
Mens det internationale samfund med bekymring følger konflikten mellem Indien og Pakistan har Pakistans forsvarsminister advaret om, at Indiens angreb “ikke vil forblive ubesvaret. Undervurder ikke Pakistans reaktion; det vil være mere betydningsfuldt end deres handlinger,” sagde Khawaja Muhammad Asif.
Det kommer efter, at Indien tidlig onsdag morgen lancerede dødbringende missilangreb mod ni formodede terrorfaciliteter i Pakistan som svar på et angreb fra islamistiske militante på hinduistiske turister i den indisk-administrerede del af Kashmir i sidste måned. Terroristangrebet kostede 26 civile indere livet.
Indiens angreb blev fulgt op af begge lande med affyring af tungt artilleri over kontrollinjen, som deler den omstridte region Kashmir mellem Indien og Pakistan.
Den pakistanske forsvarsminister har overfor den internationale presse afvist Indiens begrundelser for missilangrebet:”Deres påstande om at angribe terroristlejre er fuldstændig ubegrundede og en pakke løgne,” har Khawaja Muhammad Asif udtalt med tilføjelsen, at Pakistan “allerede havde gjort gengæld” ved at nedskyde fem indiske jetfly og en kampdrone.
En højtstående fransk efterretningsembedsmand har fortalt CNN, at et Rafale-jagerfly, der opereres af det indiske luftvåben, faktisk er skudt ned af Pakistan.
International bekymring
Konflikten mellem atommagterne Indien og Pakistan giver anledning til international bekymring.
Tysklands nye kansler, Friedrich Merz har således opfordret Indien og Pakistan til at udvise tilbageholdenhed. Friedrich Merz sagde: “Vi ser med bekymring på gårsdagens sammenstød mellem de to atommagter, Indien og Pakistan. Nu mere end nogensinde er der brug for kølige hoveder, forsigtighed og fornuft. Ingen bør være interesseret i yderligere eskalering.”
Kashmir
Kontrollen over det overvejende muslimske Kashmir, der ligger ved foden af Himalaya, har været omstridt, siden Indien og Pakistan opnåede uafhængighed fra Storbritannien.
Siden Indiens deling i august 1947, der resulterede i oprettelsen af Republikken Indien og Den Islamiske Republik Pakistan, har der været konflikter mellem Indien og Pakistan, herunder tre store krige, en mindre krig og en række væbnede træfninger mellem de to lande.
Bortset fra den indisk-pakistanske krig i 1971, der tog sit afsæt i Bangladesh’ (Østpakistans) løsrivelse fra Pakistan, har alle konflikterne – senest krigen i 1999 – drejet sig om den omstridte region Kashmir.
Konflikten med Pakistan har i Indien næret en stadig voksende bølge af hindunationalisme. Begge lande gør krav på Kashmir fuldt ud, men hver kontrollerer en del af territoriet, adskilt af en af verdens mest militariserede grænser: “kontrollinjen” baseret på en våbenhvilegrænse, der blev etableret efter deres krig fra 1947 til 1948.
Spændingerne mellem Indien og Pakistan intensiveredes onsdag den 7. maj 2025, efter at Indien slog til over kontrollinjen, der delte de to nationer, mod mål, som inderne karakteriserede som “terroristisk infrastruktur”.
Det har været ventet, at Indien villet iværksætte militære modangreb ind i Pakistan lige siden et terroristangreb på ikkemuslimske indiske turister i den indisk-administrerede del af Kashmir den 22. april 2025 kostede 26 mennesker livet.
New Delhis luftangreb onsdag var i langt større skala end det bombeangreb, som Indien gennemførte i 2019 som reaktion på en selvmordsbombe, der dræbte mere end 40 indiske soldater i Kashmir.