Tysklands koloni-forbrydelser

I Berlin har SPD og De Grønne fremsat et forslag om omdøbning af nogle gader i Berlin. Specifikt handler det om gaderne Iltis, Lans og Taku, hvis navne ifølge forslagsstillerne er forbundet med forbrydelser, der blev begået under “Bokseropstanden” i Kina, 2. november 1899 – 7. september 1901.

Initiativet fremgår af et Facebook-opslag fra SPD’s parlamentariske gruppe. Ifølge parlamentsgruppen kritiseres disse gadenavne som et udtryk for ligegyldighed over for demokratiske værdier og folkenes ret til selvbestemmelse.

Ifølge Facebook-opslaget skal ansøgningen også være baseret på en anmodning fra Freie Universität i Berlin, der optager store dele af de berørte gader. I distriktsrådet (BVV) stemte CDU, FDP og AfD imidlertid imod omdøbningen.

“CDU’s, FDP’s og AfD’s fælles stemmeafgivning i BVV mod omdøbningen af disse gader bryder med intentionerne om at komme overens med tysk historie i vores distrikt,” sagde SPD’s parlamentsgruppe i erklæringen.

Bokseropstanden og ”Iltis”, ”Lans” og ”Taku”

Forhistorien er, at i slutningen af 1800-tallet kiggede tyske koloniinteressenter ikke kun til Afrika for kolonier og mere Lebensraum – de kiggede også mod øst.

I 1898-99 opstod i Kina en national, fremmedfjendtlig bevægelse i Kina, der iværksatte en opstand mod vestlig politisk og kommerciel indflydelse i Kina.

Stormagternes havneforpagtninger: Port Arthur, Wei-hai-wei og Kiau-tsjou, koncessioner og missionærer var medvirkende årsager til bokseropstandens rivende udbredelse. I maj 1899 så europæerne bevægelsens øvelser og kaldte det boksetræning, hvoraf opstanden fik sit navn.

Tyskland havde allerede i 1897 med den tyske kanonbåd ”Iltis” besat den kinesiske bugt Jiaozhou og havnen i Qingdao, og efter at Bokseropstanden var brudt ud i lys lue angreb kanonbåden “Iltis” under kaptajn Wilhelm Lans i 1900 de kinesiske Taku-forter.

Europæiske magters beskydning af Taku-forterne gav det kinesiske kejserdømme påskud til at gå med til Bokserbevægelsens krav om europæernes fordrivelse.

Det var begyndelsen på kolonialistiske fremskridt fra en koalition af 8 vestlige magter mod Bejing. Vestmagterne sendte en undsætningsekspedition på cirka 45.000 soldater fra Frankrig, Italien, Japan, Rusland, Storbritannien, Tyskland, USA og Østrig-Ungarn og ledet af den russiske general Lenevitsch.

Peking blev delvis besat, og kejserfamilien flygtede hovedkulds til Sin-ganfu i provinsen Sjensi. Under fredsforhandlingerne i Peking holdtes Peking stadig besat, og i vinteren og foråret 1901 udsendtes flere europæiske, især tyske, straffeekspeditioner mod bokserne.

Fredsaftalen 1901

Ved freden den 7. september 1901, kendt som Bokserprotokollen og Xinchou-aftalen (kinesisk: 辛丑条约) mellem Kina og ottenationsalliancen bestående af Storbritannien, USA, Japan, Rusland, Frankrig, Tyskland, Italien, Østrig-Ungarn, Belgien, Spanien og Nederlandene måtte det kinesiske imperium gøre følgende indrømmelser:

• Qing-imperiet skulle betale en krigsskadeserstatning på 450 mio. taels sølv (ca. 18.000 tons svarende til værdi på ca. 333 millioner dollar) til de udenlandske magter;
• Qing pålagdes at straffe de embedsmænd, som havde støttet oprøret (prins Tuan degraderedes og forvistes til Turkestan, tre stormænd måtte dræbe sig selv, tre henrettedes);
• Forterne i Tagu skulle sløjfes;
• Qing-imperiet fik forbud mod at indkøbe krigsmateriel i 2 år;
• De sejrende magter fik ret til at permanent placere tropper i legationskvarteret og steder omkring Peking og Tianjin;
• Suspension af de kejserlige eksaminer i de provinser, som havde støttet oprøret;
• Den tyske gesandt Clemens von Ketteler blev myrdet i juni 1900 og Qing-imperiet pålagdes at sende en særskilt ambassadør (prins Tsjun) til Berlin for at undskylde over for den tyske kejser for mordet.