Når det udenrigspolitiske beredskab svigter

Danmark opruster diplomatisk for at modstå presset fra Donald Trump. Det sker, efter at regeringen og dansk diplomati flere gange er gået i alarmberedskab efter trusler fra USA’s præsident.

Dagbladet Politiken kan oplyse, at der i Udenrigsministeriet hver nat sidder en vagt og holder øje med præsident Trump. Har for eksempel Trump sagt nyt om Grønland, er det AC-vagtens opgave at referere, præcis hvordan ordene faldt. Klokken 7 skal der ligge en rapport klar til den danske regering og relevante kontorer på Slotsholmen. Og er der sket noget kritisk, skal de første skridt allerede være taget, så der hurtigere end tidligere vil ligge en sag, som regeringen kan handle på.

Baggrunden for vagtordningen er at lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads ved flere tidligere lejligheder har vist sig at være fuldstændig uforberedte og ude af stand til at briefe udenrigsminister og regering om forhold af vital interesse for Kongeriget.

Trump og Grønland

Wall Street Journal kunne den 16. august 2019 oplyse, at præsident Donald Trump havde bidt sig fast i ideen om, at USA skulle købe Grønland. Avisen kunne oplyse, at personer med kendskab til spørgsmålet sagde, at Trump gentagne gange havde udtrykt interesse for at købe det isdækkede, autonome danske territorium mellem Nordatlanten og Ishavet.

Arktis, Grønland og forholdet til USA, Rusland og Kina var allerede i den grad i mediernes fokus. De amerikanske interesser i et køb af Grønland forud for præsident Trumps planlagte besøg i Danmark udløste intens debat.

Ingen reaktion fra Danmark

Det var imidlertid påfaldende, at det danske Udenrigsministerium, den danske udenrigsminister Jeppe Kofod og den danske arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, var helt fraværende i debatten.

I USA svarede Det Hvide Hus og Udenrigsministeriet ikke på henvendelser fra pressen. Påfaldende var det imidlertid, at det danske udenrigsministerium, udenrigsministeren, Kongehuset eller den danske ambassade i Washington ikke straks svarede på anmodninger om kommentar.

Den eneste reaktion kom fra Grønlands udenrigsministerium, der meddelte, at øen ikke var til salg. “Vi er åbne for forretning, ikke for salg,” sagde ministeriet på Twitter, mens det understregede Grønlands naturressourcer og turismepotentiale.

Den arktiske ambassadør

Det mest påfaldende var, at Danmark faktisk havde en særlig arktisk ambassadør – Hanne Fugl Eskjær. Ikke mange kendte til hendes eksistens og selvom hun forventedes at repræsentere Grønland, Færøerne og Danmarks interesser i Arktis over for resten af verden, formåede hun at holde sig helt uden for mediernes rampelys.

Hanne Fugl Eskjær, født: 19-10-1971, er i dag Danmarks ambassadør i Frankrig og til Monaco. Efter hendes totale svigt i 2019 blev hun som arktisk ambassadør udskiftet med den hidtidige ambassadør i Canada, Thomas Winkler, der tidligere havde været dansk ambassadør i Rusland og efter sigende havde et vist kendskab til arktiske forhold.

Hanne Fugl Eskjær har tidligere været ambassadør i Bangladesh, ligesom hun har haft poster i blandt andet Syrien, Prag og Udenrigsministeriets afdeling for Mellemøsten og Nordafrika. Hun er bestyrelsesformand for Det Danske Studenterhus i Paris samt for Djøfs Forlagsfond, næstformand i bestyrelsen for Det Danske Hus i Paris og tidligere formand for de offentlige chefer i Djøf.

Leave a comment