
Det republikanske præsidentielle såkaldte caucus (valgmøde for partimedlemmer) blev i Iowa afholdt i sne og kulde mandag den 15. januar 2024.
Valget er led i det republikanske partis primærvalg, hvor partiets delegater til det republikanske partis ”National Convention”, der afholdes den 15. juli 2024, hvor partiets præsidentkandidat udpeges.
I Iowa har det republikanske parti fravalgt et formelt primærvalg med hemmelig afstemning til fordel for 1.670 caucuses – fysiske partimøder, hvor republikanske partimedlemmer udpeger 40 delegater ud af de i alt 2429 delegerede til National Convention. Den endelige præsidentkandidat skal sikre sig mindst halvdelen af de delegerede.
Med 85 pct. af stemmerne optalt mandag aften, kan det fastslås, at Donald Trump har vundet det republikanske primærvalg i Iowa.
Det er et vigtigt første skridt i hans forsøg på at genvinde præsidentposten i USA.
Donald Trump fik 51 pct. af stemmerne, mens Ron DeSantis fik 21,2 pct. og Nikki Haley fik 19,1 pct. Vivek Ramaswamy fik under 5 pct.
Inden mandagens caucus havde Donald Trump ligget forrest i meningsmålingerne.
Nikki Haley, Trumps FN-ambassadør i 2017-21 og tidligere republikansk guvernør i South Carolina, lå på andenpladsen med 17 pct. i meningsmålingerne.
Den tredje kandidat – Florida-guvernør Ron DeSantis – havde ligeledes 17 pct. i meningsmålingerne.
Den fjerde kandidat – tech-milliardæren Vivek Ramaswamy har efter valget i Iowa besluttet at suspendere sin valgkamp. Han har nu meddelt, at han støtter Donald Trump.
Næste valg – det første officielle republikanske primærvalg – afholdes den 23. januar 2024 i New Hampshire, hvor der udpeges 22 delegater.