Center for Offentlig-Privat Innovation

Offentligheden er netop blevet orienteret om, at Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI), lukkes formelt pr. 31. december 2025. Beslutningen er truffet af foreningen bag CO-PI, som omfatter bl.a. KL, Danske Regioner, Erhvervsministeriet og Finansministeriet.

Samtidig meddeles, at igangværende projekter og samarbejder vil blive afviklet og afsluttet “hurtigst muligt”.

Det er de færreste, der overhovedet har hørt om CO-PI, der i 2014 blev sat i verden med den presserende opgave at sikre en bedre offentlig sektor. Nu skulle der ryddes op i moradset i en offentlig sektor plaget af skandaler og ”møgsager”.

Beskæftigelsesterapi for kvindelig socialdemokratisk politiker

Den daværende S-R-SF-regering etablerede Center for Offentlig Innovation, COI. Den daværende radikale økonomiminister, Margrethe Vestager, udpegede egenhændigt og uden opslag socialdemokraten Pia Gjellerup som centerleder.

Center for Offentlig Innovation, der siden de kommunaløkonomiske aftaler i juni 2021, har heddet Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI), har siden ført sig frem på Folkemødet på Bornholm, men har i øvrigt ikke været i stand til at bidrage til effektivisering af den offentlige sektor.

Centerleder Pia Gjellerup

Pia Gjellerup havde ellers et førstehånds kendskab til kritisabel forvaltning fra skandalen omkring Solhavegård, der var en socialdemokratisk kursusejendom med rod i regnskaberne.

Sagen kostede i 1993 Pia Gjellerup jobbet som justitsminister i begyndelsen af Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode. Pia Gjellerup blev efter kun 2 måneder som minister fældet af sagen om den krakkede kursusejendom Solhavegård, hvor hun havde været bestyrelsesformand.

Efter sin exit som justitsminister blev Pia Gjellerup næstformand for Folketingets finansudvalg. Samtidig havde hun det krævende job som gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. I perioden 23. marts 1998-21. december 2000 var hun Erhvervsminister. Derefter var hun indtil 27. november 2001 Finansminister.

Den socialdemokratiske Nyrup-regering blev i 2001 afløst af KV-regeringen under ledelse af Anders Fogh-Rasmussen. Efter regeringsskiftet repræsenterede Gjellerup fortsat Socialdemokratiet og Vestre Storkreds i Folketinget frem til 2007. Hun blev derefter ansat i bureaukraternes fagforening, Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), bl.a. som chef for den politiske afdeling.

Festen stopper

Siden 2014 har Pia Gjellerup stået i spidsen for CO-PI – først i centerets tid som Center for Offentlig Innovation (COI) fra 2014 og videre i CO-PI fra 2022.

Kort før beslutningen om at lukke CO-PI ved udgangen af 2025 blev det meddelt, at Pia Gjellerup stoppede som centerdirektør. Hendes fratrædelse træder i kraft ved udgangen af september 2025 (sidste arbejdsdag: 30. september 2025).

Leave a comment