
Lise Hansen Thorsen, tidligere chef for Trafik og Ejendomme i Vordingborg Kommune, blev fra den 7. august 2023 ansat som stadsarkitekt i Aalborg Kommune.
I forbindelse med ansættelsen fremhævede den nordjyske kommune hendes brede geografiske baggrund, hvor hun blandt andet har stået i spidsen for offentlige organisationer og drevet forretning i Danmark og Norge som chef for arkitektvirksomheder.
Efter mindre end tre måneder fratrådte Lise Thorsen imidlertid stillingen som stadsarkitekt: ”Aalborg Kommunes nye stadsarkitekt, Lise Thorsen, fratræder sin stilling omgående” skrev kommunen i en kortfattet pressemeddelelse mandag den 23. oktober 2023.
“Fratrædelsen sker efter gensidig aftale, da der ikke har vist sig det rigtige match for hverken Lise Thorsen eller Aalborg Kommune”, skriver kommunen og tilføjer:
“Der bliver nu brug for en periode med grundige overvejelser vedrørende de næste skridt i forhold til stillingen som Stadsarkitekt”.
Ifølge Aalborg Kommune vil Lise Thorsen oppebære sædvanlig løn og pensionsindbetalinger indtil 31. januar 2024. Lise Thorsen modtager ikke nogen godtgørelse i forbindelse med sin fratræden.
Det er ikke første gang Lise Hansen Thorsen fratræder en stilling ”efter gensidig aftale”. Det skete således, da hun i december 2021 fratrådte sit job i Vordingborg Kommune “efter gensidig aftale”.
I tiden frem til ansættelsen i Aalborg arbejdede hun blandt andet som selvstændig rådgiver og for Henning Larsen Architects, en stor dansk arkitektvirksomhed med aktiviteter verden over.
Lise Hansen Thorsen forlod jobbet som fagchef i Vordingborg Kommune efter flere møgsager.
I november 2021 blev hun beskyldt for at optræde arrogant over for en gruppe beboere i Abildhøjparken, Præstø, efter en disputs om træfældning ud mod Jungshovedvej.
I september 2020 gav hendes medarbejdere i en arbejdspladsvurdering udtryk for, at deres øverste chef mobbede og chikanerede. Desuden oplevede de uklare og modstridende krav i arbejdet, der medførte fejl i borgernes sagsbehandlinger.
For at få kortlagt det dårlige psykiske arbejdsmiljø indgik kommunen en aftale med konsulentfirmaet TeamArbejdsliv til 70.000 kroner. Konsulentfirmaet interviewede i december 2020 medarbejdere og ledere. Om Lise Hansen Thorsen lød konklusionen blandt andet, at medarbejderne oplevede en ”grænseoverskridende adfærd” fra hendes side, og at hun havde ”en ledelsesstil, der skaber frygt”. Daværende kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune kaldte efterfølgende Lise Hansen Thorsens ledelsesstil for ”uacceptabel”.
Da Lise Hansen Thorsen fratrådte i 2021, afviste både borgmester Mikael Smed (S) og kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune dog, at fratrædelsen skyldtes de uheldige sager. Derimod blev fratrædelsen begrundet med organisationsændringer og at fratrædelsen skete efter “gensidig aftale”.
Efterfølgende viste en aktindsigt foretaget af Uffe Thorndal fra Østmøn, at Lise Hansen Thorsen modtog 994.334 kr. incl. pensionsbidrag efter sin fratrædelse.
Vordingborg Kommune kunne meddele følgende: “Vi kan meddele, at Lise Hansen Thorsen har krav på løn i 12 måneder ifølge den lønaftale, der i sin tid blev indgået. Dette svarer til en udgift på i alt 994.334 kr. incl. pensionsbidrag.”