Socialdemokratisk selvkritik

Den tidligere norske statsminister fra Arbejderpartiet, Thorbjørn Jagland, langer i 3. bind af hans erindringer, “Ti år for Europa”, som er udkommet onsdag den 25. oktober 202, hårdt ud efter sine efterfølgere.

Thorbjørn Jagland var leder af Arbeiderpartiet fra 1992 til 2002, statsminister fra 1996 til 1997 og udenrigsminister fra 2000 til 2001. Fra 2005 til 2009 var han stortingspræsident. Jagland var fra den 29. september 2009 til 2019 valgt til generalsekretær for Europarådet.

Han er måske bedst kendt for forud for Stortingsvalget i 1997 at kræve 36,9 procents opbakning, hvis han skulle fortsætte som statsminister. Det endte som bekendt med hans afgang efter valget, og det bemærkes, at Arbejderpartiet ved det seneste Stortingsvalg opnåede 26,3 procent af stemmerne.

“Midt i valgkampen blev upartiskhed i regeringskontorerne et stort problem. Det må være udsprunget af en særlig kultur,” skriver den statsminister i bogen “Ti år for Europa”.

Jens Stoltenbergs udnævnelse til nationalbankdirektør

Som eksempel nævner han udnævnelsen sidste år af hans tidligere ærkerival, nuværende NATO-chef Jens Stoltenberg, som chef for den norske nationalbank, Norges Bank.

Jagland er kritisk over for, hvordan sagen blev håndteret af statsminister Jonas Gahr Støre, der også kommer fra Arbejderpartiet: “Det blev nok bedst illustreret, da man forestillede sig, at landets tidligere statsminister kunne blive udnævnt til direktør for Norges Bank. Den nuværende premierminister, som er hans nære ven, erklærede sig inhabil i udnævnelsessagen. Hvordan kan man overhovedet få den tanke, at landets statsminister er inhabil, når chefen for landets nationalbank skal udnævnes? “Juridisk måske, men politisk – umuligt!” konkluderer Jagland.

Øget kammerateri i norsk politik

Kort efter sin udnævnelse accepterede Stoltenberg et ekstra år som generalsekretær for NATO og frasagde sig dermed jobbet som direktør for Norges Bank.

Jagland mener, at Arbejderpartiet i dag lider under væksten i bureaukratiet i politik og i de politiske partier.

“Det er nok noget af det, der har ramt Arbejderpartiet. Modsætningerne mellem ambitiøse mennesker er vokset, og upartiskhed er erstattet af cronyisme, hvor partiskhed og favorisering vinder frem ved tildeling af jobs og andre fordele til venner eller betroede politiske kolleger. Vi burde have flere politiske magtkampe, dem har der måske været for få af i de senere år. Når kampene ikke har at gøre med politik, men kun har at gøre med personlige ambitioner, bliver det ødelæggende,” skriver den tidligere formand for Arbejderpartiet.

Det var bedre i gamle dage

Jagland peger på perioden under tidligere LO-leder Yngve Hågensen som en kontrast til situationen i dag: “Yngve Hågensen behøvede ikke et stort apparat omkring sig for at forstå, hvad der foregik i folket. Han havde en unik flair for, hvornår det var tid til kamp, og når det var tid til kompromis.”

Jagland påpeger, at der kun var tre ansatte i Arbejderpartiets Stortingsgruppe, da han var leder i 70’erne, sammenlignet med 60 i dag. Antallet af politiske rådgivere på partikontoret er ligeledes mangedoblet, hævder han.

Adspurgt om dette har ført til bedre politik, konkluderede Jagland selv med et “nej”.

“Yngve Hågensen er blevet erstattet af sekretærer og lobbyister, der let kan komme til at skabe distance til almindelige menneskers virkelighed,” skriver han.