Saunasæsonen starter med Efterårsferien

Ifølge firmaet Technavio er saunaer den hotte nye aktivitet for amerikanere. Det amerikanske saunamarked forventes således at vokse med mere end 151 millioner dollars mellem 2025 og 2029. Mens USA endnu har et stykke vej at gå, før det er på samme niveau som Finland, bliver hjemmesaunaer stadig mere populære. Mens sauna tidligere ofte var forbundet med bøsse-miljøer, er sauna-interessen nu endnu et bevis på, at et stigende antal amerikanere er interesserede i en sundere levevis.

Spørgsmålet er om amerikanerne også er parate til at underkaste sig de særlige sauna-regler?

Lundely-reglementet

For benyttelsen af den ellers ganske rummelige sauna på nærværende matrikel gælder således strikte regler, der betyder at saunaen udover husejeren sjældent benyttes af andre end løsslupne fiske- og billiardkammerater.

Reglerne kræver at saunagæster affører sig alle klæder og doucher alle kroge og rynker inden saunabesøget. Under besøget tillades intet fodtøj og alene, at kroppen indhylles i et (helst hvidt) frotté-håndklæde. Mobiltelefoner er forbudte, men lavmælte samtaler tillades, men gud nåde og trøste den saunagæst, der glemmer at lukke døren bag sig!

Saunamesteren (det er også husejeren) styrer suverænt temperatur og hvilke aromastoffer, der tilføres saunaovnen. Saunagæsters medbragte æteriske olier m.v. konfiskeres og destrueres umiddelbart. Saunamesteren kan tillade at saunaovnen med passende mellemrum overøses med gin, vodka eller tequilla, likører (bortset fra Drambuie) og andre aromatiske spirituosa er ikke tilladt.

Medbragte drikkevarer iøvrigt er normalt ikke tilladt. Den ved et længere saunaophold affødte voldsomme transpiration kan ved saunamesterens foranstaltning og efter dennes forgodtbefindende og nærmere anvisninger søges udlignet med kopfulde af isafkølet dry-martini-cocktails.

Leave a comment