Hvad nu, Argentina?

Da den stærkt højreorienterede og markedsliberale økonom, Javier Milei, i anden runde af præsidentvalget i Argentina søndag den 19. november 2023 komfortabelt slog den socialdemokratiske Sergio Massa fra Peronistbevægelsen kom det for nogle argentinere som et chok. Peronistbevægelsen har i årtier domineret Argentinsk politik med socialdemokratisk fordelingspolitik, men da der ikke var mere at fordele, var det slut.

En hovedkilde til opbakningen til Javier Mileis kommer fra unge mennesker – og unge mænd i særdeleshed.

Forud for valget viste meningsmålinger, at næsten 50 procent af vælgerne på 29 og yngre støttede Milei, outsider og selvbeskreven “anarko-kapitalist”, der taler imod traditionelle politikere og stempler dem som medlemmer af en ” kaste”, der skal gøres op med.

Hans kampagneslogan, “que se vayan todos,” eller “slip af med dem alle,” bringer mindelser om Trumps “dræn sumpen”.

En sejr til Mileis kampagne i Argentina tjener på nogle måder som en indikator for den yderste højrefløjs fremgang. Men med de unge vælgeres støtte, adskiller Milei sig fra de højreekstremistiske stjerner, han ofte sammenlignes med, herunder Trump og Brasiliens Jair Bolsonaro, som begge blev fravalgt af unge vælgere i deres seneste forsøg på genvalg.

Med over 140 procent inflation, foreslår Milei at afskaffe centralbanken og dollarisere økonomien ved at erstatte den argentinske peso med den amerikanske dollar – et skridt, der ikke er testet af lande i Argentinas skala.

Han har givet udtryk for støtte til andre ekstreme holdninger, herunder liberalisering af våbenlovgivningen og mulighed for enkeltpersoners at sælge deres organer. Han benægter menneskeskabte klimaændringer og er imod fri abort. Ved stævner er han ofte set med en motorsav, der symboliserer hans plan om at skære ned på offentlige udgifter og optrevle Argentinas generøse sikkerhedsnet.

Efter Mileis opfattelse bør staten stort set begrænse sig til hjemlandets sikkerhed: Til det formål har han lovet at afskaffe blandt andre ministerierne for undervisning, for miljø og for kvinder, køn og mangfoldighed.

Mileis kampagne har forført folk som Tucker Carlson, der tidligere var på Fox News, er ikke overraskende. Men Argentinas ungdom har faktisk traditionelt ikke været forbundet med højreorienterede kræfter. I det meste af dette århundrede er hovedparten af ​​deres støtte gået til den venstreorienterede, socialdemokratiske, peronistiske bevægelse. Så sent som i 2019, da det sidste præsidentvalg fandt sted, blev unge vælgere set som en vigtig gruppe til fordel for venstrefløjens kandidat og endelige vinder. Tilbage i 1970’erne og 80’erne spillede studerende og unge en stor rolle i oppositionen til den regerende militærjunta.

I en historisk kontekst repræsenterer de unge vælgeres skifte over mod Milei derfor et paradigmeskifte, der vil noget.

Eksperter siger, at der er mange grunde til dette skift, men den vigtigste grund er langvarig og forværret økonomisk krise, som har betydet, at mange er parate til en skarp drejning væk fra den normale politik til noget helt andet. Det er også en modreaktion mod restriktionerne fra pandemitiden, og mod en bølge af nylige progressive tiltag i Argentina, herunder et betydningsfuldt lovforslag, der legaliserede abort i 2020 .

Det, der startede som en ungdomsbevægelse, der støttede Mileis kampagne, udvidede sig til at omfatte grupper i alle aldre over hele landet med unge, der arbejdede på at påvirke ældre slægtninge. Den voksende appel banede Mileis vej til magten.

En sejr til Milei kaster nu Argentina ud i uvished.

Uanset hvilken økonomiske indikator du konsulterer, er resultatet det samme: Tingene i Argentina er forfærdelige. Den årlige inflation ramte 140 procent i oktober. Lidt over 40 procent af argentinerne lever i øjeblikket i fattigdom. Centralbanken er omtrent drænet for reserver, hvilket øger risikoen for en potentiel valutadevaluering og endnu en misligholdelse af aftalerne med IMF og andre internationale långivere. Ingen går ram forbi af den økonomiske krise, men unge mennesker er i særlig grad ramt af arbejdsløshed.

For mange unge er det eneste Argentina, de har kendt, et i en krisetilstand. Siden 2012 har den argentinske økonomi som oftest været i recession, og Den Internationale Valutafond har forudsagt endnu en økonomisk nedgang for´2023.

Mileis slagnummer for at bremse inflationen – dollariseringen – udskiftningen af den argentinske peso med den amerikanske dollar som møntfod, anses af eksperter som nærmest umulig at gennemføre. Ikke mindst på grund af den utilstrækkelige mængde dollars, der er tilbage i centralbankens kasse. I 1990’erne viste en dollar-peso-binding sig populær på kort sigt, men det førte til en knusende devaluering af pesoen, voldsom fattigdom og blodige optøjer.

Nogle analytikere siger, at unge vælgere naivt tror, at Milei problemfrit vil være i stand til at vende Argentinas problemer. Men mange unge, er udmærket klar over, at Mileis politik kan slå fejl, men med ham er der i det mindste et håb om, at det kan blive bedre.

En radikaliserende pandemi

Milei hævede drastisk sin offentlige profil under pandemien, da han sluttede sig til anti-indespærringsprotester organiseret af unge mennesker og hyppigt optrådte på TV, hvor han argumenterede for, at omkostningerne ved regeringens nedlukninger ville ende med at overstige omkostningerne ved Covid. Der var i Argentina et modtageligt publikum for disse synspunkter, delvist på grund af de lockdowns, som Argentina indførte i 2020, og som varede indtil november samme år. Det var ikke i nærheden af ​​intensiteten af ​​Kinas nul-Covid-politik, men de unge blev ramt uforholdsmæssigt hårdt. I Argentina er næsten 45 procent af alle arbejdere i den såkaldte ”uformelle” økonomi mellem 18 og 29 år. At ”arbejde hjemme” var ikke en mulighed, så at blive hjemme betød at give afkald på løn.

Sideløbende havde en hær af Milei-støttende influencers et voksende publikum på TikTok og YouTube. Klip af Mileis tv-optrædener blev vist igen og igen på disse platforme, og de var med til at give Milei en lngt større social rækkevidde end hans konkurrenter ved dette valg. På TikTok har Mileis officielle konto fået næsten fire gange så mange følgere som kandidaterne fra centrum-venstre og fra centrum-højre – tilsammen!

“Jeg vil ikke undskylde for at have en penis,” har Milei sagt i et interview, og ud over at modsætte sig abortrettigheder har Milei benægtet eksistensen af ​​kønsbestemte lønforskelle og undveget et spørgsmål på en debatscene om vold mod kvinder. Disse holdninger gav næring til store feministiske demonstrationer over hele landet i slutningen af ​​sidste måned, hvor deltagere rapporterede frygt for, at deres rettigheder ville være i fare under et Milei-præsidentskab.

Mange unge vælgere deler næppe alle Mileis kontroversielle meninger, Men midt i den alvorlige økonomiske krise er deres topprioritet Mileis forslag om at stabilisere landets økonomi. De fleste af de unge mennesker fordømmer Mileis påstand om, at klimaændringer er en “socialistisk løgn.” Deres stemmer er bare ikke baseret på det.

Det er ikke sådan, at de mennesker, der stemmer på Milei, siger: ”Fuck klimaet”, men mange vil sige, at de skal have nogle penge i lommen først. Så kan de bekymre sig om klimaet.

De eneste mennesker, der kan bekymre sig om klimaændringer, er mennesker, der har fyldte køleskabe. Og sådan er det også med andre af Mileis kontroversielle politiske meninger, lige fra salg af organer til abort.

Iagttagere er enige om, at Javier Milei måske vil finde det væsentligt sværere, når han først den 10. december 2023 er indsat i embedet at gennemføre sine radikale økonomiske reformer og blokere for implementeringen af ​​abortloven.

Det er uklart, om Milei overhovedet vil være i stand til at gennemføre ret meget. Funktionelt er hans basis et enkeltmandsparti med få allierede i den lovgivende forsamling og ingen i provinsguvernørskaber eller større borgmesterposter over hele landet.

Koalitionsopbygning kan vise sig at være kompliceret i betragtning af Milei-lejrens mangel på regeringserfaring.

Disse regeringsmæssige udfordringer kan gøre det svært for Milei at skabe tillid blandt potentielle investorer i Argentinas økonomi.

Nu vil Argentina se, hvordan outsideren kan ryste tingene op – og hvis han formår at implementere dem, om hans ekstreme økonomiske forslag rent faktisk kan fungere.