Mia Wagner, eftervederlag og ministerpensioner

Mia Wagner

Det blev mildest talt en kort tid som ligestillings- og digitaliseringsminister for erhvervskvinden Mia Wagner, da hun, på grund af helbredsproblemer, torsdag den 7. december 2023 trak sig efter 14 dage i jobbet, hvoraf de seks var reelle arbejdsdage.

Efter reglerne Mia Wagner får seks måneders eftervederlag, svarende til omkring 700.000 kr.

Med den ultrakorte ministertid nåede Mia Wagner imidlertid ikke, som tidligere kortlivede ministre, at optjene ret til ministerpension.

Jan Sjursen

Da Poul Nyrup Rasmussen efter Tamilsagen den 25. januar 1993 med tydelig reference til Poul Schlüters såkaldte Firkløverregering (1982-88) dannede den såkaldte Rødkløverregering, var det med deltagelse af Kristeligt Folkeparti (sammen med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Centrum-Demokraterne). Kristeligt Folkeparti var det mindste parti i koalitionen med kun 2 ministerposter: Partiets formand, Jann Sjursen, som Energiminister, og Flemming Kofod-Svendsen som Boligminister og Minister for nordisk samarbejde og Østersøspørgsmål.

Ligesom Venstre er klemt i den nuværende SMV-regering havde Kristeligt Folkeparti det svært i Rødkløverregeringen. Socialdemokratiet, der havde stærke synspunkter på både energi- og boligpolitik, og på en række af Kristeligt Folkepartis traditionelle mærkesager, afholdt sig ikke fra på den mest brutale måde at vride armen om på de kristelige. Partiets overvejende borgerlige bagland i Ringkøbing og omegn var langt fra begejstrede og kritikken rettede sig ikke mindst mod partiets 29-årige formand, Jann Sjursen.

En uheldig sag om Jann Sjursens ministerbil bidrog til kritikken og tiden er måske inde til en tilståelse:

Energiministeriets ministerbil havde nået en alder og km-stand, der efter de daværende finansministerielle regler tillod udskiftning. Dialogen om erstatningen foregik mellem energiminister Jann Sjursen (formand for Kristeligt Folkeparti og i øvrigt boende i Næstved) og ministerchaufføren. Ministerchaufføren havde en stærk præference for en stor bil, som forhandleren havde tilbudt til en pris, der ved forskellige kunstgreb var presset ned under den finansministerielle beløbsgrænse. Der stod ingenlunde Mercedes eller andet på Jann Sjursens ønskeliste – tværtimod gjorde han modstand, og talte endda om en lille, energivenlig bil – forskellige modeller, herunder en 2CV blev nævnt. Ministerchaufføren kom ingen vegne og gik i sin kvide til undertegnede, der var departementschef i Energiministeriet. Jeg tog sagen op med ministeren og foreholdt ham i indtrængende vendinger, at ministerbilen måtte betragtes som et rullende kontor, som han måtte forvente at tilbringe mange timer i. Traditionen, ministerchaufførernes forventninger og de finansministerielle regler tilsagde desuden en vis standard, som det ikke tilkom en ny og ung minister at tilsidesætte. Mit afgørende argument over for Jann Sjursen var, at tanken om en ministerbil i 2CV-klassen ville blive opfattet som en ukollegial handling og at eventuel goodwill ville være på de andre ministres bekostning. Det må betænkes, at Jann Sjursen på daværende tidspunkt var 29 år gammel og ganske lydhør for ministeriets rådgivning.

Det endte som bekendt med, at ministerchaufføren som følge af min intervention fik sin vilje og der blev anskaffet en meget stor Mercedes med et benzinforbrug – viste det sig – der oversteg alle andre ministerbiler.

Ekstra Bladet forfulgte sagen – og Jann Sjursen, der ellers stod for bæredygtighed og klimabevidsthed blev udsat for ganske heftig kritik.

Jeg måtte selvfølgelig over for Jann Sjursen beklage – ikke blokeringen for en 2CV-løsning, men at jeg ikke havde anbefalet en lidt mindre prangende ministerbil.

Burde Kristeligt Folkeparti i 1994 have forladt regeringen?

Der var aldrig tale om, at Jann Sjursen ligesom Jakob Ellemann-Jensen skulle træde tilbage, men sagen bidrog således til det grundlæggende problem: At Kristeligt Folkeparti var klemt i regeringen. En nøgtern analyse allerede i begyndelsen af 1994 ville have vist, at Kristeligt Folkeparti ville have haft langt bedre muligheder for at positionere sig selv uden for regeringen end mast af Poul Nyrup Rasmussen og de andre socialdemokrater.

Kristeligt Folkeparti gjorde ikke noget, og ved Folketingsvalget onsdag den 21. september 1994 blev partiet udraderet.

Tiden, der fulgte

Den 20. oktober 2023 kunne tidligere MF og energiminister Jann Sjursen fejre ikke kun sin 60-års fødselsdag, men også 30 år på pension.

Jann Sjursen, der var energiminister i fra januar 1993 til september 1994, har siden han som 30-årig fratrådte som minister den 28. september 1994 været berettiget til ministerpension, der årligt (i 1995 iflg. L42) udgjorde 212.665 kr.

Paradoksalt nok var Jann Sjursen 2020-22 formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Loven om vederlag og pension m.v. for ministre blev ændret i 1995, så tidligere ministre tidligst kan oppebære ministerpension når de fylder 60.

Bør Venstre træde ud af regeringen?

Venstre nuværende situation minder meget om den klemme, Kristeligt Folkeparti i 1994 befandt sig i: Venstre er klemt i SMV-regeringen. Partiet indtrådte i regering uden varsel til baglandets store overraskelse, og Venstre står nu i meningsmålingerne så ringe, at Venstres hovedbestyrelsen meget snart må erkende, at partiet har bedre mulighed for at positionere sig selv uden for regeringen end mast mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.

Jakob Ellemann-Jensen

Jakob Ellemann-Jensen er umiddelbart berettiget til eftervederlag som medlem af Folketinget og som minister. Hans tid som Miljø- og fødevareminister (2. maj 2018 – 27. juni 2019) og Vicestatsminister, forsvarsminister og økonomiminister (15. december 2022 – 23. oktober 2023) betyder, at Jakob Ellemann-Jensen nåede være minister to år og fire dage. Derfor er han fra folkepensionsalderen berettiget til en ministerpension, der årligt (i 2017-niveau) udgør 123.411,54 kr.

Ved at vente med at meddele sin afgang til mandag efter efterårsferien – frem for at gå af lige før efterårsferien – sikrede Jakob Ellemann-Jensen sig solid pensionsstigning på knap 45.000 kr. om året.

Leave a comment