
Karen Clement, der nu er særlig rådgiver for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, burde efterhånden være ekspert i pressehåndteringen af møgsager.
Den 41-årige Karen Clement, der – født i Lyngby – er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, 2008, stod fra marts 2021 i spidsen for Forsvarsministeriet presseindsats – uha-uha. Inden da kom hun fra en stilling som ledende pressesekretær i Statsministeriet, før hun blev chef for PR og kommunikation i it-virksomheden Netcompany, der bl.a. er ansvarlige for it-systemet AULA.
Karen Clement har tidligere været ansat som presserådgiver for udviklingsminister Ulla Tørnæs og som journalist på TV 2, Berlingske Nyhedsbureau og Radio24syv.
Netcompany
Netcompany havde tydeligvis brug for Karen Clements store erfaring med håndtering af monumentale møgsager – en erfaring hun også har haft brug for når hun har skullet dække over Løkke Rasmussens mange fadæser.
Netcompany, der er grundlagt og ledes af André Rogaczewski, står blandt andet for it-systemerne bag det kritiserede offentlige postsystem, mit.dk., Skats nødlidende inddrivelsessystem og AULA. Efter selv kortvarig kontakt med de pågældende systemer, er der ikke mange danskere, der ønsker at investere i Netcompany.
Rigspolitiet
I 2022 tog politiet et nyt administrativt system i brug. Det nye it-system hos Politiets Administrative Center (PAC), der er leveret af Netcompany, har fået kritik for lang sagsbehandlingstid på udstedelsen af våbentilladelser, og det betyder, at mindst 20.000 jægere ikke fik udstedt deres tilladelser til rette tid. Systemet er også årsagen til at danske vagt- og sikkerhedsvirksomheder nu deltager i kritikken af Rigspolitiet. Vagt- og sikkerhedsvirksomhederne kan kun udføre deres arbejde, hvis samarbejdet med politiet og andre offentlige institutioner forløber effektivt og gnidningsfrit.
Hver gang en ny vagt bliver ansat, kræver det en vagtgodkendelse og et legitimationskort fra Rigspolitiet. Desværre er ansøgningsprocessen blevet en rodet omgang. Der er ikke styr på rækkefølgen, ansøgningerne bliver behandlet i, så ansøgninger, der har ligget i længere tid, risikerer at blive sprunget over af nye ansøgninger. Der er også eksempler på, at ansøgninger simpelthen forsvinder, og at beskeder til godkendte kandidater ikke er blevet sendt afsted.
Førhen lå ventetiden på omkring 14 dage, men med det nye it-system er sagsbehandlingstiden for vagttilladelser nu eksploderet til op mod 35 dage, og den er ved at udvikle sig til at være den største udfordring for vagt- og sikkerhedsindustrien.
It-systemet hos Rigspolitiet, blev iværksat uden testfase. Efterfølgende er der konstateret fejl, som har betydet lange sagsbehandlingstider.
Tidligere justitsminister Nick Hækkerup måtte i Folketinget love at rette op på det fejlbehæftede nye it-system hos Politiets Administrative Center (PAC), ved blandt andet at sætter flere medarbejdere på sagen.
Desværre tog det mange måneder før problemerne var løst. Og stadig er det en gåde, hvorfor Rigspolitiet oprindeligt overhovedet entrerede med Netcompany?
Nu er den gal igen!
Politiets stort anlagte disponeringsplatform, kaldet Pol-Disp, der skulle leveres af Netcompany, udskydes nu med yderligere ni måneder og rammes af ny ekstraregning.
Dansk politis længe ventede it-supervåben, Pol-Disp, der skulle revolutionere måden betjente og patruljevogne bliver disponeret på, er endnu en gang løbet panden mod muren. Systemet skulle allerede være i brug i 2023 – men nu er projektet forsinket til mindst juni 2026, og for hovedstaden helt til 2027, skriver fagbladet Ingeniøren.
Og prisen som Netcompany kræver for Pol-Disp? Den nærmer sig en svimlende halv milliard kroner.
Det forventes, at den nuværende justitsminister, Peter Hummelgaard, i Folketinget må redegøre for politiets monumentale it-problemer.