Ikke udsigt til lavere låneomkostninger

The Fed juni 24

På trods af, at låneomkostningerne i USA ligger på det højeste niveau i årevis, fastholder den amerikanske centralbank, the Fed, den pengepolitiske rente på 5,25 pct. til 5,5 pct. Det blev meddelt onsdag aften af Fed-formand Jerome Powell efter mødet i centralbankens Federal Open Market Committee.

Når den amerikanske centralbank fastholder et højt renteniveau, hænger det sammen med inflation og forholdene på det amerikanske arbejdsmarked.

Inflationstallet for maj landede på 3,3 pct. målt på årsbasis, hvilket er et fald i forhold til april-tallet, som lød på 3,4 pct. Det viser den månedlige opgørelse fra Bureau of Labor Statistics.

Inflationen ligger dermed fortsat et godt stykke over målsætningen om en inflation på 2 pct., og samtidig er der fortsat pres på det amerikanske arbejdsmarked og dermed risiko for løn- og prisstigninger.

Finansmarkederne havde faktisk ventet, at Fed ville fastholde sin rente i spændet på 5,25 pct. til 5,5 pct., men mange havde håbet på signaler om fremtidige rentenedsættelser. I øjeblikket er der imidlertid ikke udsigt til mere end højest en mindre rentesænkning i indeværende år.

Præsidentvalget 5. november 2024

Hvordan den amerikanske økonomi klarer sig, er særlig vigtig op til præsidentvalget den 5. november. Det menes, at inflation, beskæftigelse og renteniveau vil påvirke den amerikanske præsident Joe Bidens popularitet, da mange amerikanere fortsat føler sig økonomisk klemte.

Virkning i Danmark

I Danmark vil rentemeldingen fra USA betyde, at danske boligejere med fast rente ikke har udsigt til markante rentefald.

Leave a comment