
Det trækker op til en større udrensning i ATP. Dansk Industris direktør, Lars Sandahl Sørensen, valgte for en måned siden at forlade ATP’s bestyrelse. Lars Sandahl har tydeligvis set, hvad vej vinden blæser, og han er næppe den eneste, der udover Martin Præstegaard må sige farvel til ATP.
Efter den seneste undersøgelse fra Instituttet for Opinionsanalyse (IFO) for Berlingske er ATPs omdømme helt nede som nummer 99 blandt 100 kendte danske virksomheder.
I undersøgelsen er 2.512 erhvervsledere blevet bedt om at vurdere 100 virksomheder ud fra en række parametre såsom troværdighed, ledelse, kvalitet, ansvarlighed, konkurrenceevne, finansiel styrke og innovation.
Alene siden 2021 har ATP tabt omkring 200 milliarder kroner af danskernes pensionspenge, og i en række politiske partier er en decideret nedlæggelse af ATP i øjeblikket til drøftelse.