Grønne pipe-dreams på skatteborgernes regning

Green Hydrogen Systems indleverede mandag den 10. marts 2025 en begæring til skifteretten om ”rekonstruktion”.

For få måneder siden havde GHS næsten 300 ansatte, men torsdag den 19. juni 2025 var det slut.

Green Hydrogen Systems har smidt håndklædet i ringen. Efter et forgæves forsøg på at redde selskabet indleder brintproducenten nu en konkursbehandling ved Skifteretten i Kolding.

Det står klart, efter selskabet torsdag aften udsendte en meddelelse til fondsbørsen, hvor ledelsen meddeler, at forsøget på at redde selskabet er mislykket.

Hverken de 80 tilbageværende medarbejdere eller de over 1,5 milliarder kroner i krav fra ejere og långivere er sikret i processen. Og ifølge selskabet er der ingen udsigt til, at aktionærerne får noget som helst ud af konkursen.

Investorernes tab

Kollapset i Green Hydrogen koster ATP og staten (Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO – omtrent 1 mia. kr. til sammen. Med en samlet ejerandel på 30 pct. for ATP og EIFO vil konkursen i Green Hydrogen Systems betyde et formuetab på op mod 1 mia. kr. i forhold til de akkumulerede kapitalindskud, men altså på flere milliarder i forhold til den tidligere børskurs.

ATP er ledet af Martin Præstegaard, der er kritiseret for at have sat ATP’s pensionspenge over styr med andre fejlslagne grønne investeringsprojekter, bl.a. batteriproducenten Northvolt og solcelleparkudvikleren Better Energy, og EIFO, der har ”kapaciteter” som Jakob Elleman-Jensen i bestyrelsen.

Green Hydrogen blev børsnoteret i juni 2021 til en samlet børsværdi på tre mia. kr. efter nytegning af aktier til 40 kroner stykket.

Baggrunden for konkursen er, at Green Hydrogen har oplevet en ”væsentligt langsommere markedsadoption af teknologien og udviklingen af brintrelaterede produktionsprojekter” end forventet, og generelt ugunstige udviklinger på markedet for grøn brint.

ATP

Det er ikke kun ATP og EIFO, der står til at tabe store summer på det grønne brint-eventyr. Blandt aktionærerne er også Mærsk ved A.P. Møller Holding, Norlys, Augustinus og det Obelske Familiefond.

Green Hydrogen Systems er ifølge finansanalytikere et klassisk skandale-eksempel på hvordan børsmarkedet udnyttes af kyniske projektmagere – urealistiske solstrålehistorier om fremtidens hydrogenmarked uden substans sælges til vanvittigt overdrevne markedspriser. 

Tilbage i 2021 var det muligt at oppiske en stemning og stor tiltro til fremtidens hydrogenmarked, men udsigterne er sidenhen fuldstændig faldet sammen.

Vind- og brintlobbyens pres på regeringen

Efter måneders pres fra danske og udenlandske private investorer – herunder fra den totalt uansvarlige erhvervsorganisation, Dansk Industri – bøjede regeringen sig. Energiminister Lars Aagaard Møller har bebudet nye udbud af havvind på mere attraktive vilkår, hvor regeringen er klar til at give massiv statsstøtte, samt statsstøtte til et brintrør fra Esbjerg.

Regeringen vil altså stille milliarder til rådighed for private havvindsprojekter og til etablering af et dansk brintrør fra Esbjerg mod grænsen.

Vi taler om skatteyderbetalt statsfinansiering på op til 75 mia. kr. samtidig med at kravene til de private investorer reduceres.

Leave a comment