Kong Frederik 5.

I slutningen af 2020 blev en buste af kong Frederik den 5. stjålet fra sin plads i festsalen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Busten dukkede senere op på bunden af Københavns Havn. Gruppen ”Anonyme Billedkunstnere” erkendte, at det var dem, der stod bag og lagde en video op af hele aktionen.

Institutleder på Kunstakademiet, Katrine Dirckinck-Holmfeld, erkendte, at hun var en del af kunstnergruppen, og det førte til, at Kunstakademiet bortviste Dirckinck-Holmfeld.

Selvom de færreste havde nærmere kendskab til Frederik 5., der levede fra 1723 til 1766 og regerede fra sin far Christian VI’s død i 1746 og frem til sin egen død 20 år senere, tillagde kunstnergruppens aktion ham et væsentligt ansvar for datidens slaveri og racisme.

Kunstnergruppen fik i øvrigt en støtteerklæring fra 720 mennesker fra kulturmiljøet, så woke-aktivisterne stod ikke alene. Da debatten var i gang, fik institutlederen et beløb fra Statens Kunstfond for at arbejde videre med sin kunstneriske happening, så man må formode at buste-kasterne har repræsentanter i den kunstfond, der råder over borgernes surt indbetalte penge.

Den florissante periode

Danmark-Norge havde på Frederik 5. tid højkonjunkturer under den såkaldte florissante handelsperiode i sidste halvdel af 1700-tallet og frem til krigen med England i 1807.

Det var også den danske kolonitids højdepunkt. Det var tiden, hvor Frederiksstaden og Amalienborg blev bygget i København, og hvor den franske billedhugger Saly skabte pragtstatuen af Frederik V på Amalienborg Slotsplads.

Det var også den tid, hvor Det Kongelige Kunstakademi blev grundlagt, hvilket forklarer, at der på en hædersplads i festsalen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København stod den gipsstatue af kong Frederik 5. som Anonyme Billedkunstnere smed i havnen.

Da Danmark overtager øen St. Croix i Vestindien i 1753, bliver Frederik V personligt plantageejer og dermed også den eneste danske konge i historien, som er slaveejer, dog kun i en periode på ni år. Det er dog ubestrideligt, at slaveriet i Dansk Vestindien tog fart i hans regeringstid.

Kong Frederik 5. er også blevet kendt i en bredere kreds i anledning af filmen ”Bastarden” om Ludvig van Kahlen og opdyrkningen af den jyske hede.

Ludvig von Kahlen, hovedpersonen i filmen ”Bastarden”, var en historisk person

Den senere kaptajn von Kahlen blev født ca. 1700 i hertugdømmet Sachsen-Lauenburg ved Mecklenburg og havde erfaring med både landbrug og landmåling, inden han indtrådte i militæret.

Ved freden i Roskilde i 1658 mistede Danmark store landbrugsområder i det sydlige Sverige. Gennem flere forordninger forsøgte skiftende regenter at få danske bønder til at opdyrke Danmarks hedearealer.

Frederik 5. gik i 1751 så langt som til at udstede en kongelig forordning om fritagelse for skatter (og ret til brændevinsdyrkning) til danske bønder, der ville slå sig ned og dyrke heden i Jylland.

Den nye kongelige forordning om hede opdyrkning, faldt sammen med von Kahlens interesse for sagen. Den tyske kaptajn meldte sig derfor i 1753 hos Kong Frederik 5. og fik til en begyndelse 200 rigsdaler af Rentekammeret, statens finansvæsen, til at påbegynde undersøgelsen af heden.

I årene 1754-55 byggede han ved Sejbæk på Alheden nær Viborg en gård, som han til regentens ære kaldte Kongenshus.

Hans plan gik fra begyndelsen ud på at hente tyske landbrugsfamilier til området, så de med deres erfaring kunne hjælpe med opdyrkningen af jorden.

Tysk modvilje

Det lykkedes dog kun von Kahlen at få hvervet nogle få familier til arbejdet, selvom de blev stillet statsfinansierede gårde i udsigt. Da de tyske familier kom til Kongenshus og så vilkårene og opgaven med at bryde heden op, mistede de imidlertid modet, og efter blot otte dage ønskede de at rejse hjem igen. Trods udsigten til gratis gårde, var det ikke sliddet værd, mente de, hvilket siger en del om arbejdsbyrden.

Von Kahlen var dog ikke indstillet på uden videre at lade sine landsmænd rejse tilbage igen. Derfor forsøgte gæstearbejderne i ly af natten at flygte fra Kongenshus, hvor de var indkvarteret. Deres plan blev i sidste ende forpurret, og der blev efterfølgende sat vagter ved gården, som skulle sikre, at scenariet ikke gentog sig. Men tyskerne nægtede fortsat at påtage sig det møjsommelige arbejde, og til sidst blev de sendt til tugthuset i Viborg.

Enden blev, at hver familie blev betalt 6 skilling til hjemrejsen.

Forgæves kamp

Kaptajn von Kahlen fortsatte sin kamp mod heden frem til 1765, hvor han måtte se nederlaget i øjnene, og bad om fratrædelse.

Dette ønske blev først imødekommet i 1766, da von Kahlen blev forflyttet til Fladstrand ved Frederikshavn. Her blev han chef for en militærenhed. Det var også her han døde otte år senere i 1774.

Frederik V. Kongelig forordning om hededyrkning

Trods tilbuddene i forordningen fra Frederik 5. var der – bortset fra Ludvig von Kahlen – ingen, der meldte sig. Der blev derfor igangsat en hvervekampagne i Tyskland, hvor heldet var større. I årene 1759‑60 rejste omkring 300 tyske familier, hovedsagelig fra områderne Hessen, Phalz og Württemberg i det sydvestlige Tyskland, til Danmark for at bosætte sig på Alhede og Randbøl Hede.

Ved ankomsten til Danmark nægtede kolonisterne i første omgang at bosætte sig på heden, da de ikke mente, at man ville kunne opdyrke området. Først efter tilbageholdelse af de lovede dagpenge lykkedes det myndighederne at presse de fleste kolonistfamilier til at bosætte sig. Også gårdenes placering voldte problemer. Fra statens side ønskede man spredte gårde med udgangspunkt i de udflytninger af landsbyer, som var påbegyndt på enkelte danske godser. Men tyskerne ønskede at bo sammen i landsbyer som i deres hjemland, og her fik kolonisterne deres vilje.

De første år var konfliktfyldte, og i 1763 blev 68 kolonistfamilier udvist grundet uduelighed. Mange andre familier valgte i de følgende år at forlade heden for at rejse tilbage til Tyskland eller videre til Rusland, hvorfra der også blev tilbudt gunstige forhold for tilflyttere.

Kartoffeltyskerne

Blot 59 familier forblev, men de tilbageværende kolonister havde ikke meget held med korndyrkningen i den sandede og magre jord. I stedet dyrkede de grøntsager, bl.a. kartofler, som de solgte på markederne i Viborg og dermed var med til at introducere på det danske marked. Kartoflernes vigtighed for de tyske kolonister gav dem øgenavnet ”kartoffeltyskere”.

Efterkommere har i flere generationer holdt fast i deres tyske sprog og fortsat talt tysk internt frem til sidste halvdel af 1800-tallet. På den fredede kongeligt privilegerede Grønhøj Kro fra 1848 er der en lille udstilling om kartoffeltyskerne i kroens gæstehus, Svenskerhuset.

Mere om Frederik 5.

Historikeren Søren Mentz har netop på Gads Forlag udgivet fået udgivet: ”Frederik 5. Den elskværdige europæer”.

PS.:

Den danske filmbranche uddeler Robert-priserne 3. februar 2024. Nikolaj Arcels storfilm “Bastarden”, der fortæller historien om kampen om den uopdyrkede jyske hede i 1750’ernes Danmark, er nomineret i 14 kategorier, herunder i kategorien Årets Danske Spillefilm, i kategorien Årets Instruktør (Nikolaj Arcel), og i Årets Mandlige Hovedrolle (Mads Mikkelsen).