På gravens rand!

Søren Pape m armbånd

Som talsmand for Det Konservative Folkeparti er Søren Pape Poulsen svær at blive klog på. På den ene side signalerer offentliggjorte dele af hans privatliv og hans armbånd, at han udover formandsrollen rummer masnge facetter. Samtidig er det, han giver udtryk for offentligt som formand, ofte alt andet end klassiske konservative synspunkter. Partimedlemmerne bliver derfor forvirrede, rømmer og partiet skubbes gradvist længere mod afgrunden.

Senest under åbningsdebatten i Folketinget torsdag den 5. oktober 2023. Søren Pape tog afsæt i Shu-bi-duas tekster og fokuserede på familien, ensomhed og fællesskaber, mens statsminister Mette Frederiksens åbningstale næsten ikke blev omtalt.

Statsministerens åbningstale havde ellers fokus mod en klassisk konservativ mærkesag: Folkeskolen og de problemer, som hersker der, og som er åbenbare for alle. Blandt andet gjorde hun det klokkeklart, at forældrene har ansvaret for at opdrage deres børn, så de kan opføre sig ordentligt i klasseværelset og dermed bidrage til at genskabe lærerens autoritet. Alt for ofte føler forældre sig kaldede til – blandt andet via Aula – at blande sig i lærerens undervisning og dermed i sidste instans sætte spørgsmålstegn ved dennes faglige viden, pædagogiske kompetencer og autoritet.

At uro og spektakel i klasseværelset er en massiv hindring for en effektiv og frugtbar indlæring, nævnte statsministeren også, ligesom hun tydeligt understregede, at det er nu, der skal foretages en udlugning i og en kraftig decimering af de tilsammen ca. 4.000 forpligtende og vejledende læringsmål for folkeskolen. Faglige færdigheder – hvad enten de er boglige eller praktiske – skal erstatte fine fraser. Eller med andre ord: Børnene skal dyrke sport i idrætstimerne og ikke spilde tiden på at sætte idrætten ind i en kulturhistorisk kontekst.

I faget madkundskab skal det være slut med opblæste fraser om, at eleverne ”gennem alsidige læringsforløb skal udvikle selvværd, fantasi, madlavningsglæde og erkendelse, så de bliver i stand til begrundet at tage stilling til og handle i overensstemmelse med dette”. Ifølge statsministeren kunne en ny formålsparagraf ganske enkelt lyde: Eleverne skal lære at lave mad.

At Mette Frederiksen derudover påpegede det helt horrible i, at knap hver 10. elev i dag forlader folkeskolen uden at kunne regne og skrive, og at hun ønsker en kraftig ændring af dette, burde uden videre kunne bifaldes af en formand for Det Konservative Folkeparti.

Udover igen at kritisere den understøttende undervisning, mente Pape i stedet, at der var andet i livet end arbejde og benyttede lejligheden til at lange ud mod statsministerens udmeldinger om behovet for at danskerne nødvendigvis måtte arbejde og ikke fortsat gå ned i tid, hvis velfærdssamfundet skulle opretholdes.

Det Konservative Folkepartis leder, Søren Pape, har fastslået, at det under ingen omstændigheder var folks pligt at ”agere skaffedyr for staten”.

Det har ellers længe været en borgerlig mærkesag at få borgerne til at forstå behovet for et øget arbejdsudbud. Hvad var ellers meningen med en reform, hvor pensionsalderen reguleres i takt med den længere levetid, forkortede dagpengeperioder og indførelse af et kontanthjælpsloft?

Søren Papes kristendemokratiske indlæg den 5. oktober 2023 gav ikke anledning til mange reaktioner fra Folketingets medlemmer. Under den opfølgende spørgerunde kom det dog frem, at de konservative havde opgivet at afskaffe topskatten ”i et bestemt år”, at partiet stod ved Nordsø-aftalen, og at de konservative var svært tilfredse med, at der nu kom motorvej til Viborg.

Leave a comment