Skulle Danmark ikke sidde ved bordenden?

Op til det danske EU-formandskab blev der i både regeringens udtalelser og mediernes dækning lagt vægt på, at Danmark ville rykke “til bordenden” i de store forhandlinger om europæiske udfordringer. Statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fremhævede, at formandskabet var en historisk mulighed for at sætte dagsordenen og gøre dansk diplomati til en ledende stemme – ikke mindst i spørgsmålet om Ukraine.

Tilsvarende blev Danmark proforma formandskab af FN’s Sikkerhedsråd tillagt en betydning, som realiteterne slet ikke kunne indfri.

I praksis har EU-formandskabet givet Danmark en vis indflydelse på EU’s interne forhandlinger i Rådet, hvor dagsordener koordineres og kompromiser formes. Når det gælder EU’s udadvendte udenrigs- og sikkerhedspolitik, er det fortsat Kommissionens formand og de store lande Tyskland, Frankrig og Italien – der sidder ved bordet på vegne af hele unionen.

Mette Frederiksen var ikke inviteret til at deltage i mødet i Washington den 18. august om Ukraine, hvor EU var repræsenteret af Ursula von der Leyen.

Fraværet viser kontrasten mellem de høje forventninger til formandskabet i dansk selvforståelse og den realitet, at EU’s udadvendte stemme i udenrigspolitikken sjældent går gennem det skiftende formandsland.

Det har utvivlsom desuden spillet ind, at præsident Trump ikke har lagt skjul på sin animositet mod Frederiksen – kendt fra Grønland-episoden i 2019 – ligesom det forud for mødet blev signaleret at Polens Donald Tusk ikke var velkommen. Det er plausibelt, at de store EU-lande fandt det mest hensigtsmæssigt at involvere den finske præsident, der angiveligt er på god fod med Trump, og lade andre end ”nasty”-Frederiksen repræsentere EU i Washington for at undgå, at gamle konflikter overskyggede de aktuelle Ukraine-forhandlinger.