
José Antonio Kast fra Chiles republikanske parti, Partido Republicano de Chile, PRCh, blev søndag den 14. december 2025 i 2. runde af Chiles præsidentvalg i et markant højresving valgt til præsident for et land, hvor vælgerne er blevet dybt bekymrede over kriminalitet og illegal indvandring.
José Antonio Kast
José Antonio Kast, 59, far til ni med ideologiske rødder i konservativ romersk-katolicisme og økonomisk neoliberalisme. Han er søn af tyske immigranter. Hans bror Miguel var tidligere minister under general Augusto Pinochets næsten 20-årige militærdiktatur i Chile, der først sluttede i 1990.
Hr. Kast har tidligere udtrykt beundring for general Pinochet. Selvom Kast har fordømt Pinochet-regimets menneskerettighedskrænkelser, som var ansvarlig for tusindvis af dødsfald og forsvindinger, har han rost dets økonomiske resultater og han skal engang have udtalt, at hvis Pinochet levede i dag, ville han stemme på ham.
José Antonio Kast har ført valgkamp på en hård linje mod kriminalitet med visse ligheder til præsident Trumps politiske tilgang. Kast har bebudet, at illegale immigranter vil live udvist og han vil udbygge grøfter og andre barrierer langs Chiles nordlige grænse.
Kast fik mere end 58 procent af stemmerne og dermed en overbevisende sejr over modkandidaten Jeannette Jara, fra centrum-venstre og medlem af Chiles Kommunistiske Parti, som fik omkring 42 procent. Jeanette Jara har tidligere tjent som arbejdsminister i den nuværende præsident, Gabriel Borics venstreorienterede og upopulære regering.
Hovedtemaer: Kriminalitet og migration
Valgets hovedtemaer var som nævnt kriminalitet og indvandring. Næsten to tredjedele af de adspurgte vælgere betragtede kriminalitet som deres hovedbekymring,
Chilenernes anden store bekymring er den illegale immigrationen.
Mere end 300.000 udokumenterede migranter bor i landet ifølge estimater fra Chiles Nationale Statistikinstitut. Mange er kommet fra Venezuela.
Selvom personer, der har begået forbrydelser, kun udgør en lille brøkdel af de migranter, der er kommet til Chile for at flygte fra økonomisk kollaps hjemme, siger det chilenske politi, at tilstrømningen også har inkluderet bandemedlemmer, hvis ofre ofte er andre migranter.
Sidste måned advarede hr. Kast migranter om, at de havde 111 dage tilbage til at selvdeportere, før han tiltrådte, ellers vil de blive udvist, når han tiltræder præsidentembedet i marts.
Truslen om deportationer har skabt spændinger ved Chiles grænser, hvor nogle migranter forsøger at krydse ind i Peru, og José Jerí, Perus præsident, har erklæret undtagelsestilstand i det område, der grænser op til Chile.
Reaktioner på valget
Chile er verdens største kobberproducent og en stor producent af lithium, og forventningerne om mindre regulering og markedsvenlige politikker havde allerede inden søndagens valg styrket aktiemarked og kursen på den chilenske peso.
José Antonio Kasts sejr i Chile markerer den seneste fremgang for den genopståede højrefløj i Latinamerika. Chile vil dermed komme på linje med lande som Argentina (Javier Milei) og Bolivia (Rodrigo Paz), Ecuador (Daniel Noboa), El Salvador (Nayib Bukele) og Paraguay.
USA
“Tillykke til José Antonio Kast med hans sejr i det chilenske præsidentvalg”, sagde udenrigsminister Marco Rubio søndag aften. “USA ser frem til at samarbejde med hans administration.”
Argentina
“Endnu et skridt for vores region i forsvaret af liv, frihed og privat ejendom,” sagde Argentinas præsident Javier Milei søndag aften på sociale medier. “Jeg er sikker på, at vi vil arbejde sammen, så Amerika omfavner frihedens idéer, og vi kan frigøre os fra undertrykkelsen fra det enogtyvende århundredes socialisme,” sagde han.