
Fregatten Iver Huitfeldt har navn efter Iver Huitfeldt, der var chef for flåden under Den store nordiske krig. I slaget i Køge Bugt den 4. oktober 1710 led Huitfeldt en krank skæbne, da krudtkammeret på skibet Dannebroge blev antændt, og skibet sprang i luften. Af besætningens næsten 600 mand blev kun ni reddet.
Fregatten Iver Huitfeldt sprang ikke i luften i Det Røde Hav, men fregatskandalen udstiller forsvarets tilstand og det dysfunktionelle samspil med det politiske system.
Forsvaret har i mere end et årti været ramt af besparelser og dårlig ledelse, så man knapt er bevæbnet; Der mangler ammunition til øvelser, udstyr, der ikke virker, er dagligdag, og artillerigranaterne på fregatten kan være 30 år gamle – hvorfor mange af dem ikke virkede, da man skød dem ud i Det Røde Hav.
Både soldater og officerer forlader forsvaret i et omfang, som tilgangen ikke dækker. Kasernerne er nedslidte og angrebet af skimmelsvamp. Hertil kommer svigtende projekt- og budgetstyring, så vi ikke kan levere, hvad vi har lovet vores alliancepartnere i Nato. Hertil kommer skandaler, hvor medarbejdere laver simpelt bedrageri.
Politikerne kan ikke løbe fra en væsentlig del af ansvaret for problemerne
Under daværende forsvarsminister Nick Hækkerup for mere end ti år siden omlagde man forsvarets organisation. Indtil da var forsvarschefen og Forsvarskommandoen stærk, departementet tilsvarende svagt. Siden da er magten flyttet fra forsvarskommandoen og ind i ministeriets departement i Holmens Kanal 9, hvor ministeren og hans departementschef har deres kontorer.
Lars Findsen
Problemerne begyndte imidlertid tidligere. I 2007 afløste Jakob Scharf Lars Findsen som politimester i Politiets Efterretningstjeneste (PET). Lars Findsen blev udnævnt til departementschef i Forsvarsministeriet.
I Forsvarsministeriet havde Lars Findsen gjort sig bemærket for sin rolle i den såkaldte Jægerbogsskandale fra 2009, som blandt andet kostede forsvarschef Tim Sloth Jørgensen jobbet.
Baggrunden var, at den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack var på vej til at udgive bogen “Jæger – i krig med eliten”, men Forsvarskommandoen mente at bogen indeholdt en række fortrolige oplysninger. Forsvaret ønskede derfor at stoppe udgivelsen af bogen med et fogedforbud.
Men inden retten nåede at tage stilling til Forsvarets ønske, havde Politiken udgivet hele bogen i et særtillæg. I Forsvarskommandoen havde man fået fremstillet en Google Translate-oversættelse af bogen til arabisk, og Lars Findsen fik daværende forsvarsminister Søren Gade i forbindelse med et samråd i Udenrigspolitisk Nævn om sagen til at fortælle, at bogen allerede nu lå på internettet. I arabisk oversættelse.
Da det kort efter viste det sig, at oversættelsen var falsk og fabrikeret i Forsvarskommandoen kostede sagen den daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen jobbet og senere også Søren Gade posten som forsvarsminister.
Lars Findsen/Nick Hækkerup
Ved Thorning-regeringens tiltrædelse i slutningen af 2011 fik Lars Findsen Nick Hækkerup som minister.
Som departementschef arbejdede Lars Findsen ihærdigt for reduceringer af forsvarsbudgettet – også udover de besparelser, som den tidligere borgerlige regering allerede havde gennemført.
I november 2012 blev der indgået en politisk aftale for forsvarsområdet for perioden 2013-2017. Aftalen betød, at de årlige forsvarsudgifter skulle reduceres med 2,5 mia. kr. i 2015, 2,6 mia. i 2016 og 2,7 mia. årligt fra 2017.
Findsen fik desuden den uerfarne Hækkerup med på nogle meget vidtgående og kontroversielle reorganiseringsplaner for hele forsvarsområdet, ligesom han gjorde livet surt for den nye forsvarschef Peter Bertram.
Hækkerup fik i juni 2013 med hiv og sving vedtaget en ny forsvarslov udenom den traditionelle forligskreds på forsvarsområdet og trods advarsler fra forsvarschefen og Forsvarskommandoen.
Loven er en såkaldt bemyndigelseslov, der giver forsvarsministeren mulighed for at reorganisere Forsvarets ledelse på egen hånd. Formålet var angiveligt at sikre den politiske/civile/militære kontakt og koordination i Forsvaret. Loven gav mulighed for at nedlægge Forsvarskommandoen og skabe en integreret politisk-militær ledelse i Forsvarsministeriet.
Exit Hækkerup
Det hele blev for besværligt for Nick Hækkerup, der senere i 2013 lod sig udskifte med Nicholas Wammen, som faktisk lykkedes med i 2014 at få lavet en større politisk tillægsaftale om ”Organisering af ledelsen af Forsvaret og tillæg til aftale på forsvarsområdet 2013-2017” af den 10. april.
Med aftalen blev der truffet en række beslutninger om en ny organisering af den øverste ledelse af Forsvaret. Den overordnede planlægning, ressourceallokering og økonomistyring, der tidligere lå i Forsvarskommandoen, blev integreret og samlet i Forsvarsministeriets departement. De operative dele af Forsvarskommandoen blev sammenlagt med de tre operative kommandoer (Søværnets Operative Kommando, Hærens Operative Kommando og Flyvertaktisk Kommando) samt Arktisk Kommando og Specialoperationskommandoen til en ny værnsfælles militær kommando – ”Værnsfælles Forsvarskommando” – under forsvarschefens ledelse.
Forsvarets Materieltjeneste har ændret navn til ”Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse” og blev en selvstændig styrelse under Forsvarsministeriets departement. De øvrige funktionelle tjenester (personale, IT, veteranindsats) blev sammenlagt og reduceret i antal, og blev selvstændige styrelser under Forsvarsministeriets departement.
Tiden der fulgte
Efter Folketingsvalget i juni 2015 blev venstremanden Carl Holst udnævnt til forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde. Efter kun 93 dage valgte Holst i september 2015 at trække sig fra posten efter flere skandalesager.
Venstremanden Peter Christensen, der ikke blev genvalgt ved valget i 2015, blev herefter den 30. september 2015 udnævnt som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde.
Lars Findsen forflyttes til Forsvarets Efterretningstjeneste
Da modstanden mod Lars Findsen generelt ikke kun i Forsvaret men også i dele af den politiske aftalekreds truede med at blokere for en aftale om indkøb af nye jagerfly, blev Lars Findsen i december 2015 forflyttet til chefposten for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.
Peter Christensen har i oktober 2022 på Facebook og overfor Ekstrabladet oplyst, at han ”ikke var tilfreds med Lars Findsens indsats og mængden af timer, der blev lagt i en så ansvarsfuld stilling, da det satte sig i kvaliteten”. Christensen har desuden oplyst, at det ikke var med hans gode vilje, at Findsen blev udnævnt til chef for FE.
Den hidtidige chef for FE, Thomas Ahrenkiel, der havde en baggrund også fra Udenrigsministeriet og Statsministeriet, blev ved Findsens afgang konstitueret som departementschef i Forsvarsministeriet.
Da Venstre regeringen den 28. november 2016 blev udvidet med Liberal Alliance og Konservative, blev Peter Christensen erstattet af Claus Hjort Frederiksen, der blev flyttet fra posten som finansminister for at skaffe plads til Kristian Jensen, der havde måttet vige pladsen som udenrigsminister for Liberal Alliances Anders Samuelsen.
Trine Bramsen
Den 27. juni 2019 efterfulgte Trine Bramsen Claus Hjort Frederiksen som forsvarsminister. Hendes tumultariske embedsperiode blev præget Bramsens kritiske forhold til Forsvarets ledelse. Debatten handlede i særdeleshed om, hvorvidt Forsvaret kunne anses som en “styrelse” på linje med andre civile styrelser, og om i hvilken grad forsvarschefen kunne udtale sig frit. Tidligere, i forlængelse af byretsdommen over hærchef Hans-Christian Mathiesen, nægtede Bramsen at fyre Forsvarschef Bjørn Bisserup med den begrundelse, at tilliden til næste niveau ikke var større: “Problemet er, at så har vi de næste chefer. Bliver det bedre af det? Det tvivler jeg sådan set på”.
Trine Bramsen fik stor kritik for at gå til koncert i Odense med statsminister Mette Frederiksen, mens Taliban generobrede Kabul, og den danske ambassade måtte hastelukke mens dansk personel blev evakueret. Endelig blev Bramsen kritiseret for håndteringen af den såkaldte FE-skandale og hjemsendelse af FE-chef Lars Findsen m.fl.
Trine Bramsen blev den 4. februar 2022 afløst på posten af Morten Bødskov, der allerede i december 2022 blev afløst af Jacob Ellemann-Jensen, der den 22. august 2023 blev afløst af Troels Lund Poulsen.