Jordskredsvalget for 50 år siden

Jens Otto Krag trak sig i 1972 og overlod statsministerposten til Anker Jørgensen, der i november 1973 måtte udskrive valg til afholdelse den 4. december 1973.

Folketingsvalget den 4. december 1973 kaldes hyppigt “Jordskredsvalget”, der fik store konsekvenser for det politiske system i Danmark, der hidtil havde været domineret af 4 partier: Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale.

Tre nye partier – Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti – drog fordel af massiv vælgervandring og blev repræsenteret i Folketinget, medens de fire gamle partier tilsammen mistede 54 mandater, og mere end en tredjedel af folketingsmedlemmerne blev udskiftet.

Desuden kom Kommunisterne og Retsforbundet, der havde været ude af Folketinget siden 1960, ind igen.

Baggrunden

De store bevægelser i stemmeafgivningen kom bl.a. som en reaktion på stigende skatter som følge af mange ansættelser i det offentlige, indførelsen af fri abort, legalisering af billedporno, beskæring af forsvarsbudgettet og en generel mangel på tillid til de gamle partiers politikere.

”Træskoregeringen”

Selvom Venstre var gået tilbage med 8 mandater til 22, dannede Poul Hartling den 19. december Regeringen Poul Hartling, der sad indtil den 13. februar 1975. Den såkaldte ”Træskoregering”, havde danmarkshistoriens mindste opbakning med kun 22 venstremandater bag sig. Der blev imidlertid ikke konstateret noget flertal imod regeringen, der kun havde 12 ministre, og derfor også fik tilnavnet ”Det beskidte dusin”.

Interne stridigheder i Det Konservative Folkeparti

De Konservative havde ved jordskredsvalget i december 1973 mistet 15 af 31 mandater og var underdrejet af intern magtkamp mellem Erik Haunstrup-Clemmensen og Erik Ninn-Hansen. Hovedbestyrelsesmødet i januar 1974 tegnede derfor til at skulle blive alt andet end mindeværdigt. Sent lørdag aften tog nu afdøde landsretssagfører Kristian Mogensen mod en udfordring fra Clemme-fløjen om til næste dag at nedfælde væsentlige konservative grundsynspunkter, som alle ville kunne slutte op om.

Konservative teser

Søndag formiddag fremlagde Kristian Mogensen 11 konservative teser (se nedenfor) for hovedbestyrelsen.

Landsretssagfører Kristian Mogensen havde allerede inden da spillet en vigtig rolle på de indre linjer i Det Konservative Folkeparti. Med han nyformulering af klassiske konservative standpunkter bidrog han med de 11 teser konstruktivt til at give partiet ny styrke efter striden mellem fløjene og den uforsonlige strid mellem Erik Haunstrup Clemmensen og Erik Ninn-Hansen.

Traditionelt anses den britiske statsmand Edmund Burke for at være den moderne konservatismes fadder. Burke udgav i 1790 ”Reflections on the Revolution in France”, hvor han, som titlen fortæller, reflekterede over, hvad den liberale franske revolution havde bragt. Efter at have ironiseret over, hvor let det er at rive ned og kritisere fejl og mangler ved det bestående, skrev han: ”På én gang at bevare og forandre er noget ganske andet. Når man holder fast ved de nyttige dele af bestående institutioner, og skal tilpasse det nye, kræves der både åndskraft, beslutsomhed, evner til sammenligninger og kombinationer og forståelse for det hensigtsmæssige”. Og senere: ”En generel trang til forandring er typisk resultatet af selvtilstrækkelighed. Mennesker, der aldrig ser tilbage mod sine forfædre, kan ikke se frem mod det, der skal komme«.

Poul Schlüters epoke

Den næstfølgende fredag udgjorde teserne i bearbejdet version fundamentet for Poul Schlüters tale som politisk ordfører under Folketingets åbningsdebat efter jordskredsvalget. Teserne kom også til at præge det holdningsprogram, der blev vedtaget i februar 1974 af partiets repræsentantskab.

Udover at slå politisk bro i det splittede parti kom teserne derved til at pege fremad mod Schlüters langstrakte regeringstid, der startede med hans valg til partiformand ved Landsrådet i 1974. I Schlüters våbenskjold står ”At forandre for at bevare”.

Træskoregeringens endeligt

I mellemtiden havde Hartlings smalle Venstre-regering det svært. Regeringen forsøgte at føre en økonomisk genopretningspolitik, men mødte stor modstand fra oppositionen og ikke mindst fra fagbevægelsen.

Poul Hartling udskrev valg til afholdelse i januar 1975, og selv om Venstre næsten fordoblede sit mandattal, var det Anker Jørgensen, der nu dannede en socialdemokratisk regering. En borgerlig firkløverregering var ellers under opsejling, med den forholdsvis nyslåede leder for Det Konservative Folkeparti, Poul Schlüter som udenrigsminister, selvom de konservative ved valget blev reduceret fra 16 til 10 mandater. Hartling valgte til sidst at opgive regeringsdannelsen, da han ikke ville være afhængig af Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti.

—–

Teserne:

1: Vi må bekæmpe de patentreformatorer, som plager landet med deres evige trang til at lave om på alt muligt. Vort udgangspunkt må være, at når en samfundsindretning har virket godt og længe, er dette et argument for at bevare den og ikke for at afskaffe den. Selvfølgelig skal vi være med til at lave forandringer, og vi har selv adskillige at foreslå. Men betingelsen for at støtte en forandring må være, at det er en forandring til det bedre.

2: Der må føres en politik til støtte for de flittige og stræbsomme, som trækker læsset, men som for tiden nærmest må føle sig til grin, og som idelig mistænkeliggøres eller bliver misundt, hvis de får nogen fordel ud af deres indsats. Vi må fremme forståelsen for, at det først og fremmest er folks egen indsats, som skaber tryghed og gode kår; det er ikke de værdifuldeste samfundsborgere, som forlanger, at de stegte duer af sig selv skal komme flyvende ind i munden på dem, og som samtidig har travlt med at føre misundeligt kontrol med, om der kommer flere stegte duer til naboen.

3: Vi må støtte de frie erhverv, hvis indsats er grundlaget for samfundets velstand. Både de store virksomheder og de små (den enkelte handlende eller håndværker) skal have lov til at være her uden idelig at blive generet af samfundet.

4: Vi må bekæmpe klassepolitik og skabe forståelse for, at når vi f.eks. vil fremme industriens interesser, tænker vi ikke blot og ikke først og fremmest på industriens ejere, men på alle, som er beskæftiget i industrien, og som til syvende og sidst har fælles interesser.

5: Vi må til det yderste bekæmpe den lammende skatteplyndring, som er slået igennem i de senere år, ikke mindst på grund af overhåndtagende offentligt fråseri.

6: Vi må effektivt bekæmpe det tiltagende statsdirigereri og skrankepaveri, som irriterer os alle.

7: Vi vil føre en ansvarlig og human socialpolitik, men afskaffe den bestikkelses- og fordelingspolitik, som samfundets socialpolitik efterhånden har udviklet sig til.

8: Vi må værne om retsbevidstheden, og på ny sætte det gamle ord om, at lov er lov og lov skal holdes, i højsædet. Man må holde op med idelig at lave om på love og andre offentlige forskrifter, så efterhånden ingen kan finde ud af, hvad der er gældende ret. Man må også holde op med at lefle for bevidste lovbrydere. Når det f.eks. kaldes miljøskabende, at man i “Christiania” og andre “alternative samfund” åbenlyst sætter sig ud over gældende regler og bestemmelser, er det at gøre nar ad de folk, der endnu søger at skabe miljø hjemme eller på deres arbejdsplads inden for rammerne af gældende lov og ret.

9: Vi må have mod til at bekæmpe de højtråbende mindretal, som har travlt med at nedbryde almindelig moral og anstændighed.

10: Vi må føre en skolepolitik, der respekterer forældrenes ret til at opdrage deres børn. Det er ikke skolens fornemmeste opgave at præge børnenes livssyn og karakter, og vi vil ikke lade pædagoger og psykologer bemægtige sig denne opgave. Derimod er det skolens opgave at bibringe børnene kundskaber, og det er børnene, der senere må betale prisen, hvis skolen forsømmer opgaven. – Man må i skolepolitikken holde op med de håbløse forsøg på at bortforklare eller tilsløre den kendsgerning, at menneskene er født med forskellige evner og anlæg.

11: Sidst, men ikke mindst, må vi stå vagt om landets forsvar.

På det konservative landsråd i 2008 blev de taget op i en indstilling, som havde til hensigt at opdatere dem. Indstillingen blev forkastet.