Syrien efter 13 års borgerkrig

Den 29. november 2024 angreb oprørere ledet af jihad-gruppen Hayat Tahrir al-Sham Aleppo og områder omkring Idlib og naboprovinsen Hama i Syrien.

Det var det første oppositionsangreb på Aleppo siden 2016, hvor en brutal luftkampagne fra det russiske luftvåben hjalp den syriske præsident Bashar Assad med at generobre Aleppo i det nordvestlige Syrien.

Intervention fra Rusland, Iran og iransk-allierede Hizbollah og andre grupper gjorde det samtidig muligt for Assad at forblive ved magten og indtil december 2024 fortsat kontrollere 70 pct. af Syrien.

Selvom det syriske militær var indsat og faktisk også gennemførte luftangreb, var alle forsøg på at bremse oprøret forgæves.

Baggrunden for at oprøret kom netop nu, er de israelske angreb på syriske og Hizbollah-mål i området og på Israels våbenhvile med Hizbollah i Libanon. Disse forhold gav Syriens oprørere mulighed for at rykke frem. Irans forlængede arm, Hizbollah, er lammet, og Rusland, Assads vigtigste internationale støtte, er mere end optaget af sin krig i Ukraine.

Betydningen af kampene i Aleppo?

Den syriske borgerkrig har raset i 13 år, og anslås at have kostet livet for en halv million mennesker. Konflikten startede som en af det arabiske forårs folkelige opstande i 2011 mod arabiske diktatorer, før Assads brutale reaktion på det, der stort set havde været fredelige protester, udviklede konflikten til åben krig.

Omkring 6,8 millioner syrere er flygtet fra landet siden da – en flygtningestrøm, der har givet næring til anti-immigrantbevægelser på den yderste højrefløj i Europa.

Frem til nu har omkring 30 pct. af Syrien været kontrolleres af en række oppositionsstyrker og udenlandske tropper. USA har omkring 900 tropper i det nordøstlige Syrien, langt fra Aleppo, for at beskytte sig mod en genopblussen af Islamisk Stat. Tyrkiet har også styrker i Syrien.

 Hvem leder nu Syrien?

Efter Bashar al-Assads fald og flugt til Rusland er det oprørslederen Abu Mohammed al-Golani og hans bevægelse, Hayat Tahrir al-Sham (HTS), der nu har ansvaret for Syriens politiske transition.

USA og FN har længe udpeget Hayat Tahrir al-Sham, kendt under initialerne HTS – som en terrororganisation.

Abu Mohammed al-Golani dukkede op som leder af al-Qaedas afdeling af Syrien i 2011, i de første måneder af Syriens krig. Det var en uvelkommen intervention for mange i Syriens opposition, som dengang håbede at holde kampen mod Assads brutale styre ubesmittet af voldelig islamisk ekstremisme.

Golani og hans gruppe påtog sig tidligt ansvaret for dødbringende bombeangreb, lovede at angribe vestlige styrker, konfiskerede ejendom fra religiøse minoriteter og sendte religiøst politi for at håndhæve sømmelig påklædning af kvinder.

Golani og HTS har forsøgt at genskabe sig selv i de seneste år med fokus på at fremme civilt styre på deres territorium såvel som militære handlinger. 

HTS brød forbindelsen til al-Qaeda i 2016, og Golani slog ned på nogle ekstremistiske grupper i sit territorium og har i stigende grad portrætteret sig selv som en beskytter af andre religioner, herunder kristendom.

Islamisk Stat?

Hvis Islamisk Stat ser det nuværende magttomrum som en åbning kan alt ske. Islamisk Stat udråbte som bekendt i 2014 de erobrede dele af Syrien og Irak som et kalifat.

I dag kontrollerer Islamisk Stat kun ret begrænsede områder i Syrien og Irak, men de har deltaget aktivt i kampene, der førte til Assads fald. Under alle omstændigheder betragtes Islamisk Stat stadig som en dødbringende kraft, der opererer gennem celler i både Syrien og Irak.

Der er derfor i Syrien en udbredt frygt for fortsat borgerkrig eller en islamistisk jihadstat.

Demokratisk fremtid?

Nogle håber på en demokratisk fremtid for Syrien.

Selvom HTS tidligere er blevet kategoriseret som en terrororganisation, har al-Golani forsikret om stabilitet og inklusion af minoriteter som alawitter, kurdere og kristne i fremtidige regeringsstrukturer. Der er imidlertid ikke udsigt til, at der vil blive etableret et vestligt demokrati med en regering kontrolleret af et folkevalgt parlament.

Eksperter i Mellemøsten og islam forudser, at en fremtidig regeringsstruktur kan inkludere et repræsentativt Shura-råd frem for et vestligt inspireret parlament.

Shura er betegnelsen for kollektiv beslutningstagning i islam. Det kan f.eks. ske i form af et råd eller en folkeafstemning. Koranen opfordrer muslimer til at beslutte deres anliggender i samråd med hinanden.

Shura bruges ofte til at organisere en moskés anliggender, islamiske organisationer, og er en almindelig betegnelse, der er involveret i navngivning af parlamenter. F.eks. er generalsekretæren for Hizbollah i spidsen for det såkaldte shura-råd, der er Hizbollahs øverste beslutningsorgan.

Shura-begrebet indgår desuden i debatten om demokrati blandt muslimer. Nogle opfatter shura som del af en styreform, der giver borgerne indflydelse, og som er bedre tilpasset forhold i den muslimske verden end vestligt demokrati. Andre muslimer afviser, at shura kan erstatte demokrati.

Derfor betegner ordet hos islamisterne i moderne tid et politisk system, der på den ene side er en garanti for medbestemmelse og på den anden er i overensstemmelse med islam og islamiske principper.

Hvad det ender med i Syrien, er endnu et helt åbent spørgsmål. I mellemtiden benytter Israel tiden til overalt i Syrien at ødelægge våbenlagre og infrastruktur, der eventuelt kunne bruges i fremtidige angreb på Israel.