Meget på spil ved Indiens valg

Ved det indiske valg i 2024 er næsten 1 milliard mennesker berettiget til at afgive deres stemme.

Der er snesevis af forskellige partier på stemmesedlen, hvor alle mulige forskellige holdninger og politiske anskuelser – herunder kaste, etnicitet, religion, sprog, køn og formueforhold – spiller en rolle i udformningen af indiske vælgeres beslutninger.

Men i kernen handler valget om premierminister Narendra Modis bestræbelser på at revolutionere den indiske stat. Hvis meningsmålingerne er bare tæt på at være dækkende, vil Modi få mandat til at afslutte det projekt, han har startet.

Siden Indien sparkede briterne ud i 1947, har landets valg været et af den demokratiske verdens store vidundere.

Ethvert valg i et stort land giver logistiske udfordringer, og disse udfordringer er enorme i et land fuld af landsbyer uden elektricitet eller rindende vand. Stemmeafgivningen vejledes af partisymboler – f.eks. har Narendra Modis parti, Bharatiya Janata Party, BJP, en lotus som bomærke, og Kongrespartiet, INC, en kost. 

Alligevel har Indiens upartiske valgkommission på en eller anden måde formået at afvikle rimeligt respekterede valghandlinger i årtier.

Valget i 2024 har været en langvarig proces. Afstemningen begyndte allerede den 19. april og er foregået i syv faser indtil afslutningen den 1. juni. Resultaterne forventes kun tre dage senere, den 4. juni.

Indien har et parlamentarisk politisk system: Kontrollen med regeringen udøves ved flertalsafstemninger i Lok Sabha, det indiske parlaments underhus. Uden for Modis egen valgkreds i den nordlige by Varanasi stemmer indiske vælgere ikke direkte på ham. I stedet stemmer de på de lokale medlemmer af hans Bharatiya Janata Party (BJP) eller dets mange rivaler.

Men der er ingen tvivl om, at premierministeren er valgets centrum. Han stiller op til en tredje periode, hvilket er usædvanligt sjældent i indisk politik. Kun to andre premierministre – Jawaharlal Nehru og Indira Gandhi, de mest indflydelsesrige ledere i Indiens historie efter uafhængigheden – har vundet tre separate valg.

Der er grund til at tro, at Modi hører til blandt de til alle tider mest indflydelsesrige indiske politikere. Siden han først tiltrådte i 2014, har han forsøgt at transformere selve den indiske stats identitet. Han har allerede gjort store fremskridt.

Efter uafhængigheden blev Indien formelt en sekulær stat. Gandhi, Nehru og Indiens andre stiftende ledere, mente, at et så komplekst og forskelligartet samfund – Indien har 22 officielle sprog og flere religioner – ikke kunne overleve som et rent Hindustan.

Allerede før uafhængigheden var der dog en modbevægelse – Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS), der agiterede for at Indien er en stat for hinduer, hvor muslimer og andre religiøse minoriteter kun blev tålt og var henvist til en sekundær placering.

 BJP er RSS’ valgfløj; Modi har været medlem af RSS siden han var otte år gammel.

Hovedmålet for Modis tid i embedet har været at gøre RSS-ideologi, kaldet Hindutva, til den indiske regerings herskende doktrin.

Han har haft bemærkelsesværdig succes: Mangeårige hindutva-mål, der engang blev betragtet som usandsynlige ekstremistiske drømme, er blevet til virkelighed.

Eksempler inkluderer vedtagelse af en statsborgerskabslov, der diskriminerer muslimer. Statsborgerskabsloven var anledning til voldsomme optøjer, da muslimer protesterede mod en lovændring, der gør det muligt for hinduer, kristne og andre religiøse minoriteter, der opholder sig illegalt I Indien, at opnå indisk indfødsret hvis de kan bevise at de var udsat for forfølgelse pga. deres religion i muslimske nabolande som Bangladesh, Pakistan og Afghanistan. Lovændringen gælder ikke for muslimer, der opholder sig illegalt i Indien.

Kritikere mente at loven var en krænkelse af Indiens sekulære forfatning og opfatter loven som endnu et forsøg fra Modi-regeringen på at marginalisere Indiens 200 millioner muslimer.

Desuden er selvbestemmelsesrettighederne for Jammu og Kashmir, Indiens eneste stat med muslimsk flertal, tilbagekaldt.

For at sikre, at intet kan stå i vejen, har Modi udfordret spillereglerne i det indiske demokrati. Hans regering har fængslet oppositionens politiske ledere, hjulpet venligtsindede oligarker med at konsolidere kontrollen over pressen, intimideret domstolene, undertrykt protester, fordrejet valgloven og undermineret valgkommissionens uafhængighed.

Alt tyder på, at Modis angreb på både demokrati og minoritetsrettigheder vil fortsætte, hvis BJP sejrer ved dette valg. Hvilket betyder, at indsatsen dybest set ikke kunne være højere.

Meningsmålinger har længe indikeret, at BJP er tæt på at vinde flertallet i Lok Sabha. Modi er personligt meget populær, og der er mange grunde til hans popularitet: Udover opbakning til hans ideologi blandt hinduistiske vælgere, er en stærk omend ujævn økonomisk vækst en del af historien.

Indiens mange oppositionspartier har ikke formået at formere en samlet front mod Bharatiya Janata Party (BJP), og det historisk dominerende kongresparti, Nehru og Indira Gandhis parti, er en skal af sit tidligere jeg: dets ledende figur, Rahul Gandhi, har ry som en nepobaby, der ikke formår at konkurrere med en magtfuld og karismatisk politiker som Modi.

Med andre ord er det meget sandsynligt, at BJP ville vinde valget, men spørgsmålet er med hvilken margin.

Hvis BJP opnår to tredjedeles flertal, vil det have stemmer nok til at ændre den indiske forfatning. Hvis det har et endnu større flertal – det flertal på tre fjerdedele, som premierministeren har sagt, at han går efter – så vil han have et klart folkeligt mandat til at forfølge gennemgribende forandringer.

Omvendt – hvis partiet ikke lever op til sine erklærede mål eller endda mister mandater, er det muligt, at Modis angreb på indisk sekularisme og demokrati kan blive bremset.