Danmark har det højeste prisniveau og de højeste fødevarepriser i EU

Priser i DK

Med den nye grønne trepartsaftale med CO2-afgift på landbruget er der udsigt til prisstigninger. Økonomiministeren har bebudet at prisen på en pakke oksefars vil stige med omkring 1 krone.

Med et prisniveau på 49 pct. over EU-gennemsnittet har Danmark i forvejen langt de højeste forbrugerpriser i EU. Kun EFTA-landene Schweiz og Island har endnu højere forbrugerpriser og lå på hhv. 75 og 62 pct. over EU-gennemsnittet. Norge som er det tredje EFTA-land, lå på 43 pct. over EU-gennemsnittet, hvilket er under det danske prisniveau.

De næsthøjeste forbrugerpriser i EU er i Irland, der ligger 42 pct. over EU-gennemsnittet, efterfulgt af Luxembourg, Finland og Sverige, som alle ligger mellem 37 og 22 pct. over EU-gennemsnittet. De laveste forbrugerpriser er observeret i Bulgarien, Rumænien og Polen, der alle ligger på 60 pct. af EU-gennemsnittet. Opgørelsen er baseret på Eurostats prissammenligningsundersøgelse og fremgår af Nyt fra Danmarks Statistik, 20. december 2023 – Næste udgivelse: 11. december 2024.

Fødevarer er dyrest i Danmark og Luxembourg

Når det gælder priser på fødevarer og drikkevarer uden alkohol ligger Danmark og Luxembourg i toppen inden for EU med et prisniveau på 21 pct. over EU-gennemsnittet. De er efterfulgt af Malta og Irland, der ligger på hhv. 18 og 16 pct. over EU-gennemsnittet. EFTA-landene Schweiz, Norge og Island har et endnu højere prisniveau på hhv. 64, 46 og 43 pct. over EU-gennemsnittet. Retter man blikket mod vores nabolande ligger Sverige 14 pct. over EU-gennemsnittet, mens Tyskland ligger 6 pct. over EU-gennemsnittet. De billigste fødevarer og drikkevarer uden alkohol findes i Rumænien og Polen.

Danmark dyrest, Rumænien, Bulgarien og Polen billigst i EU

Det er ikke kun forbrugerpriserne, der er høje i Danmark. Det generelle prisniveau, som også dækker de andre dele af BNP, som fx offentligt forbrug og investeringer, ligger i Danmark 33 pct. over EU-gennemsnittet. Også her har EFTA-landene Schweiz, Island og Norge et højere prisniveau på hhv. 57, 57 og 34 pct. over EU-gennemsnittet. I bunden ligger Rumænien på 44 pct. under EU-gennemsnittet, mens Bulgarien og Polen ligger på hhv. 40 og 39 pct. under EU-gennemsnittet.

Ingen udsigt til lavere fødevarepriser

Blot én procent af detailhandlen forventer at sænke priserne i juni, mens priserne på føde- og drikkevarer uden alkohol i Danmark ligger 21 procent over EU-gennemsnittet.

For få måneder siden forventede mange dagligvarebutikker, at priserne ville falde. Men stort set ingen i detailhandlen forventer at sænke priserne i den kommende tid.

Det viser tal fra Danmarks Statistik for juni.

Kun én procent af hele branchen forventer nemlig at sætte priserne ned i de næste tre måneder, samtidig med at de danske priser på føde- og drikkevarer uden alkohol ligger hele 21 procent over gennemsnittet for hele EU.

Der er således ikke udsigt til, at Danmarks topplacering i EU sammen med Luxembourg vil blive ændret, når snakken går på fødevarepriser.

Leave a comment