
Politiforbundet har på vegne af 13 polititjenestemænd ved Sydøstjyllands Politi klaget over DR’s dokumentar ”Forfulgt af Politiet?”
Dokumentaren, der blev sendt den 8. oktober 2023, overtræder efter Politiforbundets vurdering de presseetiske regler. Desuden er der faktuelle fejl i dokumentaren, der ifølge betjentene ubegrundet insinuerer, at politiet skulle have kørt en hetz mod familien i Vejle.
Som eksempel på dokumentarens uredelige fremstilling er nævnt, at der er blevet lagt en lydeffekt af et spark ind over en scene. I et interview med filmmagasinet Ekko bekræfter Thomas Falbe fra DR han, at der er tilføjet lyd, og han forklarer, at det er scener fra et overvågningskamera uden lyd, og at det er helt normal procedure at lægge lyd under de steder, der mangler.
Fagfolk undrer sig over, at DR tilsætter lydeffekter i noget, der i øvrigt præsenteres som dokumentation.
Det er imidlertid ikke første gang DR manipulerer med filmklip.
I september 2007 fratrådte journalist Jeppe Nybroe sin stilling i DR efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi. Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr.
Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede Jyllands-Posten, at han i en reportage bragt i DR’s udenrigsmagasin ”Horisont” den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget.