Rudeknusning, rotter og mus i Gaza-konflikten

McDonald smadret rude

I forbindelse med pro-palæstinensiske protestaktioner mod krigen mellem Israel og Hamas og Israels fremfærd i Gaza har der været rejst krav om Israel-boykot og diverse aktioner rettet mod McDonald’s, Føtex, Starbucks og andre virksomheder.

Ved en demonstration for Palæstina lørdag i Berlin var op mod ni tusinde demonstranter på vej til Potsdamer Platz, da ifølge Berliner Zeitung nogle af dem stoppede foran en Starbucks-filial og råbte “Skam dig” og viftede med palæstinensiske flag, brød ind i butikken, spyttede på væggene og chikanerede kunderne.

Selvom om det ikke umiddelbart er indlysende, hvorfor det netop var mod Starbucks, der blev demonstreret, deles opfordringer til boykot af kaffehuskæden millioner af gange på sociale medier.

Tilsyneladende har det hele at gøre med en tvist mellem Starbucks og dele af dets arbejdsstyrke. Blot få dage efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober postede fagforeningen Starbucks Workers United sloganet “Solidaritet med Palæstina” på X (tidligere Twitter) med et billede af en Hamas-bulldozer, der i Gazastriben rev et hegn ned. Ifølge CNN reagerede Starbucks i første omgang med en erklæring, der fordømte Hamas’ handlinger og tog afstand fra Workers Uniteds udtalelser og synspunkter. Samtidig har Starbucks krævet, at fagforeningen ændrer sit logo, der let kan forveksles med Starbucks officielle varemærke.

I Danmark har mindst 4 McDonald’s-restauranter været udsat for angreb, der kobles til krigen mellem Israel og Hamas. Også Føtex-butikker har haft besøg af Israel-kritiske demonstranter.

Det bemærkelsesværdige er, at både McDonald’s og Føtex ikke er indstillet på at tale om angrebene. Natten til søndag blev størstedelen af ruderne på McDonald’s-restauranten i Tilst smadret, men McDonald holder lav profil.

I tre af burgerrestauranterne er der blevet lukket rotter og mus ud. På en video delt på det sociale medie Tiktok kan man se en person komme ind på en McDonald’s i Odensebydelen Vollsmose med en kasse med rotter, som bliver smidt ud på gulvet.

Noget tilsvarende er hændt på McDonald’s i Glostrup og i Slagelse.

McDonald’s har været kritiseret i den arabiske verden, efter at en franchiseafdeling af McDonald’s i Israel annoncerede, at den ville give gratis måltider til israelske soldater, betjente og borgere. Det skete efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober, der kostede over 1.400 israelere livet.

Siden har der været beretninger om kast af rotter og mus på McDonald’s restauranter i Danmark, Storbritannien og andre steder – bl.a. mus malet i Palæstinas flags farver.

Føtex på Mimers Plads i København har været udsat for en aktion begået af pro-palæstinensere, som har sat ”Boykot Israel”-klistermærker på varer produceret i Israel.

Fælles for McDonald’s og Føtex er, at de ikke ønsker opmærksomhed omkring episoderne. Samtlige spørgsmål bliver således besvaret med tavshed.

McDonald’s restauranterne bliver drevet af individuelle franchisetagere. Flere oplyser, at det er besluttet, at alle pressehenvendelser om angrebene skal besvares af den øverste ledelse. Herfra ønsker man ikke at svare på, om burgerkæden fordømmer angrebene.

”Vi har ikke andre kommentarer end at bekræfte hændelserne, og at de er meldt til politiet”, oplyser burgerkædens danske presseafdeling til Jyllands-Posten.

Samme model – tavshed – har man valgt i Salling Group, der ejer Føtex-butikkerne: ”Det er en sag, der kalder på mange følelser, og derfor håndterer vi sagen praktisk og lokalt”, oplyser Henrik Vinther Olesen, kommunikationschef i Salling Group til Jyllands-Posten.

Leave a comment