
Alternativets nu tidligere klimaordfører, Theresa Scavenius, er kompromisløs, og hun er ved flere lejligheder gået stik imod partiets vedtagne politik både i realpolitiske sager, hvor hun i medierne har givet sin uforbeholdne mening til kende, men også i forhold til de mere taktiske hensyn, hvor hun på sine sociale medier og i interviews blandt andet har beskyldt klimaministeren for at vildlede Folketinget.
Scavenius var som en havkat i et hyttefad. Hun blev først smidt ud af folketingsgruppen og har nu endegyldigt meldt sig ud af Alternativet. Det skete torsdag, efter hun havde turneret rundt i mediecirkusset med tankevækkende beskyldninger mod den folketingsgruppe, som ekskluderede hende fra gruppen på Christiansborg. Hun smækker døren bag sig og har givet flere interviews om, at det ikke er hende, men partiet, Folketinget og hele det politiske system, den er galt med:
”Jeg er bannerfører for viden og derfor blevet farlig”, jeg drives af ”at forstå ting og få sandheden frem” – modsat andre politikere må man forstå. Om hendes personlige stil, heder det: ”Ja, men det handler jo også om, at det, som nogle opfatter som nedladende, er, at jeg bare har bedre argumenter”. ”Jeg har fokus på bolden. Men jeg bliver hård og konfrontatorisk og besværlig, når folk lyver og ikke passer på vores demokratiske samfundsmodel” – og det gør de andre politikere tilsyneladende. ”Jeg var forberedt på at møde et dysfunktionelt system, men det er meget værre end frygtet. Det har været et kæmpe kulturchok at træde ind i Folketinget”. ”Jeg ønskede at konfrontere de andre politikere med bluf og politisk teater, mens de andre ville være gode venner, hygge sig og drikke kaffe med Mette”.