Det tilsandede kirkeministerium

Kirkeministeriets departementschef Christian Dons Christensen har været i krydsild om arbejdspresset på Slotsholmen. Dons Christensen mener ikke, at ansvaret for det store arbejdspres i landets departementer bare kan parkeres hos den øverste ledelse, men undskyldte sig med, at “Vi spiller bare efter nodebladet”

Det er paradoksalt, at det netop er kirkeministeriets departementschef, der har skullet forsvare arbejdsforholdene i centraladministrationen.

Kristeligt Dagblad har gentagne gange dokumenteret, at Kirkeministeriet i adskillige sager har brugt bemærkelsesværdigt lang tid på at besvare henvendelser og håndtere sagsbehandlinger – til stor frustration for de involverede parter.

Kristeligt Dagblad har forelagt departementschef i Kirkeministeriet Christian Dons Christensen kritikken. Han medgiver, at ministeriet har et problem, når det handler om at behandle sager om samarbejde mellem menighedsråd, men at det helt overvejende skyldes corona, der de seneste to år har lagt stort beslag på ministeriets ressourcer, herunder det begrænsede antal juridiske sagsbehandlere, som ministeriet råder over.

I en periode i begyndelsen af 1980’erne var det på Slotsholmen almindelig kendt, at Kirkeministeriet i realiteten blev ledet af formanden for betjentstuen.

Departementschef Christian Dons Christensen var tidligere ansat i Udenrigsministeriet, der heller ikke er kendt for effektiv forvaltning.

Formanden for Landsforeningen af Menighedsråd er også kritisk. Selvom formanden fra sin ansættelse i Fødevareministeriet ikke er ubekendt med lange sagsbehandlingstider, mener han det er et politisk og ledelsesmæssigt ansvar at rette op på de utilfredsstillende forhold i Kirkeministeriet.

Som supplement til Kristeligt Dagblads beskrivelser af Kirkeministeriet kan anbefales ”Fra psykopatklubben” af Erik Ib Schmidt, der var departementschef i økonomi- og Finansministeriet.

I erindringsbogen Fra psykopatklubben fra 1993 beretter han om sine mange oplevelser frem til 1968, herunder opvækst, studieår og familie, med hovedvægten på samspillet med politikerne i efterkrigstiden og det personlige engagement i 1930’ernes DKP og vilkårene under besættelsestiden.