
I USA kunne Biden-administrationen torsdag den 15. august 2024 meddele, at de amerikanske-Medicare myndigheder efter et længere forhandlingsforløb med medicinalproducenter har opnået skelsættende rabatter for 10 bredt ordinerede lægemidler til behandling af lidelser som hjertesygdomme, kræft og diabetes.
Inflation Reduction Act, der trådte i kraft for 2 år siden, gav de føderale sundhedsmyndigheder mulighed for at forhandle priser direkte med medicinalvirksomhederne.
Den nye prissætning træder i kraft i 2026, hvor omkostningerne til nogle lægemidler reduceres med hele 79 pct. i forhold til 2023-priserne, dog uden at tage hensyn til eksisterende rabatordninger.
For eksempel kan en 30-dages forsyning af gigtmedicinen Enbrel fremover koste $2,355 i stedet for $7,106.
Blodfortynderen Eliquis, produceret af Bristol Myers Squibb og Pfizer, nedsættes til $231 fra $521. En række NOVO-produkter bliver ligeledes nedsat.
Embedsmænd sagde, at hvis de nye priser havde været i kraft sidste år, ville det have medført besparelser på 6 milliarder dollars. Patienternes egenbetaling ville have været 1,5 milliarder dollars lavere.
Pharmaindustrien er ikke udelt begejstret. Mens Joe Biden og Kamala Harris betegner aftalen som en sejrfor at udråbe det som en sejr, hævder Novartis og Johnson & Johnson, at forhandlede prisnedsættelser på sigt vil skade patienternes adgang til medicin.
Industriens lobbygruppe – Pharmaceutical Research and Manufacturers of America – advarede om at Medicares pres vil mindske incitamenterne til at udvikle nye lægemidler.
Selvom medicinalproducenterne forventer begrænsede økonomiske konsekvenser af de nye lægemiddelpriser, siger eksperter, at industrien sandsynligvis er mere bekymret for kommende forhandlinger, der kan omfatte langt flere lægemidler.
I februar 2025 planlægger Medicare at annoncere yderligere 15 lægemidler, som de ønsker nedsat. Det upartiske Congressional Budget Office forventer, at prisindrømmelser fra pharmaindustrien vil betyde besparelser på 100 milliarder dollars i 2031.
Det blodfortyndende medikament Eliquis, der produceres af Bristol Myers Squibb og Pfizer, er vidt udbredt i Danmark, hvor det anvendes til:
- Forebyggelse af blodpropper hos patienter, der får indsat kunstigt hofte- eller knæled.
- Forebyggelse af blodpropper i hjernen hos visse patienter med hjerteflimren/-flagren.
- Forebyggelse og behandling af blodpropper i de dybe vener (DVT) og i lungerne (LE).
I Danmark koster Eliquis på recept 10 – 12 kr. pr. 2,5 mg tablet og den anbefalede dagsdosis af Eliquis til forebyggelse af recidiverende DVT løber op i over 40 kr.