Nyt om Alternativets og Frie Grønnes Niko Grünfeld

Niko Grünfeld
Kulturborgmester Niko Grünfeld’s kontor på Rådhuset.

En af Alternativets medstiftere, tidligere kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, meldte sig i 2020 ud af Alternativet for at deltage i stiftelsen af partiet Frie Grønne. Partiet opnåede ikke mandater ved seneste folketingsvalg og Grünfeld har senest ernæret sig som ”politisk chef” i Frie Grønne.

Nu er der nyt fra venstrefløjseren.

Niko Grünfeld forlader partipolitik for at blive direktør i kvindeorganisationen Blossom. Det skriver han selv på Linkedin.

Fremover skal han i stedet stå i spidsen for ngo’en Blossom, der arbejder for bedre vilkår for piger og kvinder i udsatte positioner.

Om sin nye stilling skriver Grünfeld om at gå fra “politik til pioner for kvinders trivsel, ligestilling og velbefindende”.

“Jeg glæder mig til at kæmpe for mere ligestilling, flere grundlæggende kvinderettigheder og basal velfærd for de piger og kvinder i samfundet, som står i de mest socialt udsatte positioner i vores samfund,” siger den nytiltrådte direktør i Blossoms pressemeddelelse.

Grünfeld har været en fremtrædende profil først i Alternativet og senere i Frie Grønne. Han er medstifter af Alternativet og tiltrådte i 2018 som kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune.

Et lille år efter kommunalvalget måtte Grünfeld trækker sig som borgmester. Det skete efter to sager kom frem. Den første omhandlede dyr indretning af borgmesterkontoret, mens den anden handlede om forkerte oplysninger på cv’et.

Vedrørende borgmesterkontoret kom det frem, at han havde fundet det nødvendigt at indrette sit borgmesterkontor for 130.000 skattekroner. Han udtalte til Radio24Syv, at han ikke kunne arbejde ved et glasbord. Han havde også fundet det nødvendigt at anskaffe sig en specialdesignet daybed samt nogle bænke og borde.

Vi husker også, at Niko Grünfeld har beskrevet en perfekt weekend, hvor han lavede økologiske pandekager til sine børn, drak ”kaffe fra Coffee Collective”, brygget på hans ”japanske kaffeudstyr fra Hario”, alt imens han lyttede til P8 Jazz og læste Politiken.

Sagen om CV’et drejede sig om, at det op til kommunalvalget i 2017 af Niko Grünfelds CV fremgik, at han havde en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Uddannelsen skulle være taget i årene 2002 til 2004, hed det sig, og det blev bragt i flere medier.

Der var kun ét problem ved den oplysning: Aarhus Universitet kunne ikke bekræfte den.

Leave a comment