Flere miljøgifte i svenske økologiske æg

Æg PFAS

Økologiske æg indeholder højere niveauer af toksiner som PFAS-kemikalier end konventionelle æg – og små børn bør ikke spise dem for ofte, ifølge en ny undersøgelse, der er offentliggjort i Sverige op til Påsken.

Det svenske forbrugerblad, Råd & Rön, der nærmest svarer til Forbrugerrådets TÆNK i Danmark, har testet æg fra 20 leverandører, heraf ni økologiske producenter. Det, de har ledt efter, er giftstoffer i form af dioxiner, PCB og såkaldte stærkt fluorerede stoffer eller PFAS – kunstigt fremstillede og svært nedbrydelige kemiske forbindelser, der skyer vand, fedt og smuds. De bliver brugt i et utal af produkter f.eks. til fødevareemballage af pap og papir, for at gøre dem vand- og fedtafvisende.

Toksiner i økologiske æg

Resultaterne peger på et klart problem med alle tre typer toksiner i økologiske æg. Toksinerne findes også i konventionelle æg, men niveauerne er højere i de økologiske. Blandt andet var dioxinniveauerne omkring hundrede gange højere i økologiske æg, ifølge Råd & Rön.

Alle æg har toksiske niveauer, der ligger under de grænser, der findes i EU. Men hvis man følger anbefalingerne fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), skal der ikke så mange af de mest forurenede æg til, før man når grænseværdien for, hvad der vurderes at kunne påvirke sundheden på lang sigt.

Højest 3 økologiske æg om ugen til børn

Når det kommer til PFAS, blev de højeste niveauer fundet i økologiske æg fra Kronägg. Af disse bør et barn, der vejer ti kilo, maksimalt spise tre æg om ugen, før det når den maksimale værdi, ifølge Råd & Rön.

Livsmedelsverket i Sverige, der svarer til Fødevarestyrelsen i Danmark, tager problemet alvorligt. I hvert fald udtaler Petra Bergkvist, statsinspektör i Livsmedelsverket, til Råd & Rön: “Så skal man huske på, at børn ikke bare spiser æg, og disse stoffer findes også i mange andre fødevarer”.

Fiskemel

Synderen menes at være det fiskemel, som økologiske høns får i deres foder. I konventionel produktion spiser hønsene i stedet foder med syntetisk producerede aminosyrer, som ikke må anvendes i økologiske sammenhænge.

Problemer med danske økologiske æg?

I Danmark vakte det i januar sidste år stor opstandelse, at undersøgelser foretaget af Fødevarestyrelsen sammen med DTU Fødevareinstituttet viste høje niveauer af PFAS i økologiske æg. En opfølgende undersøgelse af 10 forskellige økologiske æg viste ifølge Fødevarestyrelsen i april 2023, at problemet var væk. 8 ud af 10 prøver var fri for PFAS, mens der i 2 prøver blev fundet PFAS langt under grænseværdien.

Æggene indeholdt PFAS, fordi hønsene fik fiskemel som en del af deres foder. Efter det oplyste, faldt indholdet af PFAS hurtigt, efter at foderet blev skiftet.

Den nye svenske undersøgelse burde måske være anledning til at Fødevarestyrelsen opdaterede undersøgelsen fra foråret 2023, der påfaldende viste, at PFAS-problemet i økologiske æg var løst på under 3 måneder.

Leave a comment