Nøddeknækkeren

Det Kongelige Teater garanterer øjeblikkelig julestemning, når Nøddeknækkeren går over scenen. Den appellerer på tværs af generationer til enhver, der har sin barnetro intakt, og til alle os, som elsker Jul.

Historien handler om pigen Marie, der får den mest fantastiske nøddeknækker i julegave af sin gudfar Drosselmeier, og da klokken slår 12 midnat, fører den hende ud på en magisk rejse. Hun kommer fra den stemningsfulde julefest hos familien Stahlbaum til det eventyrlige slaraffenland, og på sin vej møder hun frække mus, dansende snefnug og valsende blomster, snedronninger og sukkerfeer med meget mere.

Det sælsomme eventyr om den gådefulde nøddeknækker blev oprindeligt skrevet af den excentriske, tyske forfatter E.T.A. Hoffmann i 1816. I 1892 blev den første gang lavet til ballet, og Tjajkovskij komponerede musikken, der med sine mange genkendelige, iørefaldende temaer i dag er et af de mest elskede værker i musikhistorien.

Nøddeknækkeren i dag er en juleklassiker, der sikrer mange balletteatre en stabil (og nødvendig) fast indtjening på samme måde som en efterhånden bedaget udgave af ”Folk og røvere i Kardemomme by” er med til at begrænse de notoriske underskud på det Gentofte-subsidierede ”Bellevue Teater”.

Selvom Nøddeknækkere i dag er en fast del af balletlandskabet, startede det ikke sådan. Under sin debut i 1892 i Skt. Petersborg, Rusland, floppede Nøddeknækkeren. Den blev først en fast bestanddel af repertoiret af juleforestillinger, efter at New York City Ballet (NYCB) iscenesatte en succesproduktion i 1954 med et udførligt sæt og spektakulær koreografi af dens legendariske medstifter, George Balanchine.

Den blændende Balanchine-version hjalp med at popularisere balletten, som i dag på licens opføres på balletteatre over hele verden.

Nøddeknækkeren tilbyder en årlig mulighed for at dyrke ballet og udbrede kendskabet til kunstarten, da den familievenlige forestilling bliver mange unges første møde med ballerinaer.

Nøddeknækkeren opføres den 29. og 30. december i Musikhuset i Aarhus.

Leave a comment