Atomspørgsmålet i Iran

For halvanden måned siden truede USA’s præsident, Donald Trump, med at bombe Iran sønder og sammen, hvis præstestyret nægter at afvikle sit atomprogram og at ophøre med at støtte militser i Mellemøsten, og udvikle langdistance-missiler. Irans udenrigsministerium svarede igen ved at true, at “vold avler vold”.

Iran hævder udadtil, at atomprogrammet alene skal bruges til civile energiformål. Realiteten er imidlertid, at det eneste kort, Irans præstestyre har på hånden i forhandlingerne med USA og for at garantere sin egen overlevelse, er hurtigst muligt at fortsætte udviklingen af atomvåben eller i det mindst erklære sig selv for en såkaldt tærskelmagt, der kan udvikle en atombombe i løbet af meget kort tid. For kun ved at være en tærskelmagt eller en reel atommagt vil det være muligt for Iran at skræmme alle regionale magter og endda stormagter fra at forsøge at vælte styret. Samtidig er atomprojektet designet til at give Iran regional tyngde over for lande som Israel, Tyrkiet, Saudi-Arabien og Egypten.

Abbas Araghchi, Irans udenrigsminister, erklærede, at han ikke ville søge noget kompromis om at begrænse Irans nukleare berigelse under forhandlingerne, et centralt amerikansk krav.

Amerikanske krav

“Det, de dybest set beder om, er at være det eneste ikke-våbenrige land i verden, der beriger uran,” bemærkede udenrigsminister Marco Rubio i et interview med Fox News i begyndelsen af maj. “De er nødt til at ophøre med at sponsorere terrorister, de er nødt til at ophøre med at hjælpe houthierne i Yemen, de er nødt til at ophøre med at bygge langtrækkende missiler, der ikke har noget andet eksistensformål end at blive armeret med atomvåben, og de er nødt til at gå væk fra nuklear berigelse.”

“Det er ikke urimelige anmodninger. Der er lande over hele verden, der har atomenergi og ikke beriger og ikke har langtrækkende missiler og ikke sponsorerer terrorisme,” understregede han.

Ifølge en rapport fra FN’s særlige atomagentur, IAEA, har Iran for nylig fremskyndet berigelsen af uran til et niveau og en mængde, der kan bruges til fremstilling af atomvåben. Det amerikanske medie The Wall Street Journal citerer en nylig amerikansk efterretningsrapport, der konkluderer, at Iran er tæt på at være en tærskelmagt: “Efterretningssamfundet vurderer, at Iran har iværksat aktiviteter, der bedre positionerer landet til at producere atomvåben, hvis det vælger det,” står der ifølge The Wall Street Journal i rapporten.

Forhandlinger mellem USA og Iran

Trods de retoriske udfald er parterne begyndt at tale sammen.

Iran har heller ikke haft noget valg. USA har åbenlyst holdt Israel tilbage, og selv massivt oprustet i Mellemøsten. Hangarskibe er sejlet i angrebsposition, og våbendepoter er fyldt op. De massive angreb på Houthierne i Yemen har demonstreret, at Trumps USA ikke er til at spøge med. For de iranere, hvis job det er at følge og analysere USA’s militære manøvrer, er der ingen tvivl: USA er, militært set, parat til at angribe Iran.

Med ørkenstaten Oman som mægler har Iran og USA nu holdt fire runder af forhandlinger om en ny atomaftale. Forhandlinger, som begge parter har omtalt som vanskelige, men også som opmuntrende og nyttige.

Under Donald Trumps rundrejse i Mellemøsten i gentog præsidenten, at han er villig til at underskrive en atomaftale med Iran.

Trump trak USA ud af den tidligere atomaftale

Udviklingen er bemærkelsesværdig. Det var Trump, der i 2018 under sit første præsidentskab trak USA fra den atomaftale med Iran som i 2015 blev indgået af hans forgænger, Barack Obama, sammen med de fire øvrige permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd samt Tyskland og EU.

Den primære målsætning med 2015-aftalen var at sikre, at præstestyret i Teheran ikke kunne tilegne sig en atombombe hurtigere, end USA og dets allierede kunne nå at standse en sådan bestræbelse.

Aftalen tilstræbte at nå den målsætning ved at reducere Irans kapacitet til at fremstille beriget uran og plutonium ved at sænke farten på landets forskning i atomteknologi og ved i et årti at overvåge og inspicere Irans atomaktiviteter for at forebygge snyd. Modydelsen var ophævelsen af de økonomiske sanktioner som USA og store dele af verdenssamfundet havde iværksat mod Iran.

Trump og republikanerne i USA var ikke begejstrede for Obamas aftale. Israel, Saudi-Arabien og andre nationer, der ser Iran som en farlig og aldeles upålidelig nabo, var heller ikke trygge ved aftalen og udsigten til et økonomisk og politisk styrket iransk styre.

Bekymringen i USA og i Mellemøsten gik på, at Iran ikke i virkeligheden ville opgive ambitionen om at blive en atommagt, og at de samtidig ville udnytte den pludselige pengestrøm, som ophævelsen af sanktionerne ville medføre, til at sende flere og mere sofistikerede våben til de militante grupper, som præstestyret finansierer, heriblandt Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza, Houthierne i Yemen og shia-militser i Irak og Syrien.

Da Trump i 2018 trak USA ud af atomaftalen, forsøgte de øvrige parter herunder EU at holde aftalen i live, men efter USA’s exit bakkede også Iran gradvist ud.

USA og dets allierede har derfor i syv år set til fra sidelinjen, mens Iran åbenlyst har overskredet aftalens grænser for berigelse af uran, det radioaktive stof i en atombombe.

Men situationen i Mellemøsten er ændret

Iran er blevet svækket.

Vestlige sanktioner og dårligt lederskab har tvunget landets økonomi i knæ, og der er folkelig utilfredshed med det brutale styre og de elendige levevilkår.

Siden oktober 2023 har Iran udsat sig selv for den ene ydmygelse efter den anden ved at tage en aktiv del i krigen mod Israel efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023. Hamas er militært nedkæmpet af Israel. Og de to gange i 2024, hvor Iran angreb Israel direkte med missiler og droner, har Israels gengældelsesangreb efterladt Iran næsten uden beskyttelse mod luftangreb.

Israelske angreb har reduceret truslen fra Irans stedfortræder i Libanon, terrorbevægelsen Hizbollah, og i Syrien er Irans nærmeste allierede i den arabiske verden, diktatoren Bashar al-Assad, blevet væltet.

Samtidig har amerikanske og israelske angreb i Yemen passiviseret Houthierne – i hvert fald for øjeblikket.

Under borgerkrigen i Syrien var Hizbollah måske Bashar al-Assads vigtigste våben i de daglige kampe mod oprørerne. Ayatollah-styret i Teheran hjalp Bashar al-Assad med at vinde krigen for herefter at kunne få fri adgang til at etablere sin egen strategiske militære infrastruktur på syrisk jord.

Dette var klart et led i bestræbelserne på at etablere en såkaldte ildring omkring Israel.

Men da de syriske oprørere endeligt væltede Bashar al-Assad, var Hizbollah og Iran kun en skygge af sig selv og ude af stand til at hjælpe.

Fortsatte forhandlinger

Fredag mødtes USA og Iran til femte forhandlingsrunde. Denne gang skete det i Rom, mens repræsentanter fra Oman fungerede som mæglere i processen.