
De sanktioner USA og G7-landene (Canada, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Tyskland, Japan og Italien) har indført mod Rusland efter invasionen i Ukraine, omfatter bl.a. energiområdet. Vanskelighederne med at afsætte russisk råolie på verdensmarkedet har betydet, at Rusland må tilbyde købere som Indien og Kina store rabatter.
Indien lukrerer på Ruslands krig i Ukraine
Indien har øget sine køb af russisk råolie mere end 20 gange sammenlignet med førkrigsniveauet. På nuværende tidspunkt ligger importen på knap 2 millioner tønder om dagen.
Ifølge en undersøgelse fra kreditvurderingsbureauet ICRA, offentliggjort i april, sparede Indien 13 milliarder dollars ved at importere billigere råolie fra Rusland i løbet af de foregående 23 måneder.
Øget olieefterforskning i Indien
Samtidig har Indien fået travlt med at få deres egne olieressourcer i spil, før den globale klimapolitik vil underminere markedet for fossile kulstofbrændsler.
Den indiske energiminister Hardeep Singh Puri opfordrer de store olieselskaber til at udforske indiske reservoirer, før klimapolitikken måske sætter en stopper for fortsat efterforskning efter fossile reserver.
Indien har tidligere været afvisende overfor udenlandske selskabers operationer på indisk territorium, men nu er det tydeligt Narendra Modis regerings hensigt at indhente det efterslæb, Indien har i offshore olieefterforskning og -produktion.
Derfor har Indien travlt med at øge olieproduktionen før energiomstillingen vil forhindre udvinding. Indien vil radikalt reformere reglerne og inviterer nu udenlandske olieselskaber til at udforske både onshore og offshore, mens det kæmper for at udvinde så meget olie som muligt, mens der stadig er et marked for råolie. Indiens olie- og gasminister Hardeep Singh Puri er den, der overfor selskaberne har agiteret for mulighederne i Indien.
Ministeren har sagt, at Indien havde “flere” oliefelter på størrelse med ExxonMobils fund på 11 milliarder tønder i Guyana.
Forskellige vurderinger af potentialet
Estimater af Indiens potentielle olierigdom varierer enormt. S&P Global Commodity Insights mener, at der kan være så meget som 22 mia. tønder olie i uudforskede reservoirer. Rystad, et energikonsulentfirma, anslår tallet til lige under 8 mia. I mellemtiden er analytikere ved Det Internationale Energiagentur pessimistiske med hensyn til chancerne for en betydelig stigning i landets produktion på 700.000 tønder om dagen. “Årsagen til fraværet af internationale virksomheder kan udover bureaukratiske hindringer også skyldes at der ikke siden år 2000 er gjort større fund i Indien”, skrev de i deres årlige udsigter for det indiske oliemarked.
I løbet af de sidste 23 år er der fundet 2 mia. tønder olie i Indien, sammenlignet med 10 mia. tønder i hver af Angola, Norge og Guyana og 40 mia. i Brasilien. “Store aktører kan meget vel vente på sidelinjen på et fund i verdensklasse, før de etablerer sig i landet,” tilføjede de.
Fordelagtige vilkår for olieselskaberne
Minister Singh Puri, der i juli lovede mere end 100 milliarder dollars i investeringsmuligheder i sektoren inden 2030, forsøger med forsøgene på at sætte fart i efterforskningen, at reducere Indiens afhængighed af importeret olie. Kun 10 procent af Indiens potentielt olieproducerende reservoirer er udforsket, mens landet importerer 85 til 88 procent af sin olie og bruger 150 milliarder dollars om året på udenlandske energiressourcer, sagde Puri.
For at initiere mere olieudvinding sagde ministeren, at han er indstillet på radikalt at ændre de juridiske rammer. Den foreslåede lovgivning reformerer reguleringen af oliefeltudvikling for at beskytte virksomheder mod pludselige uventede skatter og giver dem ret til at mægle eventuelle tvister uden for Indien, blandt andre ændringer.
Singh Puri har oplyst, at Indien også havde åbnet mere end en million kvadratkilometer, der tidligere var “no-go-områder” på grund af militære eller andre restriktioner, og havde lagt “alle de data, som folk har brug for” på et drev på University of Texas i Houston.
BP, Reliance og Vedanta var blandt de virksomheder, der afgav bud i år i Indiens niende licensrunde på ni onshore-blokke, otte lavvandsblokke og 11 ultra-dybvandsblokke. Puri sagde, at 38 procent af buddene var for områder, der tidligere var begrænsede.
Udenlandske olieselskaber håber, at Indiens status som en af verdens hurtigst voksende store økonomier vil understøtte den fremtidige efterspørgsel efter råolie. “Indien vokser og ser meget, meget sundt ud,” sagde Darren Woods, administrerende direktør for ExxonMobil, ved virksomhedens sidste regnskabsafslutning.
Den indiske energiminister Singh Puri agiterer for sin sag: “Indien er der, hvor den virkelige vækst vil komme, så det har en underliggende fordel,” sagde Puri. Han lovede, at en 10. auktionsrunde for licenser hurtigt ville følge, når parlamentet har vedtaget hans lovgivning.