Er Shell ved at købe konkurrenten BP?

Ifølge avisen Wall Street Journal skulle Shell være i “indledende samtaler” om at købe deres konkurrent BP.  En aftale ville være en skelsættende fusion af to store olieselskaber, og den største olieaftale siden Exxon og Mobils fusion i 1999. Dengang var megafusionen, der skabte Exxon Mobil, på 83 milliarder dollars.

En fusion mellem Shell og BP ville suverænt være årets største M&A-aftale (Mergers and Acquisitions-aftale) indtil videre på et marked, der har været rystet af præsident Trumps handelskrig og andre geopolitiske spændinger.

Hvis en aftale skulle blive til noget, ville en sammensmeltning af Shell’s markedsværdi på 210 milliarder dollars og BP’s på 82 milliarder dollars skabe endnu en energigigant, der kunne konkurrere med Saudi Arabiens Aramco, ExxonMobil og Chevron.

Den amerikanske business news kanal, CNBC, rapporterer dog, at det er usandsynligt, at Shell ville købe hele BP, og Shell betegner Wall Street Journals rapport som ”markedsspekulation” og afviser, at de er i forhandlinger om at opkøbe BP.

Da opkøbsrygterne nåede børsen faldt kursen på Shells aktier mens BP’s steg en smule. Shell går da også ind i forhandlingerne fra en styrkeposition, hvor aktien har klaret sig markant bedre end BP i de seneste år. Shell, der ligesom BP har base i Storbritannien, men aktiviteter over hele verden, har en markedsværdi på mere end 200 milliarder dollars.

BP med en markedsværdi på 82 milliarder dollars har været efternøleren blandt de store olieselskaber efter et skæbnesvangert strategiskifte fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Det har også lidt under nogle år med ledelsesmæssige omvæltninger og operationelle katastrofer.

Leave a comment