Er tiden inde til et konservativt opgør med Offentlighedsloven

Spørgsmålet er om vi kan vente resultatet ad den græske kalender – Ad Kalendas graecas – et latinsk udtryk, der tillægges kejser Augustus. Det kan gengives med ”aldrig”. Udtrykket er således ment som en absurditet; jf. udtrykket: når der er to torsdage i én uge!

I januar 2024 blev regeringen enige med Radikale, Konservative og Danmarksdemokraterne om endelig at nedsætte et lovforberedende udvalg, der skal komme med forslag til ændringer af offentlighedsloven.

Nu har justitsminister Peter Hummelgaard (S) sammensat udvalget, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse, hvor også kommissoriet for udvalget oplyses.

Sagen kort

I 2013 vedtog S-R-SF-regeringen med støtte fra Venstre og Konservative en ny offentlighedslov.

Loven trådte i kraft 1. januar 2014, og er siden kritiseret for at mørklægge offentlighedens mulighed for indsigt i de politiske beslutningsprocesser.

Folketingets Ombudsmand har også konkluderet, at offentlighedens adgang til aktindsigt er blevet væsentligt indskrænket med den nye lov.

Det er særligt tre af lovens paragraffer, der har fået stærk kritik for at indskrænke retten til aktindsigt:

§ 22: Kalenderadgang

Paragraffen blokerer for offentlighedens adgang til ministres og embedsmænds kalendere.

§ 24: Ministerbetjeningsreglen

Paragraffen gør det muligt at undtage et dokument for aktindsigt, hvis det vurderes, at dokumentet er udvekslet på et tidspunkt, hvor det har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister.

§ 27, stk. 2: Folketingspolitikerreglen

Paragraffen giver mulighed for, at dokumenter, der er udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer, kan undtages for aktindsigt.

Offentlighedsloven fra 2013

Folketingets Retsudvalg afholdt den 26. januar 2022 en høring om offentlighedsloven fra 2013.

Af høringen fremgik det, at med henvisning til behovet for et ”lukket rum” for politiske overvejelser, bruges loven aktivt til at forhindre offentlighedens indsigt i den offentlige forvaltning – offentlighedens interesser krænkes simpelthen på løbende bånd!

At loven anvendes indskrænkende, er veldokumenteret. Det erindres stadig hvordan departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, opfordrede sine ansatte til at tilrettelægge deres arbejde, så der sikres størst mulig lukkethed.

Desuden har vi haft hele balladen omkring Tibet-Kommissionen og de slettede e-mails i Politiet og Udenrigsministeriet, instrukskommissionen og Mink-skandalen og slettede SMS-beskeder.

Sagen er penibel for partier, der traditionelt har støttet åbenhed. Det Konservative Folkepartis Landsråd har faktisk flere vedtagelser med krav om ændringer i loven og mere åbenhed.

Ninn-Hansens oprindelige Offentlighedslov

Det skal da heller ikke glemmes, at det var justitsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, Erik Ninn-Hansen, der i 1985 stod bag den oprindelige Offentlighedslov, som han motiverede således:

”Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.

Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”

Mørkelygten og lov om offentlighed

Årsagerne fortaber sig, men det kan konstateres, at der siden Ninn Hansens tid i Det Konservative Folkeparti og i andre politiske kredse er blevet mindre interesse i åbenhed omkring den politiske proces og den offentlige forvaltning.

Det klare bevis er den offentlighedslov, som blev vedtaget i 2013 under S-SF-R-regeringen med støtte fra Venstre og De Konservative. Loven blev dengang mødt af store offentlige protester, fordi den på en række centrale punkter gør det umuligt for offentligheden at opnå indsigt i beslutninger og beslutningsprocesser.

Udover paragraf 22 om åbenhed omkring kalendere er det især to paragraffer, der direkte modarbejder princippet om meroffentlighed, der – ud over offentlighedslovens hensigt om, at der skal gælde størst mulig åbenhed i den offentlige forvaltning – også tilsiger, at forvaltningen kan give indsigt i videre omfang, end loven egentlig tilsiger. Det princip ofres ikke den store opmærksomhed. Tværtimod er erfaringen med offentlighedsloven, at de to kontroversielle paragraffer 24 og 27, benyttes flittigt af embedsværket. Paragraf 24 giver mulighed for at forhindre indsigt i dokumenter, når de har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister, og paragraf 27 kan mørklægge offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.

Det er værd at bemærke det lille ord ”kan” i forbindelse med paragraf 27, for det er en mulighed og ikke en pligt at benytte paragraffen. Men det er den i adskillige tilfælde blevet til overflod for at forhindre aktindsigt.

Endelig er der den såkaldte generalklausul i §33, stk. 5, der i særlige tilfælde undtager offentlighed.

Det Konservative Folkeparti fortryder

Det Konservative Folkeparti indså forholdsvis hurtigt, at det havde været en fejltagelse, at partiet i 2013 støttede stramningen af offentlighedsloven. På partiets landsråd i 2015 bebudede Søren Pape Poulsen et opgør med offentlighedsloven:

”Vi skal tåle at kunne blive set i kortene. Derfor vil jeg gerne i dag klart og tydeligt sige, at Det Konservative Folkeparti er klar til at tage et opgør med offentlighedsloven.”

Søren Pape Poulsen erklærede i et interview i Politiken, at man er ”gået for langt” med loven, da ”det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed.”

Selvom det iregeringsgrundlaget af 27. november 2016 for V, K og LA mellem Venstre, Liberal Alliance og Der Konservative Folkeparti blev aftalt, at ”når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler”.

Søren Pape Poulsen gjorde intet som justitsminister

VKLA-regeringen formåede ikke at ændre offentlighedsloven, som bebudet i regeringsgrundlaget. Det er så meget mere påfaldende, fordi Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, som justitsminister havde ansvaret for den betændte sag.

Løfte om lempelser i offentlighedsloven brydes igen

På pressemødet den 1. juli 2022 om minkkommissionens beretning om forløbet, hvor regeringen beordrede alle mink i Danmark slået ihjel, bebudede statsminister Mette Frederiksen således en revision af offentlighedsloven, så det ville blive nemmere for offentligheden at få aktindsigt.

Men intet er sket selvom både Danske Medier og Dansk Journalistforbund løbende har krævet ændringer – ligesom Ytringsfrihedskommissionen har anbefalet en revision.

Efter det seneste Folketingsvalg bekendtgjorde Djøf og Dansk Journalistforbund den 13. november 2022 i en fælles kronik i Berlingske Tidende, at §§ 24 og 27 i offentlighedsloven spænder ben for større åbenhed. Trods den voksende tillidskrise mellem medier og embedsværk, er den fælles interesse: Åbenhed i den offentlige forvaltning er afgørende for vores folkestyre og tilliden til de demokratiske institutioner. Derfor er Djøf og Journalistforbundet til rådighed for det nye folketing, når de skal revidere offentlighedsloven.

Sker det endeligt?

Regeringens aftale med Radikale, Konservative og Danmarksdemokraterne om at nedsætte et lovforberedende udvalg, der skal komme med forslag til ændringer af offentlighedsloven og justitsminister Peter Hummelgaards nedsættelse af et udvalg er ingenlunde garanti for ændringer i offentlighedsloven.

Af udvalgets kommissorium fremgår, at udvalget på sit første møde i marts 2024 skal ”drøfte tidshorisonten for udvalgets arbejde”.

Spørgsmålet er om vi kan vente resultatet ad den græske kalender – Ad Kalendas graecas – et latinsk udtryk, der tillægges kejser Augustus. Det kan gengives med ”aldrig”. Udtrykket er således ment som en absurditet; jf. det danske udtryk når der er to torsdage i en uge.