Har USA et gældsproblem?

I offentlige debat i USA fylder den offentlige gæld meget. Den føderale gæld i USA er da også anseelig. Omkring 36.000 milliarder dollars, svarende til 122 pct. af landets bruttonationalprodukt (BNP). Denne gæld er ikke ny, men den har nået et niveau, hvor økonomer udtrykker bekymring for om Trumps økonomiske politik med skattelettelser m.v. vil belaste den samlede økonomis bæredygtighed.

Husholdningernes gæld

Det er ikke kun det offentlige USA, der har gæld. Amerikanske husholdninger skylder rekordhøje 18.200 milliarder dollars – mere end nogensinde før.

Man skal dog være opmærksom på, at stigende gæld ikke nødvendigvis betyder økonomisk undergang. Gælden følger ofte væksten i økonomien, og faktisk har de amerikanske husholdningers samlede gæld sjældent set sundere ud i forhold til indkomsten. Den andel af indkomsten, der går til renter og afdrag på lån er faktisk kun 11,2 pct. – det laveste siden 1998.

Studielån og kreditkortgæld

Men bag det positive gennemsnit kan der være problemer. Studielån og kreditkortgæld er stigende.

Studiegælden alene er næsten fordoblet som andel af indkomsten siden 2003. Den gennemsnitlige låntagers saldo er vokset hurtigere end lønstigningerne, og misligholdelse er stigende. Omkring 8 pct. af de føderale studielån er nu mere end 90 dage bagud.

Kreditkortgælden er også stigende og betalingsaftaler misligholdes. Det er efterhånden almindeligt at selv dagligdags indkøb som benzin og viktualier er omfattet af et ”køb-nu-betal-senere-arrangement”, der ellers tidligere var forbeholdt større udgifter.

Samtidig er omkostningerne ved gæld steget voldsomt. Med et renteniveau, der stadig er tæt på at være det højeste i de sidste 20 år, og årlige omkostninger på kreditkortgæld på over 22 pct., skal der ikke meget til at gælden stiger.

Gæld i Danmark

I Danmarks var statsgælden ved udgangen af 2024 faldet til et historisk lavt niveau på 217 milliarder kr. Dette svarer til godt 7 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP). Danmark har dermed en af de laveste statsgælder i EU i forhold til BNP.

Husholdningernes bruttogæld høj, men nettogælden er lav!

Til gengæld er danske husholdningers gæld blandt de højeste i verden målt i forhold til den disponible indkomst.

Gælden har været genstand for både politisk og økonomisk debat i flere år. Husholdningernes bruttogæld ligger (2024 estimater) på ca. 260-280 pct. af den disponible indkomst. Det placerer Danmark i toppen globalt, sammen med lande som Holland og Schweiz.

Hovedparten af gælden er boliglån, især realkreditlån – typisk med relativt lave renter og lange løbetider. Forbrugslån og kreditkortgæld udgør en mindre del af gælden, men er vokset blandt visse grupper af især yngre.

Pensionsopsparing

Særlige kendetegn for Danmark er, at danskere generelt har betydelige aktiver i form af ejendomme og pensionsopsparing. Nettoformuen (aktiver minus gæld) er derfor positiv for de fleste husholdninger. Så mens bruttogælden er betydelig, er nettogælden faktisk lav i internationale sammenligninger.

Nettogæld hos yngre

Nettogælden er især koncentreret hos yngre boligejere og i større byområder samtidig er sårbarheden størst ved boligprisfald eller rentestigninger. Nationalbanken og de pengepolitiske myndigheder har derfor fokus på at dæmpe boligmarkedet og styrke husholdningernes robusthed. Det har ført til strammere krav til afdragsfri lån i visse områder, og skærpede regler for belåning over 60 pct. af ejendomsværdien.

Nærmere oplysninger kan findes hos Danmarks Statistiks statistik om husholdningernes gæld, indkomst og formue. Nationalbanken (Danmarks Nationalbank) udgiver løbende analyser om husholdningernes gæld, boligmarked og finansiel stabilitet og en kvartalsoversigt med fokus på husholdningernes gæld. OECD og IMF udgiver analyser og sammenligninger mellem forskellige lande, inkl. husholdningers gæld i forhold til indkomst.

Leave a comment