Har Danmark et medansvar for de fortvivlende forhold i Libyen?

Oplysninger offentliggjort af Altinget og britiske The Guardian i samarbejde med Airwars, som overvåger luftangreb, fortæller om, at danske F-16-kampfly ”med al sandsynlighed” bombede i luftangreb, hvor op mod 14 civile i Libyen skal være blevet dræbt i 2011.

Ifølge mediernes afsløring er det første gang, at et af de ti lande bag NATOs bombeangreb i Libyen har erkendt, at der har været civile tab.

FN-undersøgeren Marc Garlasco, som stod i spidsen for FN’s efterforskning af civile tab, erklærer sig ”dybt skuffet” over, at Forsvaret har holdt oplysningerne skjult.

Den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, har sagt, at han vil have sagen undersøgt.

Oprøret i Libyen

Den 15. februar 2011 udbrød der – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – med udgangspunkt i den østlige provinshovedstad Benghazi oprør i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig

Libyens suveræne hersker, Muammar al-Gaddafi, der rådede over en veltrænet hær af lejetropper og et slagkraftigt flyvevåben, fik snart overtaget.

Den 17. marts 2011 stod Gaddafi parat til at indtage oprørsbyen Benghazi, men samme dag vedtog FN’s Sikkerhedsråd at oprette en flyveforbudszone over Libyen, ”for at beskytte civilbefolkningen”.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen i dag, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Dermed kommer der nyt fokus på den danske deltagelse i en kontroversiel aktion, der var baseret på et FN-mandat, men som forsurede samarbejdet om international sikkerhed mellem Vesten og andre lande.

Tilbage i 2011 fik oprøret og revolutionen livgivende ny luft med NATOs bombeangreb. Ud fra hvad Berlingske korrespondent i krigszonen kunne se og oplevede i oprørets hovedby, kunne alt være faldet sammen, hvis ikke bomberne havde stoppet Gaddafis fremrykkende styrker.

En række af bombeangrebene forekom mere rettet mod Gaddafi og mindre for at beskytte civilbefolkningen. Under alle omstændigheder blev FN-mandatet om at beskytte civile fortolket bredt. En række ikkevestlige lande og sikkerhedseksperter mente, at vestlige lande anført af Frankrig og Storbritannien strakte FN-mandatet til det yderste og reelt ønskede at hjælpe oprøret med at styrte diktatoren Gaddafis regime.

Muammar al-Gaddafi blev i et skjulested under sin flugt og blev dræbt i oktober 2011 i nærheden af hans fødeby Sirte.

Kort efter blev NATO-angrebene indstillet.

Efter Gaddafi

NATO blev en del af krigen i Libyen, og den internationale koalitions luftvåben bidrog sammen med Danmark til at ændre Libyens historie.  

En meningsmåling fra marts 2011 pegede i retning af, at Folketingets beslutning om det militære bidrag havde stor opbakning. 78 procent erklærede sig enige i, at de seks jagerfly blev sendt af sted for at håndhæve et flyveforbud over Libyen.

Visionen om et fredeligt og demokratisk Libyen blev imidlertid ikke indfriet. NATO-landene trak sig tilbage igen, og Libyen har siden været hærget af borgerkrig.

Men bombeangrebene ændrede Libyens historie og Libyen har været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Konsekvenser for Sahel-regionen

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Ikke udsigt til demokratiske tilstande

Libyen blev selv overtaget af terrorister, og befolkningen har levet i et regulært helvede lige siden. Siden 2015 har Libyen imidlertid haft en overgangsregering som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord) er af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der siden 2016 har været ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, har imidlertid ikke været anerkendt af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA og Khalifa Haftar har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen, der er verdens 18. største land.

Alle bestræbelser på at få afholdt valg i Libyen har hidtil været frugtesløse.