
Mens Jeppe Bruus har fået en uriaspost med indførelse af CO2-afgift på landbruget og implementeringen af de øvrige elementer i den grønne treparts-aftale, er Dan Jørgensen minsandten indstillet som dansk EU-kommissær.
I tilløbet til den grønne treparts-aftale udtalte samme Dan Jørgensen i et interview i Børsen, at forslaget om en CO2-afgift var noget Georg Gearløs kunne have fundet på. Forslaget var ”en smule fantasiforladt” og ”en skrivebordsøvelse”. Til de politiske partier, der havde udtrykt sympati for CO2-afgifter, sagde han, at det er overraskende, at ”de kun har det her universitetsøkonomiske redskab i værktøjskassen”, som ifølge Dan Jørgensen ”er blevet et vidundermiddel”, der ”ikke findes noget andet sted i verden”.
Mads Brügger har i Frihedsbrevet med vanlig præcision kommenteret indstillingen af Dan Jørgensen således:
”At vi lever i en verden, hvor Dan Jørgensen – denne forunderlige symbiose mellem frikadellen og flødebollen – of all people skal være EU-kommissær, er virkelig svært at få viklet sit hoved omkring. Alene det, at de europæiske skatteborgere nu skal skillinge sammen til Dan Jørgensens årlige hyre på hele 2,3 millioner kroner, foruden al den dejlige fryns, som venter ham nede i Bruxelles, synes ubegribeligt, men ikke desto mindre er det sandt.”