
Ifølge den konservative leder, Søren Pape Poulsen, skal den kommende CO2-afgift pålægges fødevareproduktionen og dermed danske landmænd: ”Hvis du lægger en afgift andre steder end på produktionsleddet, får det ikke den ønskede effekt. Det der med, at den skal være i køledisken, giver jo ingen mening”, siger Søren Pape Poulsen til Politiken.
Ligesom den konservative Hellerup-frue, Connie Hedegaard, tøver den tidligere statsministerkandidat fra Viborg heller ikke med at udlægge holdningen i partiet Venstre: ”Jeg er ikke i tvivl om, at de to (Troels Lund Poulsen og Jacob Ellemann-Jensen) har to forskellige måder at fortælle om det og fremlægge det på. Og det kan være, at det bliver forskelligt opfattet, men jeg tænker, at bundlinjen bliver den samme”, siger Pape.
Det er vel ingen undskyldning, at hverken Pape Poulsen eller Connie Hedegaard har nærmere kendskab til landbrugsforhold og heller ikke har stor viden om CO2e-afgifter?
Kendsgerningen er, at der stort set ingen erfaringer er med indførsel af klimaafgifter på landbrugets biologiske processer. Skatteministeriet har således til Folketinget oplyst, at man ikke har kendskab til lande, der har indført en beskatning eller CO2-afgift på landbrugets ikke-energirelaterede udledninger.
Alligevel aftalte et bredt flertal i Folketinget I sommeren 2022 en CO2-afgift på 750 kroner for virksomheder uden for EU’s kvotehandelssystem. Landbruget var ikke umiddelbart omfattet af aftalen, men SVM-regeringen har skrevet ind i sit regeringsgrundlag, at landbruget også skal pålægges en CO2-afgift.
Regeringen vil fremlægge et forslag til en afgift, når en ekspertgruppe er kommet med sine anbefalinger sidst på året. Mens vi venter, har formanden oplyst, at opgaven er vanskelig.
Alligevel har regeringspartierne, venstrefløjen og Det Konservative Folkeparti på forhånd sagt ja til en CO2-afgift på landbruget, og kun Danmarksdemokraterne har utvetydigt afvist, at Danmark skulle gå enegang og indføre en CO2-afgift på dansk landbrug.
New Zealand er det eneste andet land i verden, som har arbejdet med en lignende CO2-afgift. For få uger siden besluttede New Zealands Labour-ledede centrum-venstre regering at udsætte klimaafgiften på landbrugets udledninger af drivhusgasser, og siden har et regeringsskifte formentlig betydet at afgiften ikke indføres i den forudseelige fremtid.
Selvom man i New Zealand inden valget i princippet havde tilsluttet sig en afgift, er man på ingen måde i mål hverken med beregningsmodellen eller niveauet for en afgift. Hidtil har man i New Zealand talt om afgifter på 20 kroner pr. ton CO2, og dermed på et helt andet niveau end de 375/750 kr. pr. ton CO2, der tales om i Danmark.
En dansk enegang med CO2-skat på landbruget vil især påvirke den animalske produktion. Udover de økonomiske konsekvenser for dansk landbrug, vil en afgift også få politiske omkostninger.