Frihandelsaftaler eller protektionisme

EU-repræsentanter har i anledning af Donald Trumps planer om at indføre tariffer på import til USA fra Kina og andre lande advaret mod protektionisme og advokeret for internationale frihandel.

Samtidig har repræsentanter for dansk erhvervsliv som f.eks. DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen og Lars Petersson, CEO i VELUX Group, ved talrige lejligheder påpeget, at de vigtigste udfordringer for erhvervslivet og det indre marked i EU kommer fra manglende arbejdskraft og sendrægtig myndighedsbehandling. Samtidig var der behov for flere investeringer, mere forskning og frihandelsaftaler med ”verden omkring os”.

Angående frihandelsaftaler er der flere gange udtrykt frustration over, at der endnu ikke er indgået aftaler med landene i Sydamerika og med Australien.

EU-MERCOSUR-frihandelsaftalen

I mere end to årtier har EU og de såkaldte MERCOSUR-lande – Brasilien, Uruguay, Paraguay og Argentina – forhandlet en frihandelsaftale. Aftalen er i princippet indgået men endnu udestår ratificeringen i de enkelte EU-lande.

I Frankrig er der udbredt skepsis mod, at EU vil indgå en handelsaftale med en gruppen af sydamerikanske lande i handelsblokken Mercosur.

Frankrigs landbrug frygter, at aftalen vil åbne det europæiske marked endnu mere for blandt andet sydamerikanske landbrugsprodukter og dermed udsætte Frankrigs landmænd for hårdere konkurrence.

Danmark håber dog ligesom EU’s største land, Tyskland, at der snart kan indgås en aftale.

Målet med aftalen er at skabe lige vilkår for, at producenter på de to kontinenter kan sælge deres varer, men i denne uge blokerede landmænd i Frankrig dog en central motorvej til Spanien i protest mod aftalen.

De franske landmænd har ifølge franske medier svoret at skabe “kaos” og forsøge at begrænse adgangen til fødevarer, hvis Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, bøjer sig og siger “ja” til aftalen.

Tyskland presser omvendt på for at få åbnet nye eksportmarkeder op for sin trængte bilindustri. Samtidig vil Europa gerne have adgang til de råstoffer, som blandt andre Argentina og Chile råder over.

Det vil i givet fald kunne mindske Europas afhængighed af Kina.

Aftalen skal vedtages med kvalificeret flertal. Dermed har Frankrig ikke veto-ret, men det har hidtil været svært at samle den tilstrækkelige opbakning blandt EU-landene til aftalen.

Centralt i EU-Mercosur-aftalen er en øget import af kød og soja til EU. Modstandere af handelsaftalen påpeger, at kød- og sojaproduktionen allerede en af hovedårsagerne til de voldsomme skovbrande i Brasilien, der truer ikke blot vores natur og klima, men også oprindelige folk.

FN’s panel for biodiversitet har understreget, at det industrialiserede landbrugs brug af pesticider og den øgede produktion af soja og kød er afgørende årsager til klima- og biodiversitetskriserne. Aftalen vil desuden føre til en øget eksport af biler produceret i EU til landene i forhandlingsblokken i Sydamerika, hvilket vil øge de globale drivhusgasudledninger.

Selvom en række lande anfører miljø- og klimaargumenter som begrundelse for deres modstand mod aftalen, er de bagvedliggende hensyn som i Frankrig – hensynet til egne landbrugsinteresser.

Sammenbruddet mellem Australien og EU

Forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og Australien er for nylig kørt fast, og parterne er skiltes uden at aftale nye møder.

Hovedgevinsten for Australien ved en aftale vil ligesom det gælder for Mercosur-aftalen være øget adgang for deres landbrugsprodukter til EU´s købedygtige marked. EU vil til gengæld vinde ved at få mere sikre forsyninger af helt afgørende mineraler til EU´s grønne og digitale udvikling.

I EU spiller hensynet til egne landbrugsinteresser i visse lande en afgørende rolle. EU vil således ikke give tilstrækkelig markedsadgang for primært fåre- og oksekød, ligesom lande som Italien og Frankrig insisterer på, at Australien skal respektere EU´s regler om “geografiske indikatorer”, der betyder, at f.eks. fetaost fra Australien ikke må sælges i EU som Feta.

EU-Kommissionen har presset på for en aftale med Australien, der ville kunne give et markant løft i samhandelen, styrke EU´s konkurrenceevne på det australske marked og ikke mindst give øget forsyningssikkerhed for vigtige mineraler.

Selvom en række EU-lande nok erkender, at Australien er en stormagt med eksport af afgørende mineraler som litium og store depoter af sjældne jordarter, som EU har afgørende behov for, er disse lande ikke indstillet på at give køb på deres nationale landbrugsinteresser og tillade fri import af fåre- og oksekød fra Australien.