Indspark

I Berlingske Tidende den 3. februar 2023 prøver Jarl Cordua at tage pulsen på Det Konservative Folkeparti. Den er der, men det er ikke meget, man har hørt til De Konservative, siden partiet holdt landsråd tilbage i september.

Et oplæg til et opdateret partiprogram – ”Stærke rødder i en omskiftelig tid” – blev lanceret som et værdipolitisk fremstød, der skulle vende udviklingen efter partiets miserable valgresultat på 5,5 procent ved valget i november 2022.

Trods forsøg på at involvere medlemmerne i idéudviklingen afslører meningsmålingerne ubarmhjertigt, at Det Konservative Folkeparti under Søren Pape Poulsens formandskab er kørt uhjælpeligt fast. Ser man alene på Voxmeter, der måler ugentligt, så har K stået bomstille omkring fem procent siden juni sidste år.

Et halvt år efter landsrådet ser det dermed fortsat ud til, at Pape-partiet bliver fravalgt af borgerlige vælgere, der i stedet foretrækker enten Liberal Alliance eller Danmarksdemokraterne.

I Weekendavisen har Hans Mortensen også bemærket den konservative partileders lave profil, men noterer, at Danmarks Radio, der blandt meget andet driver programmet Forsvundne danskere, har fundet Søren Pape Poulsen. Det er det politiske radioprogram Slotsholmen, der den 2. februar 2024 har støvet den konservative leder op. I radioprogrammet får Pape Poulsen lov til at udbrede sig om de konservatives bestræbelser på at få Storebæltsbroen udstyret med Dronning Margrethe II’s monogram.

Radioværterne lægger ikke skjul på deres store tvivl om forslagets egnethed til at genrejse Det Konservative Folkeparti, og fisker efter egentlige politiske initiativer. Lytterne får dermed indtryk af, at Søren Pape Poulsen har opgivet både ambitionerne om at blive statsminister og blå blok – drømmen går nu i retning af en regering, der udgår fra centrum-højre. En sådan regering med Venstre, Konservative og Liberal Alliance kunne meget vel omfatte både Moderaterne og De Radikale.

Selvom Alex Vanopslagh har været inde på noget lignende, er Søren Pape Poulsens muligheder for at realisere en sådan regeringskonstruktion næppe store hos Moderaterne, da Søren Pape Poulsen frimodigt antyder, at Løkke ikke er mere principfast, end at en statsministerpost kunne lokke ham tilbage i den blå lejr.

i et debatindlæg I Jyllands-Posten den 20. januar 2024 mener en konservativ partisoldat, at tiden er inde til udskiftninger i ledelsen af Det Konservative Folkeparti.

Det mangeårige medlem af Det Konservative Folkeparti, direktør David Munk-Bogballe, skrev allerede i september sidste år i Jyllands-Posten, at han var i tvivl om, hvorvidt Søren Pape var den rigtige formand for Det Konservative Folkeparti. I dag er han sikker på, at tiden nu er inde til at sætte alt ind på at trænge igennem til vælgerne og trække partiet mod fremgang og indflydelse.

David Munk-Bogballe oplyser, at han med stigende undren har iagttaget partiets slingrekurs og den hidtil aldeles frugtesløse snak om idéudvikling, genrejsning og relancering af partiet, og han skriver i indlægget:

”Det er et klart problem, at partiet ikke ejer eller har formået at sætte én eneste dagsorden. Måske er skattelettelser vigtige, men måske er de ikke vigtige alligevel. Måske er borgerlig økonomisk politik, forsvarspolitik, migration med mere vigtigt, men måske er det ikke? Altså, det der med at flygte fra alt, man har bygget op, så LA kan høste alle pointene, dur ikke rigtig,” konstaterer han tørt.

Men hvorfor er der så ingen, der gør noget, gør oprør? Ja, det hænger måske igen sammen med, at moderne partier er blevet små selvsupplerende knopskud på den offentlige sektor:

”At have magt i et politisk parti, at have indflydelse på samfundets udvikling, er forbundet med social status, der understøtter et selvbillede af, at man er betydningsfuld. Magten forvaltes i smukke bygninger på mondæne adresser, hvor der spises gode middage, og hvor der tales og træffes beslutning om sager med væsentlige konsekvenser for andre menneskers liv.

Som i ethvert andet parti har ledelsen i Det Konservative Folkeparti en hel del at skulle have sagt, når det handler om, hvem der skal have adgang til disse goder. Lægger man sig ud med ledelsen, ødelægger man den såkaldt gode stemning internt. Taber man, risikerer man tilmed at miste goderne helt eller delvist, og at døren til ’det gode selskab’ bliver lukket,” skriver David Munk-Bogballe.

David Munk-Bogballe er ikke hvem som helst. Han er mangeårigt medlem af partiet. Har bidraget med talrige debatindlæg, ligesom han har hjulpet til i partiet og engageret sig i den konservative bevægelse i flere sammenhænge. På den baggrund blev Munk-Bogballe i 2016 opstillet som folketingskandidat i Randers. David Munk-Bogballe har selv oplyst, at han kort før valget i 2018 pludselig fik besked fra vælgerforeningens bestyrelse om, at han ikke længere var folketingskandidat, fordi man fandt, at hans konservatisme var ”uklar”.

Det er almindeligt kendt, at partiets centrale ledelse ved Søren Pape Poulsens tro væbner, generalsekretær Søren Vandsø, benhårdt styrer opstillingen af folketingskandidater, der ellers ifølge partiets vedtægter formelt besluttes af generalforsamlinger i lokalforeningerne.