Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har med en problemsag om elnettets forsinkelser og en tilbageholdt pressemeddelelse fra Energinet bragt sig i et modsætningsforhold til et flertal i Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.
Undervejs i sagen har netop det været kritikpunktet fra partier til både venstre og højre for regeringen. Oppositionspolitikerne er stærkt utilfredse med, at ministeren har tilbageholdt en vigtig viden om et forsinket elnet forud for politiske forhandlinger om det emne.
Sagen tog sin begyndelse, da mediet Zetland kunne beskrive, at en pressemeddelelse fra Energinet blev trukket tilbage efter dialog med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Pressemeddelelsen beskrev, at der var massive forsinkelser på elnettet, men den specifikke pressemeddelelse og vurdering blev ikke leveret til offentligheden eller Folketingets partier.
Oppositionen har hverken før, under eller efter et samråd i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 9. april 2025 fundet klimaminister Lars Aagaards svar tilstrækkelige i sagen og tilliden til ministeren er tydeligvis belastet.
Det forlyder, at partierne i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget mødes igen torsdag den 10. april 2025i, hvor de vil tage stilling til, om en såkaldt mistillidserklæring skal behandles i Folketingssalen.
Dan Jørgensen
Lars Aagaards forgænger som energiminister, den nuværende EU-Kommissær Dan Jørgensen, havde også en ageren som klima-, energi- og forsyningsminister, der ikke var egnet til at indgyde tillid i medlemmerne af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.
Under alle omstændigheder var Dan Jørgensens ageren som klima-, energi- og forsyningsminister ikke så tillidsvækkende, at Folketingets flertal fandt anledning til at udstyre Dan Jørgensen med bemyndigelse til selv at disponere indenfor energilovgivningens rammer. Tvært imod har erfaringer med varmechecks og andre dispositioner næret opfattelsen af, at den parlamentariske kontrol med Dan Jørgensen måske burde intensiveres.
Da Folketinget fratog energiministeren bemyndigelserne i energilovgivningen
Da daværende energiminister Poul Nielson fra Socialdemokratiet i april 1980 indgik en kontrakt med Saudi-Arabien, kaldte han den for “klokkeren”. Sådan sagde han, da han som energiminister skulle redegøre for, om der var en skjult politisk dagsorden bag en kommerciel aftale med Saudi-Arabien i 1980 om olieleverancer til Danmark. Formelt set var aftalen indgået af DONG, og energiministeren afviste alle anmodninger om indsigt med, at det var en kommerciel aftale og offentliggørelse ville kompromittere DONG’s muligheder for a operere på det kommercielle marked.
Klausulerne
Kontrakten var imidlertid kendt af en større kreds, og opstandelsen drejede sig især om en ”transportklausul” og en ”miskreditklausul” i kontrakten. Den første klausul om at olien skulle transporteres fortrinsvis på saudiske skibe viste sig at være uden større betydning, eftersom saudierne langtfra rådede over tilstrækkelig skibskapacitet; Den såkaldte ”miskreditklausul”, der efter sin ordlyd forpligtede Danmark til at forholde sig positivt til den islamiske verden og Saudi-Arabien i særdeleshed. Nærmere studier viste, at klausulen i virkeligheden handlede om forretningsmæssige forhold og ikke egentlig udenrigspolitik. Altså at Danmark i denne aftale ikke forpligtede sig til bestemte holdninger til islam og Saudi-Arabien.
Truende mistillid
Imidlertid bidrog den kendsgerning, at der i tilsvarende svenske og finske kontrakter ikke var en lignende klausul, til at Nielson måtte indkassere skarp kritik også fra egne partifæller, og sagen truede med at udvikle sig til et spørgsmål om Folketingets mistillid til Poul Nielson.
Til sidst måtte han derfor bøje sig og tillade medlemmerne af Folketingets Energipolitiske udvalg at se kontrakten. Udvalgets medlemmer fik mulighed for én efter én at læse kontrakten, men uden at der måttes kopieres fra aftalen, skrive af fra den, eller på anden måde viderebringe informationer.
Nielsons egen forklaring om den ”klokkerene aftale”
Det korte af det lange er, at Poul Nielson selv i sin selvbiografi ”En hel Nielson” fra 2011, har erkendt, at han formidlede aftalen dårligt ved selv at kalde den klokkeren, og ved ikke med det samme at tage tyren ved hornene og tillade indsigt, selvom han derved måske ville krænke aftaleparternes forståelse om hemmeligholdelse af traktatens ordlyd.
Nielson blev bundet til masten – er tiden inde til at båndlægge Aagaard?
Den klokkerene olieaftale var ikke den eneste af Poul Nielsons dispositioner som energiminister, der gav anledning til at et flertal i Folketinget mistede tilliden til hans driftssikkerhed. Flertallet indsatte derfor i en generel klausul i den bemyndigelseslovgivning, der prægede energiområdet.
Forinden ministeren traf sin afgørelse skulle sagen forelægges det Folketingsudvalg, der i dag svarer til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.
Med en dansk klima- og energipolitik, der konstant befinder sig i høj søgang, er det spørgsmålet om ikke tiden er inde til også at båndlægge Lars Aagaard?
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard har med en problemsag om elnettets forsinkelser og en tilbageholdt pressemeddelelse fra Energinet bragt sig i et modsætningsforhold til et flertal i Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.
Undervejs i sagen har netop det været kritikpunktet fra partier til både venstre og højre for regeringen. Oppositionspolitikerne er stærkt utilfredse med, at ministeren har tilbageholdt en vigtig viden om et forsinket elnet forud for politiske forhandlinger om det emne.
Sagen tog sin begyndelse, da mediet Zetland kunne beskrive, at en pressemeddelelse fra Energinet blev trukket tilbage efter dialog med Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Pressemeddelelsen beskrev, at der var massive forsinkelser på elnettet, men den specifikke pressemeddelelse og vurdering blev ikke leveret til offentligheden eller Folketingets partier.
Oppositionen har hverken før, under eller efter et samråd i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 9. april 2025 fundet klimaminister Lars Aagaards svar tilstrækkelige i sagen og tilliden til ministeren er tydeligvis belastet.
Det forlyder, at partierne i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget mødes igen torsdag den 10. april 2025i, hvor de vil tage stilling til, om en såkaldt mistillidserklæring skal behandles i Folketingssalen.
Dan Jørgensen
Lars Aagaards forgænger som energiminister, den nuværende EU-Kommissær Dan Jørgensen, havde også en ageren som klima-, energi- og forsyningsminister, der ikke var egnet til at indgyde tillid i medlemmerne af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.
Under alle omstændigheder var Dan Jørgensens ageren som klima-, energi- og forsyningsminister ikke så tillidsvækkende, at Folketingets flertal fandt anledning til at udstyre Dan Jørgensen med bemyndigelse til selv at disponere indenfor energilovgivningens rammer. Tvært imod har erfaringer med varmechecks og andre dispositioner næret opfattelsen af, at den parlamentariske kontrol med Dan Jørgensen måske burde intensiveres.
Da Folketinget fratog energiministeren bemyndigelserne i energilovgivningen
Da daværende energiminister Poul Nielson fra Socialdemokratiet i april 1980 indgik en kontrakt med Saudi-Arabien, kaldte han den for “klokkeren”. Sådan sagde han, da han som energiminister skulle redegøre for, om der var en skjult politisk dagsorden bag en kommerciel aftale med Saudi-Arabien i 1980 om olieleverancer til Danmark. Formelt set var aftalen indgået af DONG, og energiministeren afviste alle anmodninger om indsigt med, at det var en kommerciel aftale og offentliggørelse ville kompromittere DONG’s muligheder for a operere på det kommercielle marked.
Klausulerne
Kontrakten var imidlertid kendt af en større kreds, og opstandelsen drejede sig især om en ”transportklausul” og en ”miskreditklausul” i kontrakten. Den første klausul om at olien skulle transporteres fortrinsvis på saudiske skibe viste sig at være uden større betydning, eftersom saudierne langtfra rådede over tilstrækkelig skibskapacitet; Den såkaldte ”miskreditklausul”, der efter sin ordlyd forpligtede Danmark til at forholde sig positivt til den islamiske verden og Saudi-Arabien i særdeleshed. Nærmere studier viste, at klausulen i virkeligheden handlede om forretningsmæssige forhold og ikke egentlig udenrigspolitik. Altså at Danmark i denne aftale ikke forpligtede sig til bestemte holdninger til islam og Saudi-Arabien.
Truende mistillid
Imidlertid bidrog den kendsgerning, at der i tilsvarende svenske og finske kontrakter ikke var en lignende klausul, til at Nielson måtte indkassere skarp kritik også fra egne partifæller, og sagen truede med at udvikle sig til et spørgsmål om Folketingets mistillid til Poul Nielson.
Til sidst måtte han derfor bøje sig og tillade medlemmerne af Folketingets Energipolitiske udvalg at se kontrakten. Udvalgets medlemmer fik mulighed for én efter én at læse kontrakten, men uden at der måttes kopieres fra aftalen, skrive af fra den, eller på anden måde viderebringe informationer.
Nielsons egen forklaring om den ”klokkerene aftale”
Det korte af det lange er, at Poul Nielson selv i sin selvbiografi ”En hel Nielson” fra 2011, har erkendt, at han formidlede aftalen dårligt ved selv at kalde den klokkeren, og ved ikke med det samme at tage tyren ved hornene og tillade indsigt, selvom han derved måske ville krænke aftaleparternes forståelse om hemmeligholdelse af traktatens ordlyd.
Nielson blev bundet til masten – er tiden inde til at båndlægge Aagaard?
Den klokkerene olieaftale var ikke den eneste af Poul Nielsons dispositioner som energiminister, der gav anledning til at et flertal i Folketinget mistede tilliden til hans driftssikkerhed. Flertallet indsatte derfor i en generel klausul i den bemyndigelseslovgivning, der prægede energiområdet.
Forinden ministeren traf sin afgørelse skulle sagen forelægges det Folketingsudvalg, der i dag svarer til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.
Med en dansk klima- og energipolitik, der konstant befinder sig i høj søgang, er det spørgsmålet om ikke tiden er inde til også at båndlægge Lars Aagaard?
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 