Kampen om sjældne jordarter på Grønland

Det australske mineselskab, Energy Transition Minerals (ETM), med fokus på mineraler som sjældne jordarter, lithium, tin og tantal, der er vigtige for den grønne omstilling, og som har efterforskningslicens til Kuannersuit projektet ved Narsaq (Kvanefjeld-projektet), meddeler den 5. november 2025, at den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Jeppe Kofod og den tidligere danske topdiplomat Friis Arne Petersen er udpeget til selskabets nyetablerede Advisory Board.

Advisory Boardet skal med selskabets egne ord bidrage med “strategisk rådgivning i forbindelse med selskabets aktiviteter i Grønland – med særligt fokus på Kuannersuit-projektet for sjældne jordarter”, og “understøtte selskabets dialog med grønlandske og danske interessenter og rådgive om politiske forhold”.

Sammenstød af interesser

Diskussionen om Kvanefjeld-projektet er et sammenstød mellem på den ene side kommercielle/strategiske interesser i at udvikle en enorm forekomst af sjældne jordarter og på den anden side stærk lokal, miljømæssig og politisk modstand – hovedsageligt fordi Kvanefjeld-malmen indeholder uran og thorium, materiale, hvilket giver anledning til reel bekymring for forurening af vand, fødevarer og landskaber. Samtidig var det oprindeligt planen, at de sjældne jordarter fra Kvanefjeld skulle forarbejdes færdige i Kina, som det sker med stort set alle sjældne jordarter.

Grønlands regering forbød med en lov i 2021 al uranudvinding.

På det grundlag gav det Grønlandske selvstyre i 2023 et afslag til ETM på at grave videre. Dermed stod projektet til at stoppe. Det var mineselskabet ikke tilfredse med, og licensindehaveren (Energy Transition Minerals/dets grønlandske datterselskab: Greenland Minerals A/S (GMAS) med hovedkvarter i Narsaq, og med licens til at efterforske sjældne jordarter i Kvanefjeld, anlagde en voldgiftssag og efterfølgende retssager med internationale retskrav om en meget stor erstatning (90 mia. kr.), hvilket har gjort tvisten til en dyr juridisk og politisk kamp.

Grønlandsk reaktion

Naalakkersuisoq (landsstyremedlem) for erhverv, råstoffer, energi, justitsområdet og ligestilling, Naaja H. Nathanielsen, har om Kofods og Friis indtræden i ETM’s advisory board til den grønlandske avis Sermitsiaq sagt følgende:

”Det har ikke undgået min opmærksomhed, at den tidligere danske udenrigsminister, Jeppe Kofod og den tidligere danske ambassadør i USA, Friis Arne Petersen har valgt at indtræde i et Advisory Board for selskabet Energy Transition Minerals, ETM, der er moderselskab til Greenland Minerals A/S, som fører retssag mod Grønlands Selvstyre om retten til en udnyttelsestilladelse for uran og kritiske mineraler.

Som medlem af et Advisory Board skal man bibringe selskabet specialiseret viden, erfaring og netværk til at hjælpe virksomheden med at navigere i udfordringer og udnytte muligheder. Med deres indtræden er det min opfattelse at de fremover repræsenterer selskabets interesser og må kunne stå på mål for selskabets ageren. Det bør man have i baghovedet, når de to fremover udtaler sig om Grønland eller den juridiske tvist mellem Grønlands Selvstyre og Greenland Minerals A/S”.

Jeppe Kofod

Den 51-årige socialdemokratiske bornholmer Jeppe Kofod ernærer sig i dag som selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP.

Sex-sagen

I 2008 kom det frem, at den dengang 34-årige politiker havde haft sex med en 15-årig pige fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, som han tidligere på aftenen havde holdt foredrag for. Som konsekvens mistede Jeppe Kofod sin post som udenrigsordfører, og han undskyldte. Tiden gik. Men i 2020 blussede sagen op igen, da Radikale Venstres Samira Nawa efter MeToo-bølgen gav udtryk for, at Jeppe Kofod med en sådan historik ikke burde være minister. Igen måtte han ud og undskylde.

Sagen klistrer sig stadig til hans navn. 

“Det er da også noget, som jeg med rette har betalt en pris for,” udtalte Jeppe Kofod i forbindelse med et fødselsdagsinterview i Kristeligt Dagblad i forbindelse med hans 5o-års fødselsdag. 

Friis Arne Petersen

Den 72-årige Friis Arne Petersen, der fra et fiskermiljø i Skagen avancerede til fine ambassadørposter og stillingen som direktør i Udenrigsministeriet er i dag partner i Nordic Sporting Clays (lerduer), podcastvært på Frihedsbrevet: Friis diplomatpost, bestyrelsesmedlem af Skagen Salmon og næstformand i bestyrelsen for Rockwool fonden for genopbygning af Ukraine.

Tibet-sagen

Friis Arne er imidlertid især forbundet med Tibet-sagen, der startede for mere end 12 år siden, da den daværende kinesiske præsident, Hu Jintao, besøgte København, og en række demonstranter blev forhindret i at flage med tibetanske flag.

Efter rettens opfattelse er der ikke tvivl om, at tidligere vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og tidligere politikommissær Henrik Oryé i modstrid med deres forklaringer i Tibet-kommissionen, udstak ”klart ulovlige ordrer, som førte til klart ulovlige handlinger”.

Tibet-kommissionen har dog fastslået, at især topdiplomaterne i Udenrigsministeriet i deres iver efter at pleje forholdet til stormagten og danske milliardinteresser, glemte grundlovens beskyttelse af borgernes ret til at demonstrere og ytre sig frit.

Udenrigsministeriets topembedsmænd – den tidligere direktør Friis Arne Petersen og tidligere departementschef Claus Grube – er ifølge Tibet-kommissionen derfor de egentlige skyldige.

Tibet-kommissionen kalder det kritisabelt og stærkt kritisabelt, at Udenrigsministeriet ved flere besøg og med PET som mellemmand ”aktivt har tilskyndet til og samarbejdet om, at anti-kinesiske demonstrationer mv. blev forhindret af Københavns Politi”. Eller som der står i sammenfatningen:

Undgik disciplinært efterspil

”Der blev i Udenrigsministeriet udvist stor imødekommenhed over for de kinesiske ønsker om, at synlige anti-kinesiske demonstrationer og meningstilkendegivelser skulle undgås ved officielle besøg fra Kina, og man var villig til at gå langt for at bevare den gode relation”.

Både Friis Arne Petersen og Claus Grube er i dag gået på pension, og slipper derfor for en retlig vurdering og et disciplinært efterspil.

Leave a comment