioner på eksport fra Kina, som træder i kraft 1. januar, ligget i toppen i december. Kinas eksportbegrænsninger er en del af dets plan om at opnå mere kontrol over strategiske mineraler.
Sølvprisen nåede en rekord på mandag, hvor sølvprisen sneg sig op på over 84 dollar per ounce. Siden er den dog faldet til cirka 76 dollar per ounce.
Elon Musk
Elon Musks advarsel kom et svar på et opslag på X om kinesiske eksportrestriktioner: “Det her er ikke godt. Sølv er nødvendigt i mange industrielle processer.”
Sølv er vigtig inden for energi og teknologi. Det danner det ledende lag i solpaneler og bruges i ledningsføring og elektronik i elbiler. Det hjælper også med at holde datacentre kørende gnidningsfrit, idet det findes kontakter og printkort, der styrer strøm og behandling. Alle disse industrier kan blive ramt, hvis priserne stiger for højt og for længe.
Pandora
De rekordhøje priser på sølv påvirker kursen på Pandora-aktier. Pandora-aktien faldt mandag formiddag med mere end to procent og ligger nu i bunden af det danske C25-indeks, der er sammensat af de 25 mest handlede aktier på den københavnske børs. Pandora-aktien står dermed til et samlet årligt fald på knap 47 procent.
Sølv er et af de mest anvendte ædelmetaller i danske Pandoras smykker. Når prisen på sølv stiger, bliver det også dyrere for Pandora at producere smykker.
Markedsanalytikere siger, at lige nu er sølvprisen noget af det, der styrer aktiekursen for Pandora, og aktien har det med at reagere negativt, når sølvpriserne stiger. Pandora har dog dækket sit forbrug af sølv et stykke ud i fremtiden, og de stigende sølvpriser vil derfor først på sigt afspejles i regnskabet.
Guld
Guld er også steget i 2025 – mere end 70 pct. til over 4.500 dollars pr. ounce fra 2.623 dollars ved starten af 2025.