
Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, har indtaget en selvbestaltet rolle som revser af danske medier, og specielt mediernes kritiske dækning af statsminister Mette Frederiksen, tidligere forsvarsminister Trine Bramsen og Statsministeriets entreprenante departementschef, Barbara Bertelsen.
I et interview i Berlingske Tidende erklærer hun sig enig med statsminister Mette Frederiksen, der havde rettet en slet skjult kritik af medierne. Nu har regeringen udpeget en ny formand for fremtidens journalister. Hun hedder Lea Korsgaard og er – i grove træk – enig med statsministeren.
Hun har kritiseret mediernes dækning af Mink-skandalen og kritikken af den tidligere forsvarsministers misbrug af forsvarets materiel, og i sidste uge revsede hun danske mediers dækning af FE-sagen.
Chefredaktøren påpegede, at journalister og medier i flere tilfælde havde haft en form for dobbeltrolle.
For eksempel nævnte hun Politikens journalist Hans Davidsen-Nielsen, der angiveligt var nævnt i anklageskriftet mod tidligere FE-chef Lars Findsen og Berlingskes tidligere nyhedschef Simon Andersen, der spillede en aktiv rolle i at formidle kontakt mellem Lars Findsen og den terrordømte Ahmed Samsam, der har været agent for det danske efterretningsvæsen.
Derudover mener Lea Korsgaard, at medierne har lagt spalteplads til sladder og rygter om Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, og hun mener, at påstandene om hendes rolle i sagen har lagt sig som et filter i den journalistiske dækning – selvom ingen af dem er bekræftede.
Frihedsbrevet har afdækket, at der består en relation mellem Korsgaard og Barbara Bertelsen – de ses privat og kort før Lea Korsgaard skrev sit kritiske indlæg om dansk presse, deltog hun i Bertelsens 50-års fødselsdag.
I et interview med Frihedsbrevet mener Lea Korsgaard ikke, at hun har et problem med habilitet, da hun ikke er venner med Barbara Bertelsen.
”Barbara Bertelsen er blevet en slags figur i offentligheden, hvor alene det at have en relation til hende gør dig skyldig by association. Det kan jeg ikke lade være med at læse ind i dine spørgsmål. For mig er det interessant, for det siger nemlig en hel masse om mediedækningen her. At det forudindtagede syn på, at alene det at kende hende – alene det at hun findes derude, er næsten odiøst i sig selv eller mistænkeligt i sig selv, ikk’”, siger hun blandt andet til Frihedsbrevet.
Lea Korsgaard erkender dog, at hun godt kunne have skrevet, at hun kendte Barbara Bertelsen. Men hun mener ikke, at det er et problem, at hun ikke skrev det. Det har nemlig ifølge chefredaktøren ikke noget med habilitet at gøre.
Lea Korsgaard er bestyrelsesformand for Zetland ApS, der udgiver netmediet Zetland, hvor hun er chefredaktør. Zetland producerer journalistisk indhold, men har ikke fokus på klassiske nyhedskriterier og hastighed. Formaterne er typisk lange, og der bliver ikke produceret samme mængde stof, som ved traditionelle nyhedsmedier som f.eks. TV 2, DR, Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske.
Bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Lea Korsgaard er også af Mette Frederiksens tidligere regering udpeget som lønnet bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Medieansvarsudvalget
Desuden er Korsgaard af Mette Frederiksens tidligere regering udpeget som medlem af Medieansvarsudvalget under Kulturministeriet.
Mediestøtte til udvikling af Zetland
I 2022 blev der i årets første runde fra Medienævnet under Kulturministeriet i alt uddelt 12.672.494 millioner kroner i innovationsstøtte, og heraf er der tildelt udviklingsstøtte for 8.461.994,40 kr.
Lea Korsgaards medie, Zetland ApS modtog 2.709.440 kr. i udviklingsstøtte. I 2. runde i 2022 modtog Zetland yderligere 207.360 kr. til ”Udvikling, forundersøgelse”
Det må derfor antages, at Medienævnet er blevet overbevist om, at Zetland med de udviklingsprojekter de har præsenteret for nævnet ”kan fastholde, forbedre eller udvikle produktion og formidling af det redaktionelle indhold eller at gennemføre en omstilling til ny teknologi eller infrastruktur til formidling af mediers indhold”.
Det er i hvert fald kravet til udviklingsstøtte i Bekendtgørelse om mediestøtte.
Af Medienævnets årsrapport for 2022 fra april 2023 fremgår det, at Zetland ApS i 2023 har modtaget 4.081.440,52 kr. i tilskud til redaktionel produktionsstøtte.