Svenske toldere bevæbnes

Tullverket bevæbning

Det svenske toldvæsen har besluttet, at uniformeret personale, der arbejder med kontrol ved landets grænser, skal kunne være bevæbnet med en tjenestepistol. Det fremgår af den rapport om bevæbning og andre værnemidler, som det svenske toldvæsen, Tullverket, mandag den 15. januar 2024 har afleveret til regeringen, skriver telegrambureauet TT ifølge Aftonbladet.

Indtil nu har de svenske toldere kun været bevæbnet med knipler og peberspray, når de udførte grænsekontrol, hvor de blandt andet kan blive konfronteret med kriminelle, der transporterer store mængder narkotika og våben. Men i fremtiden kan de nu udstyres med en tjenestepistol.

”I Sverige skyder kriminelle uden at blinke, og hvem siger, at de ikke også vil gøre det, hvis vi afslører dem med narkotika eller våben”, udtalte en anonym svensk toldtjenestemand i 2023 til SVT Nyheter i Skåne i forbindelse med at en række toldchefer havde krævet mulighed for selvforsvar til tolderne.

“Vi foretager flere og flere omfattende narkotikabeslaglæggelser, og i dag møder vi oftere voldsparate kriminelle i vores arbejde ved grænserne. Den seneste tendens med stadig mere alvorlig kriminalitet har betydet, at vi skal skabe sikrere arbejdsforhold for vores medarbejdere, der arbejder i kontroloperationerne”, siger Charlotte Svensson, generaldirektør for det svenske toldvæsen.

Bevæbning kan være relevant, hvis efterretninger eller forhåndsoplysninger indikerer, at en situation kan være særlig risikabel. Det er således ikke kun i forbindelse med grænsekontroller, at tolderne oplever øget risiko. Også i forbindelse med Tullverkets lagre, hvor beslaglagte våben og narkotika opbevares, oplever tolderne et øget trusselsniveau og en generelt øget risiko for, at kriminelle vil forsøge at få det, der er blevet beslaglagt, tilbage: ”I langt de fleste af de beslaglæggelser af narkotika, vi foretager i dag, er smuglergodset udstyret med en GPS-sporingsenhed, og på den måde ved de kriminelle, hvor godset befinder sig, når vi har beslaglagt det”, udtalte den anonyme toldtjenestemand til SVT.

Selvom beslutningen om at give tolderne adgang til skydevåben nu formelt er taget, skal man ikke forvente at se bevæbnet toldpersonale ved kontrollerne i Ystad og ved Øresundsbroen foreløbig.

Det vil være det svenske toldvæsens kontrolafdeling, der vil vurdere, hvornår brugen af et våben er berettiget, men det kan tage tid, før bevæbningen er fuldt implementeret, da udstyr skal købes og personale uddannes. Tullverkets direktør, Charlotte Svensson, påpeger ikke overraskende, at disse investeringer sandsynligvis vil kræve en øget budgetbevilling til Tullverket.

Tidligere har kun civilklædt svensk toldpersonale, der arbejder for eksempel med overvågning og husundersøgelser, været bevæbnet.

Leave a comment