Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek har skrevet en bog, ”Arbejdets land”, som, allerede inden den er udkommet, har været årsag til en del debat. I bogen uddyber Kaare Dybvad Bek debatten om danskernes arbejdsmoral.
Også statsminister Mette Frederiksen har dyrket temaet om arbejdsmoral. På Socialdemokratiets årsmøde, der blev afholdt i september, understregede hun vigtigheden af, at flere danskere går på arbejde hver dag: ”Hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral, ja, så holder vores velfærdsmodel ikke”, sagde statsministeren fra talerstolen.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, satte i sensommeren gang i debatten om danskernes arbejdsmoral. Her langede han ud efter danskere, der arbejder mindre, end de kan.
Socialdemokratiet påstår, at der er en tendens i samfundet til at arbejde mindre. Dermed – mener socialdemokraterne – er ”samfundskontrakten” truet, fordi det risikerer at sætte finansieringen af velfærdssamfundet over styr, hvis for mange danskere tænker sådan.
Finansieringen af velfærdssamfundet var begrundelsen for at et flertal i Folketinget afskaffet Store Bededag som helligdag. Dagen bliver fra og med 2024 til en almindelig ekstra arbejdsdag.
Brud på samfundskontrakten?
Mange har forståelse for hele argumentet om, at vi har en samfundskontrakt, hvor vi skal yde før vi kan nyde, og modydelsen til at borgerne arbejder er at få del i velfærdsstatens goder.
Mens det arbejdende folk – danskerne – har holdt deres del af aftalen, har staten for længst opsagt kontrakten.
Borgerne bliver flået af et uigennemskueligt og Kafkask skatte- og afgiftssystem med afgifter og skatter på alt fra vand og miljøaftryk til mellem-, top- og toptop-indkomster. Alligevel er over 3 millioner i arbejde.
Ud fra enhver betragtning, må danskerne siges at leve op til deres del af kontrakten.
Men hvordan ligger det egentlig med modydelsen?
Lever daginstitutioner, skoler, sundhedssektor og ældreforsorg op til løftet om ordentlig, forsvarlig kernevelfærd?
Kvaliteten i den offentlige sektor er sine steder rystende ringe.
Mens skatteborgernes penge ødes bort på dårlig ledelse og politisk projektmageri, mangler mange institutioner faglærte pædagoger, og det gavner ikke børn at være der de fleste af deres vågne timer.
I skolerne undervises eleverne af såkaldte lærere uden hverken pædagogiske eller didaktiske kompetencer.
Sundhedsvæsenets kapacitet begrænses af dårlig ledelse og manglen på læger og sygeplejersker og ældreforsorgens ”tilbud” til hjælpeløse gamle er ofte under al kritik.
Selv i forhold til ordensmagten og forsvaret er der rejst tvivl om borgerne får ”value for money”.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 